Læsetid: 2 min.

I kultens dage

6. juli 2000

Kult bliver nu noget ret så trist, når det bliver en almindelig forbrugsgode for folk med tilstrækkeligt mange penge

FORMAT - SOMMERTILLÆG

Sommerbibliotek
Der var engang noget, der hed kult. En aften sidst i 1960'erne sneg man sig f.eks. ind i Ålborghallens 'intimbiograf' for at se Dylanfilmen Don't look back - med svenske undertekster. I filmens begyndelse så man en vis skægget, midaldrende mand. "Hvem er det?" spurgte en yngre kvinde på rækken foran. "Det er vel bare en skuespiller," sagde hendes mand.
Dengang var man kun en ganske ung biblioteksassistent, man havde ikke lært at udtrykke sin medfødte arrogance med tilpas rolig selvfølgelighed. Derfor lød det nok lidt bondsk-blæret, da man sagde - alt, alt for højt - at ham der, det var da Allen Ginsberg!
"Nå?", sagde de foran. Kvinden og hendes uvidende mand. Men selvom man jo var flov over, at man havde siddet der og råbt højt i biografen, havde man alligevel den fornøjelse, at de to foran ikke spurgte: Og hvem er så Allen Ginsberg? Vel at mærke: de havde ingen anelse om det, men de vidste, at de burde vide det! For at være rigtige medlemmer af kulten.
Dem var vi kun to af i hele biografen. Den anden hed Puggård, han sad længere nede, og selvom der jo var mørkt, mente jeg nok at kunne se, at han så ret misbilligende op på mig. Det er nemlig principielt forkert at oplyse folk udenfor kulten om ting og sager kulten vedrørende.
Kultens genstand var for resten ikke Bob Dylan. Herregud, ham kendte alle jo. Nej, det var den særlige Dylan, ham der kunne få Allen Ginsberg til at medvirke i sin film! Det var det, det drejede sig om. Og det var Puggård og jeg naturligvis de eneste, der forstod. Sådan var det bare.
Dylan er god nok, også den dag i dag. Det ved gud! Der er heller ikke noget i vejen med Allen Ginsberg og hans forpustede hammondorgel (manden er død, men lyden er der stadig). Men kult bliver noget ret så trist noget, når det bliver et almindeligt forbrugsgode for folk, der har råd til at lægge tres tusind kroner for at komme og se Dylan i Horsens. Eller byder på Allen Ginsbergs fyldepen ved en auktion.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu