Læsetid: 7 min.

Kunstkritik er samfunds-kritik

29. juli 2000

Kunstkritik er en model for, hvordan man lærer at opføre sig ordentligt over for andre: lytte, dvæle, blive opmærksom på mangfoldighed. Man kan lære etik af æstetikken, siger Poul Erik Tøjner, direktør for Louisiana

Kritik forbudt?
I dag er den borgerlige offentlighed afløst af en ekspertkultur, der giver sig udslag i eksempelvis forbrugerkritik, diagnosticerer Poul Erik Tøjner; en udvikling, han også aflæser i modeord som segmentering og lignende.
"Udparcelleringen betyder blandt andet, at kunstarterne ikke har et mellemværende med noget, der kunne være fælles - på den anden side betyder den også, at de mister et kritisk potentiale."
"Men hele nichekulturbevidstheden, hvor der måles og spørges for at finde ud af præcis, hvem dette eller hint rammer, har naturligvis en refleksionsgevinst, der kan forveksles med kritik: Vi ved meget mere om hinanden, sociologisk set."
- Mener du med refleksionsgevinst, at vi tænker mere over helheden?
"Det er på sin vis ironisk ment. Men det er en kendsgerning, at der pågår et stort undersøgelsesarbejde, der udspringer af professionaliseringen af samfundets aktører. Og så er det, alt andet lige, vel en kulturel gevinst, at folks mulighed for selvudfoldelse øges i nicherne."
- Bliver det så overhovedet kunst, der kommer ud af det?
"Brudfladen i kulturdebatten løber ikke længere ned gennem kunsten. Den løber langs spørgsmål om etnicitet og miljø, - og genteknologi. Det, der pludselig kan gro op igen i fordrejet form. Dér går den substantielle kulturdebat, ikke på spørgsmålet: 'Er dette virkelig kunst?' Vi har jo næsten stillet os tilfreds med, at kunst er en nichekultur."
- Jeg er ikke tilfreds!
"Heller ikke jeg. Jeg mener, at kritikere - og også museumsfolk - må tro på mere end en nichekultur. Og vi har en pligt til at forsøge at fortælle, hvad dette 'mere' er. Ikke fordi det er vigtigt for folk at forstå kunst - vorherrebevars - men fordi man derigennem forstår, hvad mennesker er."

Udøve kompetence
"Men når forestillingen om et fælles rum forsvinder, trækker det en lang række andre områder med. Den politiske diskurs mister sit grundlag, det at være statsansat, ja hele embedsmandskulturen, for eksempel, står uden sit tidligere værdigrundlag."
- Er det din forklaring på den teknokratisering, der griber disse områder?
"Det er den eneste tilbageværende mulighed. I stedet for at forvalte værdier er man henvist til at udøve kompetence. Tidligere var den intellektuelle én, der stod udenfor. Fordi forestillingen om samfundet var, at det var ved at kvæles i konsensus. Men i dag er det svært at se den slags kritik udfolde sig. For i dag er alle individualister."
- Selv for at udøve kompetence må man vel have en målestok?
"Målestokken er markedet. Dét er der ikke i sig selv noget galt i, det kan bare ikke være den eneste målestok for et samfund."
- Mener du, at markedet er den eneste målestok?
"Nej. Det er en måde at operationalisere samfundet på. Men i nichekulturerne hersker andre målestokke som selvudfoldelse og anerkendelse. Man kan sige to ting om nichekulturerne: Dels at selvudfoldelsen dér får en urimelig høj prioritering: ingen skal blande sig i, hvad folk laver; dels er der så alligevel et behov for at verden udenom skal yde anerkendelse. Nogle yngre kunstnere rider i så henseende på to heste, hvis de da opfatter kunststøtte som andet en bistandshjælp."
- Anerkendelse forudsætter vel én eller anden form for enhedskultur?
"Jeg bryder mig ikke om ordet enhedskultur, for dén har altid kun eksisteret for de få. Jeg vil hellere tale om et fælles rum."

EU-debatten
"En enkel måde at få øje på det manglende fælles rum på, er tilfældet EU. Debatten er udelukkende økonomisk vinklet. Og selv dér når den ikke længere end til det den almindelige fornærethed. Et stadig økonomisk argument kunne jo være, at den politiske gevinst var lidt penge værd! At vi med lidt færre penge til hver kunne få et fredeligt samfund i etnisk henseende. Man forsøger ikke en gang at bevæge folk til at overveje, om det ikke var pengene værd."
- I EU-spørgsmålet har vi jo et parti, der vil forsvare enhedskulturen, nemlig Dansk Folkeparti?
"Jeg vil stadig hellere tale om borgerlig offentlighed, og Dansk Folkeparti er ikke interesseret i en borgerlig offentlighed. Den borgerlige offentlighed er karakteriseret ved åbne vinduer, åbenhed over for nye påvirkninger, et højt debatniveau. Og selve forestillingen om markedet er central: Det marked hvor man udveksler ydelser, varer, opfattelser osv. Danmark har altid være én stor si for påvirkninger udefra, hvis man ser på den intellektuelle historie."
Vi er hér
"I den forbindelse er et uomgængeligt spørgsmål, hvilke konsekvenser, globaliseringen har/får."
"Og den får jo på den ene side den konsekvens, at meget kommer til at ligne hinanden, men denne konstatering får mange, også kunstnere til at glemme, at vi er her: Her! Hvis globaliseringen ikke modsvares af en lokalisering bliver det hele én stor cyberspace-grød, som man synker ned i af misforstået tolerance."
- Er der et standpunkt mellem Dansk Folkeparti og cyberspacegrøden?
"Globalisering betyder for mig en pligt for kritikere. Kunstkritikken har spillet sig nogle muligheder af hænde dér, hvor kritikeren holder op med bruge sig selv som reference. Man skal ikke skjule sit eget værdisæt, for mig betyder kunstkritik, at man skriver personlig kritik. Jeg hader desinteresseret kritik."
- Du taler skiftevis om samfundskritik og kunstkritik?
"Jeg ser ingen forskel på samfunds- og kunstkritik. Begge dele drejer sig om interesse i mangfoldighed, i verden og om lyst til at overbevise. Nogle siger, at kunsten giver os de fortællinger, vi kan genkende os i. For mig er det væsentligt at tale i mere abstrakte termer, om sensibilitet og om koblingen mellem æstetik og etik. Kunstkritik er en model for, hvordan man lærer at opføre sig ordentligt over for andre: lytte, dvæle, blive opmærksom på mangfoldighed. Man kan lære etik af æstetikken. Læg mærke til, at folk, når de ikke forstår kunst, udøver den samme sociale aggression over for kunst, som de gør over for mennesker!"
"Det skal dog ikke bortforklare, at der i lange perioder ikke laves noget, der er værd at se på. Men man kan ikke sige på forhånd, hvad der går til spilde. Kunsthistorien er historien om fejltagelser. Heri ligger der også et vigtigt etisk korrektiv i samfundsmæssigt perspektiv: Samfundet hviler på fejltagelser."
"Kritikere er folk, der insisterer på, at man har indsigelsesret. Kritik går i virkeligheden ofte bare ud på at pege på ting, som nogle har glemt at tage højde for."
- Hvordan forholder dén type kritik, du nu taler om, sig til nichekulturen? Kræver den ikke et fælles rum?
"Kritik forudsætter et fælles rum. Den består af sensitivitet og interesse i verden. Der ud af vokser også en interesse i at overbevise andre. Men det er jo heller ikke sådan, at der overhovedet intet fælles rum findes."

Garant for det fælles
- Men hvis betingelserne ikke længere er til stede?
"Kritikken er trængt, men den findes da, for eksempel i pressen. De aviser, vi har i dag, er alt andet lige langt bedre, end for 30-40 år siden."
"I det øjeblik kritikerne begynder at begræde befolkningens mangel på engagement, bliver det imidlertid patetisk. Vi har en række institutioner - pressen, folkekirken, museer, biblioteker - hvis vigtigste funktion er, at de er der. At de står der som fysisk garant for det fælles, det offentlige."
- Kan institutionerne overleve, hvis samfundet i øvrigt har revet sig løs fra den slags pullerter?
"Det er klart, at de skal holdes i live. De folk der opretholder institutionerne, skal have arbejdsvilkår, så de kan holde dem i live."
- På hvilke præmisser, hvis segmenteringen er betingelsen?
"Et godt eksempel er Bjørn Nørgaards gobeliner. De udtrykker på én gang en anerkendelse af det fælles og umuligheden af at have én og kun én historie. Men de udtrykker en vilje til fællesskab. Det fine er, at de ikke præsenterer en officiøs fortælling. De vedkender sig polerne, både det privat personlige, myterne og forestillingen om et værdisæt, der er dannende for samfundet, men som må sammensættes af det store antal konstituenter, der repræsenterer det. Jeg anser det ikke for et ideal, at vi alle har samme kultur. Men jeg anser det for et ideal, at vi har et fælles rum."
- I institutionerne?
"Ja, eksempelvis er et museum sådan et fælles rum, der består af mange forskellige rum, og hvor der er atter andre muligheder i magasinerne."
- Men billeder er materielle, de går ikke tabt. Viljen til at udøve kritik til fælles bedste kan vel godt gå tabt?
"Jeg kan godt dele den følelse, men man kan også vende spørgsmålet om og sige: Hvordan sørger vi for, at den overlever? Man kan ikke gøre andet end at opretholde de kritiske institutioner, hvilket vil sige institutionerne for kunst og videnskab."
"Det er også et statsligt anliggende, men alle ved jo, at der i dag næsten kun gives til projekter. Man kan få penge til at en flok skidesprællere kan danse rundt i to uger med en lygte om halsen, men penge til driften af en institution er det meget sværere at få. Det er ikke sexet, selvom det hedder drift! Jeg anser det for et krisetegn, at det etablerede ofte har svært ved at se interessen i at bevare institutionerne på et vist niveau. Institutioner er institutioner for at blive ved med at være der, også når der ikke er den store interesse."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu