Læsetid: 1 min.

Han kyssede godt

19. juli 2000

Et medlem af DDR's indercirkel mindes sine socialistiske broderkys

FORMAT - SOMMERTILLÆG

BERLIN - Mmmmmmm...!
I Vesten blev det betragtet med afsky, når lederne fra de socialistiske lande faldt hinanden om halsen og begyndte at kysse. I Øst-blokken var det helt normalt, selv om det ikke faldt alle lige let.
"Til hverdag kyssede vi damerne," skriver Alexander Schalck-Golodkowski i Süddeutsche Zeitungs fredagstillæg, Magazin, der i sidste uge kun handlede om kys.
Frem til Murens fald var Schalck-Golodkowski medlem af SED's centralkommite og ansvarlig for fremskaffelsen af vestlig valuta. Blandt andet hentede han et milliard-lån hjem hos Bayerns ministerpræsident Franz Josef Strauss i starten af 80'erne.
"Selv blandt medlemmerne af DDR's politbureau var broderkysset - imod den udbredte opfattelse - sjældent. Det skulle da lige være, hvis man var venner privat. Egon Krenz ville jeg den dag i dag omfavne og kysse, som før."
"Vi tyskere bruger ikke - som franskmænd og polakker - velkomstkysset, og slet ikke mellem mænd. I DDR var der en vits om broderkysset - at funktionæren mellem de tre kys på kinderne når at hviske den anden i ørerne: "Har du noget med? - Det må gerne være fra Vesten!"
Skikken med broderkys kom fra Sovjetunionen. Russerne er mere følsomme, hjertelige og livsglade end tyskerne, noterer Alexander Schalck-Golodkowski.
"Broderkysset brugte man, når to politikere fra den socialistiske lejr mødtes, og der var sympati mellem dem. (...) I disse tilfælde var kysset - venstre, højre, og venstre igen - efter min mening den oprigtige bekræftelse på gensidig hengivenhed. (...) Broderkysset var et udtryk for tilknytning og ære, som politikerne i Vesten ikke kendte til."
Schalck-Golodkowski fortæller, at han var tæt på at omfavne den trinde Franz Josef Strauss, da de mødtes et par år efter, at milliardlånet blev bevilget. Men han gjorde det ikke:
"Jeg var kommet til Forbundsrepublikken for at føre diskrete forhandlinger og ikke for at kysse."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her