Trods rimelige tekster finder de og spillerne først rigtigt hinanden efter pausen
Revy
Den går ind for åbenhed, revystaben, så i programmet er indlagt en stemmeseddel, hvor man efter endt inspicering kan give første og anden del af revyen et ja eller et nej. Der er ingen rubrik for "måske", men sådan en dækker bedst første del.
Køge-revyen ligner et par andre af sommerens unge revyer i dens grobund af unge, nye tekstforfattere. Dermed undgår man at lægge sig i slipstrømmen af den 100-årige revytradition, der de sidste par år ofte er blevet noget stillestående brakvand. I stedet går man basalt til konceptet og undgår danefæ som 'politikerparodien' eller 'den lille, følsomme sang'. Men dermed bliver revisionisterne jo ikke automatisk geniale; genren kræver holdning, økonomi, timing og acceleration indpakket i en lethed, der er i familie med lammeskyer, grønne sommerparfumer og melonsorbet - gerne med et ordentligt skud chili.
Samt øvelse - og de øver sig i Køge. I år er det tredje ombæring med de samme kræfter plus kvindelig forstærkning fra West Bronx' Teater Grob. Herrerne kan uden for sommersæsonen ses som The Loyal Shakespeare Company, der foreløbig har radbrækket Hamlet og Macbeth på det mest studentikose og variende grinagtigt.
Første servering af 2000-årgangen har flere gode udgangspunkter end numre.
Kikket ind til en pr-mands arbejde med social finpolering af en medieforkælet rockermorder (ja, ham!) er skarpt, men nummeret falder sammen. Køge-hønsenes EMU- og ØMU-kaglen har lyspunkter, men er for leddeløs og folkekirkepræstens sarkastiske uddeling af undskyldninger er fuld af pletskud, men mangler stramning og Lotte Aske Fredskov kører for meget i tredje gear.
Til gengæld har en Leth-parodi en overordnet moralsk pointe, en forkælet dansker på problemjagt en besk tidstrend-satire og miss Danmark-reportagen igen et moralsk hug og begge holdninger forenes i satiren over den royale tv-dækning af en prinselig et-års fødselsdag. Ombæringen slutter elegant med en ordløs familiemorgenpantomime til The Kid from Red Bank på lydbåndet - der kører i olie. Kort sagt, for meget til at gå i pausen og for lidt til at komme højere end til 'let frustrerende' på skalaen.
Men efter pausen...
Kører det - også for DSB - når firkløveret vittigt rangerer rundt efter højttaleranvisninger og sækkepibemarcher på Nørreport og opland.
Ina Bruhn har skrevet en svidende tekst om kvindelig single-forbehold, som Fredskov finder gode takter i og hvor Andreas Bo Pedersens Amor er ikke så lidt af et sidekick. Pedersens typetegning kan være ganske sveden ( Leth) eller ganske fåret med fin effekt.
Jan O. Mogensen tegner sin dramalærer (man troede typen var død i halvfjerdserne) og sin hjernedøde sportsnarkoman lige stille og ondskabsfuldt og Heinrich Christensen, der har en kort lunte til bersærkergang, har også et betydeligt skrivetalent for genren - hold ved!
Fredskov skal lære at bruge mellemgearene, det kunne være rigtigt sjovt og så bliver hendes plads mellem herrerne tydeligere; instruktøren har åbenbart arbejdet mere med de tres crazy aspekter - skam få ham.
Alt i alt bliver firkløveret rehabiliteret, latteren indfinder sig og hovedet behøver ikke at lukke ned.
Med mere øvelse kan Køge-revyen godt gå hen og blive en marguerite-vej på revy-kortet.
*Ved I, hvad der kunne være rigtigt sjovt ! Køge-revy 2000. Tekster af bl.a. Morten Holm-Nielsen, Lars Thelonius og de medvirkende. Instr.: Finn Nielsen. Mus.: L. Laugesen & M. Demant Jespersen. Scen. Amalie Bo. Kost.: Laila Drisgaard. Medv.: Lotte Aske Fredskov, Heinrich Christensen, Jan O. Mogensen og Andreas Bo Pedersen. Teaterbygningen, Køge, til 26. aug.
