Læsetid: 4 min.

Jeg har læst Marx

3. juli 2000

Et moralsk forfald greb mig. Jeg begyndte at abonnere på Vindrosen, Politisk Revy og Black Panther Partys avis. Og i må ikke sige det til nogen, men Ulrich Høy lånte altså disse smudsblade

(FØRSTE UDGAVE)

Bekendelse
Nej, jeg kan ikke mere. Jeg bliver nødt til at gå til bekendelse for at få fred i min sjæl. Jeg har beskæftiget mig med Marx. Altså ikke Marx Brothers, ja, det vil sige, det har jeg også i og med jeg har set deres film. Oven i købet med stor begejstring. Hvor jeg heldigvis lige nu har taget en rask beslutning for at have rigtig dårlig samvittighed over det også. Ellers er der altså ikke nogen konsekvens i noget som helst.
Men tilbage til det med den synd, jeg her vil tale ud om. Jeg har beskæftiget mig med Karl Marx. Og tidligere stemt på VS, samtidig med at jeg dybt i mit hjerte er kommunist. Endnu. Og jeg er bange for, at det varer ved til min død. Så jeg må nok til en eksorsist for at få det djævelskab drevet ud. Selv om jeg vil lige se tiden lidt an, om ikke det her kan hjælpe.
Det gik uhyggeligt galt
Først var jeg ellers sådan en nydelig ung mand, der kom på SS, Silkeborg Seminarium, hvor jeg til alt held fik en studiekammerat ved navn Ulrich Høy fra en anden klasse. Og hvis jeg ikke havde haft Ulrich, var det sikkert gået helt galt. Selv om det gjorde det alligevel. Uhyggeligt galt. Et moralsk forfald greb os begge. I hvert fald mig. Jeg begyndte at abonnere på Vindrosen, Politisk Revy og Black Panther Partys avis. Og i må ikke sige det til nogen, men Ulrich Høy lånte altså disse smudsblade. Om han læste i dem hjemme, ved jeg ikke. Men alene det at låne dem, er da også ganske forkasteligt. På den anden side, vi kender alle hans høje etiske standart, så han har med garanti ikke studeret dem. I så fald kun for at være orienteret. Men lov mig ikke at bringe det videre, det er der jo ingen grund til.
Men jeg derimod, helt ærligt: Jeg læste disse publikationer med stor entusiasme. Og jeg overværede foredrag af Jørgen Dragsdahl, som jo med garanti har været russisk spion. Og jeg gik til forfatteraftener hos den erklærede socialist Per Høj-holt. Og så topper det endda slet ikke der. På et tidspunkt købte jeg Kapitalen af Karl Marx. Og havde jeg dog som så mange andre bare ladet den stå og pynte på hylden. Men jeg læste i den. Ja, så er det afsløret. Men ikke nok med det. Jeg gav mig til at arbejde aktivt i NOAH, hvor jeg elendige drog skulle have holdt mig til sagen og stået fast ved Danmarks Naturfredningsforenings gamle slogan:

Madpapir og æggeskaller
pynter ej i skoven haller.

Men jeg kunne ikke nære mig. Jeg lod mig påvirke af folk, som førte mig helt derud, at Marxs lære var en forudsætning for at begribe, hvad der skal til for at komme forureningen til livs. Og intet kan være mere forkert. Det globale marked kan sagtens selv finde ud af at eksportere forurenende virksomheder til fattige lande - som en kærlig hjælp, idet disse lande i den grad mangler industri. Så ingen problemer, tværtimod.
Men jeg er slet ikke færdig endnu. Jeg gav mig nemlig i 70'erne til at undervise i politisk økologi på Den røde Højskole i Svendborg, Kolding Højskole og Store Restrup Højskole, hvor det forfærdelige er, at det igen var med udgangspunkt i Marx.
Men hvad skal jeg gøre andet end at tilstå.
En slet karakter
Og nu er det så sådan, at jeg efterfølgende til stadighed har været inficeret af denne virus. Bare et eneste rystende eksempel viser, hvor slemt det er fat. Mens jeg læste litteraturvidenskab på Åbent Universitet i København, så var jeg akkurat lige så optaget af marxistisk litteraturteori som af alle de andre litterære skoler. Og jeg læste med uhyggelig stor interesse så begavede, nej, sludder og vrøvl, utilstedelige mennesker som bl.a Sartres, Lukács, Peter Madsens og Bente Hansens værker. Og disse teoribøger står stadig i min reol, hvor jeg utallige gange forgæves har besluttet mig for at transportere dem med ud i en forladt grusgrav og brænde dem. Åh, hvilken slet og slatten karakter er det dog jeg har.
Men så er der heldigvis snart heller ikke mere. Ud over det faktum, at jeg stadig sætter mennesker som Bente Hansen, Preben Wilhjelm, Hanne Reintoft, Gustav Bunzel og endnu mange flere meget højt.
Lige så højt som Jacob Mollerup og Bjørn Erichsen.
Så jeg tror, jeg må læse Ulrich Høy og hans lige en gang til og meget grundigere. Jeg har vist alligevel ikke sådan helt rigtig fattet hans budskab. Ud over at et eller andet spøjst har han gang i.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu