Læsetid: 2 min.

Lopper i kavalergangen

13. juli 2000

De små blodsugende parasitter har mange liv på samvittigheden, men i dag er menneskelopper et sjældent bekendtskab

FORMAT - SOMMERTILLÆG

Lidenskab
Loppen tilhører insektordenen Siphonaptera, der består af omkring 2.000 forskellige arter, hvoraf godt de 45 arter findes i Danmark.
En loppe er mellem en og otte millimeter lang, og dens langstrakte, flade krop, som er delt op i hoved, bryst og bagkrop, kan relativt nemt ses med det blotte øje. Loppen har ingen vinger, men dens tre par kraftige ben gør den i stand til at springe over 30 centimeter. Eller cirka 200 gange loppens egen længde. Omregnet ville det svare til, at mennesket skulle springe over 360 meter i ét eneste spring!
Loppen bruger denne enorme springkraft, til at hoppe på passerende varmblodede værtsdyr som fugle eller pattedyr. Loppen er nemlig en ægte parasit, der ved hjælp af torn- og tandformede udvækster på kroppen, hager sig fast til sin værts fjer
eller hår for at suge blod og siden bruger værtens bo til at opføde sine larver i.
På grund af loppens blodsugen er den i princippet i stand til at overføre en hvilken som helst blodbåren smitte. Det var da også den orientalske rotteloppe, som via sin gnavervært førte pestbacillen til Europa i trettenhundrede-tallet og forårsagede millioner af menneskers død. Loppen har således til alle tider været en kilde til stor irritation for mennesket.
I gamle dage, hvor der herskede et mere afslappet forhold til hygiejne i boliger med sengehalm, gulvsand, fugt og snavs, havde mennesket sin helt egen loppeart, Pulex irritans. Som navnet antyder, var disse lopper særdeles specialiserede i en levevis med mennesket som værtsdyr, som konstant måtte gå rundt og knække dem mellem neglene.
I renæssancen fandtes der en særlig fin måde at komme lopperne til livs på. Nemlig ved hjælp af en særlig loppefælde som man kunne give til ens udkårne. Hun skulle så bære den i en kæde rundt omkring halsen og placere den nede i sin kavalérgang. Fælden bestod af et hult rør med små huller, og inde i var der en midterstang, hvorpå der var smurt honning. Loppen blev så lokket til af varmen fra barmen og hang fast nede i fælden. Derefter var det så bare at tage stangen ud og elegant rulle den henover en bordplade for at kvase den formastelige loppe.
I dag er menneskelopper et uhyre sjældent bekendtskab. De eneste situationer, hvor vi reelt er udsatte for loppebid, er, når vi nusser med vores kæledyr. Katte-, fugle-, og hundelopper går nemlig ikke af vejen for lidt menneskeblod.
Der findes imidlertid en enkel måde, hvorpå man kan holde disse loppers tal nede: Renhold dit kæledyr og dets sovested!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her