Læsetid: 22 min.

En måned i den tjetjenske ghetto

22. juli 2000

Filosoffen André Glucksmann blev smuglet ind på tjetjensk territorium og tilbragte flere uger i et land, der kæmper en uforsonlig kamp mod den russiske aggression. Han fortæller om en
menneskelig tragedie med tortur, oprørende handel med menneskeliv, vilkårlig og gemen vold,
som også rammer børnene

Klokken er tre om morgenen. Siden midnat har jeg fuldstændig ulovligt befundet mig på russisk territorium. Jeg er sammen med en etnologven, som tolker for mig; jeg ville gerne have rost hende i høje toner, hvis ikke hun havde krævet anonymitet.
Den illegale grænseoverskridelse foregår i bedste filmstil. Vi maver os frem, efter at grænsevagterne velvilligt har fjernet pigtråden; de er blevet kompenseret for den risiko, de løber, af en 'sluser', der selv tager sig godt betalt. "Davaj, davaj! (Hurtigt, hurtigt!)," skynder han på os. De russiske poster er mindre end 15 meter borte.
Efter en vandring hen over markerne, hvor vi flere gange falder i mudderet, efterlader han os under et piletræ: "Jeg er tilbage om tyve minutter." Den frist bliver overskredet ti gange. Kommer han tilbage? Kommer han ikke tilbage?
Hunde glammer lige i nærheden; vi står som lammede, uvante med livet i illegalitet. Nogle landlige nattevandrere kommer helt tæt på os, mens de tømmer nattens sidste flaske, alt for fulde til at lægge mærke til os. Det minder nærmest om et John Ford-eventyr, en scene fra Beckett, et sted mellem det fremmedartede og det absurde. Sidder vores sluser og sover rusen ud i et hjørne? Han virkede bedugget.
Vi står som Becketts Vladimir og Estragon i en vejkant ved verdens ende, og vi savner mobiltelefonen, som vi lod blive tilbage for ikke at blive opsporet ved hjælp af den. Her er vi så, uden fast bopæl, uden officiel identitet, postkommunismens vagabonder.
Jeg tog af sted efter en pludselig indskydelse. I Paris havde den russiske ambassadør nægtet mig visum - et tilbagefald til vaner fra en tid, som man troede var forbi. Jeg gør kort proces og rejser ind i hans 'føderation' uden tilladelse.
Nogen tid efter møder jeg dagbladet Le Mondes udsendte medarbejder, som ikke har gavn af sit tilbørligt viserede pas: Han afviser at deltage i en kombineret reportage- og turistrejse i de 'befriede' områder, hvor han i nogle få timer kan interviewe føjelige indbyggere under fuld overvågning, elskværdigt pylret om af generalstaben. Den tjetjenske modstandsbevægelse hjælper de forhærdede nysgerrige, knytter de nødvendige kontakter, men garanterer ikke fuld sikkerhed.
Vores mentor dukker op igen med en bil, så skift til en ny bil. Jeg hører senere, at vi kun med nød og næppe undgik at blive pågrebet, fordi politifolkene på patrulje var faldet i søvn. Dagen efter blev ruten standset og netværket optrævlet med drab og arrestationer til følge. Det tog 14 dage at genetablere en kanal, der kunne evakuere de alvorligt sårede til hospitaler i udlandet.
Kontrasten til den ekstreme utryghed, som den lokale tjetjenske befolkning til stadighed lever under, dæmper den hjertebanken, som mine egne oplevelser ind imellem fremkalder. Men tilbage er de forvredne ankler, åndenøden og de anstrengende vandringer for at undgå vejspærringerne. Filosofiske studier er en dårlig forberedelse til at søge sandheden.
Den tiltagende lukkethed om krigen i Tjetjenien opmuntrer til grusomheder. Røverne opererer i skyggen, lygtepælene beskytter den vejfarende. Betragt mig som en lommelygte.
I en krigssituation er intet sikkert, har min kære Clausewitz belært mig om. Det bliver straks bekræftet: Tre gange mislykkes det at møde Aslan Maskhadov, som helt lovformeligt (under OSCE's overvågning) er valgt til præsident.
Første gang er vi inden for synsvidde, men heftige kamphandlinger i nærheden spærrer vejen. To af hans livvagter bliver dræbt. Næste gang er den russiske sikkerhedstjeneste FSB's biler lige i hælene på mig; skulle jeg tjene som lokkemad? Nej tak! Tredje gang er alt arrangeret, teen står parat, han er kommet til mødestedet, men så begynder det at regne med bomber, og det varer en hel uge.
Samtidig konstaterer den italienske udenrigsminister Lamberto Dini, EU's særlige udsending, at våbenhvilen er effektiv. Man skal være meget døv for ikke at høre kanonerne og blind for ikke at se jord-til-jord raketterne trække deres zebrastriber på himlen!
Fredsherre mere end krigsherre. Maskhadov interesserer mig. Han er fanget i sin rolle som militær leder, men er i virkeligheden kun den første blandt ligemænd, som han koordinerer, men ikke har kontrol over.
Hverken i religion eller strategi er tjetjenerne meget for lodrette hierarkier. I sufi-traditionen er forholdet til Gud direkte, uden mellemmænd. I guerillaens sekulære tradition er det kun modet til at møde modstanderen, der tæller.
Guerillaernes bedrifter og prestige er genstand for uendelige diskussioner. Det fortælles, at nogle af de ledere, der blev såret af miner under evakueringen af Grosnij, skød sig en kugle gennem hovedet, for at deres soldater ikke skulle forsøge at redde dem og selv træde på en mine. Andre gjorde noget andet.

Som politisk leder er Maskhadov uangribelig og ubestridt. Jeg har ikke truffet en eneste tjetjener - selv blandt den, som midlertidigt har tilpasset sig besættelsesmagten - der ikke betragter den valgte præsident som den eneste troværdige forhandlingspartner for Kreml. Alle andre prætendenter betragtes som marionetter.
Det personlige møde blev ikke til noget, men en samtale kom i stand. Jeg fik lejlighed til at udspørge ham af hjertens lyst via telefonen. Hvad vil det sige - "hjertet"? Præcis det, Clausewitz kalder "gravitetscentret". Det er simpelthen et spørgsmål om sund fornuft: Målet for en 'anti-terroristisk operation' er terrorister. Tony Blair jævner ikke Belfast med jorden for at tvinge IRA i knæ, Madrid udsletter ikke ETA's kommandoer med tungt artilleri. Grosnij derimod - en by med 400.000 indbyggere i 1995 - ligger i ruiner. Det er den første hovedstad, der er blevet jævnet med jorden siden Warszawa i 1944.
'Gravitetscentret' i en konflikt kan, forklarer Clausewitz, alt efter omstændighederne være fyrsten, hæren og dens generalstab, regeringssædet eller - som i Spanien mod Napoleon - 'folket', som modstandsbevægelsen skjuler sig i.
Hvad enten de har ønsket det eller ej, er tjetjenerne placeret i den sidste kategori. Det er en krig mod civile. Den, der vil forudsige enden på konflikten, bør spørge dem, der bærer smerten og lidelserne ved den - modstand eller kapitulation? Svaret tilkommer de landsbyboere, der lever under beskydning, de mødre, der søger efter deres torturerede børn, de mennesker, der flakker rundt mellem de dyre og ydmygende 'kontrolposter' på jagt efter mel og medicin, som ikke er til at opdrive. De, der afgør kampens udfald, er de mest ydmyge af alle - de, der er glemt i de euforiske strategiske beregninger, som Moskva tuder os ørerne fulde med.
Eksperterne i Kreml har taget ved lære af deres sviende nederlag i 1996. De er nødt til at ødelægge på afstand; de må undgå direkte kamp og nærkamp med en modstander, der er langt mere moralsk motiveret og fysisk hårdfør. Det er unødvendigt at pege på de russiske generalers åbenlyse racisme, negative holdninger og grusomhed; om de så havde været engle, havde de ikke haft andet valg end at ødelægge alt og konsolidere befæstede stillinger for at udrense et fjendtligt territorium til bunds.
Hvor rationel en sådan adfærd end kan forekomme, støder den dog imod en gigantisk ubekendt: Hvordan reagerer en befolkning, der bliver mishandlet på den måde? På dette punkt famler FSB-KGB's fortræffelige strateger i blinde.
For blot at finde begyndelsen til svaret måtte de forlade kontorerne og kommissariaterne, optage kontakt og snakke med almindelige mennesker. Det har jeg gjort, ikke de. Det kan de ikke. En bøddel kan ikke stole på sit offers oprigtighed. En russisk soldat: "Det ville være bedre at have tjetjenerne som venner end som fjender."
Det er en skam, supergeneral Trosjev, at De ikke har ledsaget mig på mine hemmelige vandringer i Deres 'befriede' områder. De ville have forstået, hvor utroværdig De i virkeligheden er, når De sad på en faldefærdig sengebund, mens husets ejer kom med undskyldninger: Huset er ødelagt, det er kun en fattig hytte, men der er ingen andre steder at modtage Dem eller skjule Dem.
Da hendes mand, der var traktorfører, døde, var det ældste af hendes fem børn ti år, det yngste ikke født. Han er tyve år i dag og mistede et ben ved Shali; hans tilstand forværres på grund af manglende behandling.
"Jeg har så ondt af vores børn, de er fantastiske... Når De kommer hjem, må De ikke tie. Her venter alle på, at det skal blive deres tur; de kommer ved daggry og bortfører mændene, så må vi løskøbe dem, hvis de ikke skal forsvinde. Jeg har arbejdet i markerne, passet huset, brændt mudder til mursten og opdraget mine børn. De opfører sig godt. I dag forbyder de mig at græde, hvis de dør, fortæl det."
Alle mødre græder her, men i stilhed. Jeg ville gerne have præsenteret supergeneralen for de to utrættelige og lattermilde kvindelige 'forbindelsesofficerer', den ene blond, den anden mørkhåret - som sprunget ud af en erindring fra min tidlige barndom eller et fantasibillede fra den franske modstandsbevægelse. De fortæller om deres forskellige måder at overliste russerne på med den barske humor, som tjetjenerne viser, når de taler om russerne. En pludselig alvor bryder munterheden, så kommer det stille: "Det er hårdt at se ofrene."
Jeg ville gerne, hr. general, have konfronteret Dem med den foragt og afsky, der farer hen over deres smukke ansigter, når de uden at trænge sig på - tjetjenerne trænger sig aldrig på - fortæller om den tortur, De har godkendt. De - eller andre - kunne have fortalt Dem om de sårede fanger, som udsættes for vind og vejr, bandagerne, der rives af, så der kan gå koldbrand i sårene. Jeg tror, at Deres 'tilstedeværelse' i Tjetjenien har nået det punkt, hvor kvalmen bliver så stærk, at man er nødt til at kaste op.
Det er en skam, at handelsminister German Gref ikke var med mig på et marked i Dagestan. Putins topøkonom, der er vant til at blive modtaget høfligt, for ikke at sige ukritisk, af de vestlige bankfolk, ville her have mødt et publikum, der er mere hårdhudet og ironisk.
Business is business, alle aktørerne mødes på de kaukasiske markeder. Kvinderne, der passerer grænsen til fods eller i bil for at købe her og sælge dér, alt efter kursen. Unge fyre klædt i Adidas og Nike, ægte eller efterligninger. Russiske kontratniki (kontraktansatte soldater), der handler med guldkæder - den obligate souvenir, som de investerer udbyttet af deres plyndringer i. Efterspørgslen stiger, prisen på guld kravler op: + 30 procent.
Der er de uautoriserede flygtninge, der strækker hånden frem. 100 dollar for en baby, så kan moderen forsørge resten af familien. En anden lægger sit barn på en velhavende landsmands kølerhjelm. Han ville tage sig stolt ud her, den foretagsomme hr. Gref, som profeterer økonomisk genrejsning og en vækst på fem procent over ti år.
"Moskva?", smiler den 26-årige Rustam, der er ved at lave te i en termokande made in Taiwan. "Moskva kan ikke engang lave papirlommetørklæder, alt kommer fra Korea eller Kina via mellemhandlere i Emiraterne. Russerne har ligesom vi skiftet samovaren ud med termoflasken, selvfølgelig importeret! De sælger kun råstoffer, gas, olie og våben. Hvad angår våbnene, så er bojeviki (de tjetjenske guerillaer) aftagere!" Og det er de.
De vidunderlige løfter om fred, harmoni og genrejsning, som myndighederne lirer af, støder på en mur af ironi. Alle kaukasiere ved, hvilken enorm økonomisk, økologisk, social og moralsk afgrund, det tidligere sovjetimperium er styrtet ned i. De drømmer om rigtige byer som i Vesteuropa og et minimum af retssikkerhed, der kan få handelen til at fungere som i Tyrkiet. Tolderne i Emiraterne er et mirakel af høflighed. Den økonomiske vækst dér vækker beundring.

Tanken om, at et Rusland, som i ti år har været ude af stand til at tage vare på sig selv, skulle kunne råde bod på de ødelæggelser og de forbrydelser, det har begået rundt omkring, er rent ud sagt til at grine af. Tjetjenerne foretrækker den hårde linje, som deres første præsident, Dsjokhar Dudajev indførte; ingen ønsker det stilfærdige brud, som man forsøger i Georgien og Aserbadsjan, men centrifugalbevægelsen synes at være uimodståelig.
Surrealistiske scener: I tjetjenske hjem kunne jeg, mellem to strømafbrydelser, se den varme modtagelse, der blev Putin til del i europæiske hovedstæder. Røde løbere, servile omfavnelser, spionen, der blev feteret af dem, han engang udspionerede, hyldesten til de ti millioner russere, der 'boede' i Tyskland og lærte sig sproget ligesom den kække præsident, øllet i DDR, de fælles julearrangementer...
Hele dette show, som det officielle fjernsyn svælgede i, hele denne uanstændighed på baggrund af ruinerne! Hvordan kan man lade være med at græde af raseri, når man er omgivet af mennesker, der er undsluppet døden eller går den i møde?
Åh, lad mig tage vore kronede hoveder, vore kanslere og ministre, stats- eller andet, i hånden og lad dem høre beskrivelsen af de 'fangehuller', der pryder kommandanternes hovedkvarterer! Størrelse 'demi-luxe': Gidslet er helt sammenkrummet; det er umuligt at røre sig, umuligt at rejse sig. Der sidder han i mørket uden vand, uden mad, svømmende i sit eget lort. Størrelse 'luxe': Fangen kan stå oprejst, resten er det samme.
Taksterne for løsepenge er slået op på plakater på kontoret, de varierer alt efter sted, alder og køn. Øjenvidneberetninger findes i overflod, og de bekræfter hinanden. Alle taler om det. Nogle kommer over det.
De russiske soldater, som er genstand for bojevikis aktioner, hævner sig på de lokale indbyggere og tager sig betalt i naturalier; tyveri og voldtægt er gangbar mønt - i så høj grad, at general Sjamanov har kritiseret de kontraktansattes 'drikfældighed' og forlangt dem udskiftet med soldater fra forbundshæren. Ingen gør noget ved det. Handelen med tjetjenere florerer.
Alle handler. Officerer åbner vejspærringer for 500 dollar, infanteristerne lukker øjnene, hvis de får et par flasker. Hver enhed fægter for sig selv. En afdeling af anti-terrorkorpset Spetsnas nægter at anerkende de lokale myndigheder og hævder at sortere direkte under Putin. FSB erklærer, at man ikke har kontrol med de maskerede politikommandoer, der strejfer rundt i militære køretøjer og kidnapper folk.
Der sælges fanger, der sælges lig, der handles med pas (billige for folk fra Vesten: 140 dollar pr. stk.). Alt har sin pris - både dokumenter, der kan mangfoldiggøres i det uendelige, og manglende dokumenter. Russernes krig finansierer sig selv. Hvorfor standse en så indbringende forretning? De lokale bønder er nødt til at sælge ud af deres sparsomme ejendele for at skaffe den løsesum, der forlanges af myndighederne - eller lide døden.
I Tjetjenien arbejder man mindre og mindre, fordi man ikke kan komme ud. Og hvad skulle det gøre godt for at bygge? Så snart en bygning er opført, bliver den ødelagt. Der bliver ikke høstet. Kvæget græsser på dyrkede marker eller træder på landminerne.
Putin, der hyldes i Rom, London, Madrid og Berlin, stråler; hans ord er lov i Grosnij og omegn. Deres majestæt dronningen må undskylde, men der er blod i Deres 'cup of tea'.

Set fra Paris tager det tjetjenske landskab sig eksotisk ud. På den ene side russerne som moderne Rambo'er, velforsynede med våben og ved godt huld; på den anden side en slags tredjeverdens-guerillaer - alt efter smag og behag fanatiske sværmere eller rene engle. Mellem de to poler skarerne af desperate og fortabte flygtninge.
Til helvede med disse klicheer. I Tjetjenien tænker folk som De og jeg; de tøver, træffer beslutninger, tøver igen. Forskellen er, at de risikerer deres skind.
Khattab og Udugov, islamistiske krigsherrer, Basajev, galning og helt, som samarbejder med dem, vækker selv inden for modstandsbevægelsen voldsom kritik. Nogle betragter dem som forrædere, provokatører betalt af FSB. Andre mener, at de er ærlige, men enfoldige folk, der er faldet i en fælde opstillet af finansmanden Boris Beresovskij og andre kræfter bag Putin. Atter andre lader tvivlen komme dem til gode og vil tage stilling senere. Der er også nogle, især blandt de unge, der slet og ret beundrer dem.
Den slags selvmodsigelser forbavser kun den naive iagttager; de ret stalinistiske kommunistiske studenter og den anti-semitiske nationalistbevægelse Action Française demonstrerede trods alt sammen i det besatte Paris den 11. november 1940. "Når det hagler på hvedemarkerne, er det kun den gale, der er sart," sagde forfatteren Louis Aragon, som ikke desto mindre gjorde forberedelser til de fremtidige skadelige stridigheder inden for den fælles kamp. Sådan fungerer en modstandsbevægelse.
Set fra Kaukasus er det tjetjenske spørgsmål først og fremmest et russisk spørgsmål. Hvem tror, at et lille folk på en million mennesker udgør en fare for en stor nation på 150 millioner? Og dog har konfrontationerne stået på i tre århundreder. Kernen i konflikten er ikke og har aldrig været militær, politimæssig eller diplomatisk. Rusland kan efter forgodtbefindende isolere og inddæmme sin minituøse nabo eller forhandle sig frem til en modus vivendi, sådan som Maskhadov bliver ved med at kræve.
Problemet ligger et andet sted. Det hænger heller ikke sammen med olie (latterligt små mængder i forhold til de russiske reserver) eller med stabilitet i Transkaukasus (som er et ustabilt område, uanset hvem der er ved magten i Grosnij). Kronprinsens valgkamp, hvor urnerne var stoppet med lig, sluttede med den forventede succes, men det fik ikke freden til vende tilbage.
Ganske vist er der ikke så få, der tjener på krigen - højtstående officerer i generalstaben, som vitterligt tilegner sig lige så klækkelige summer som i 1995; det er ingen hemmelighed for nogen. Alligevel er vanen med at føre en krig, der finansierer krigen, ikke en tilstrækkelig grund.
Putin har erklæret, at de metoder, der er taget i brug i Grosnij, er eksemplariske. Han ophøjer det tjetjenske martyrium til et paradigme for den genoprettede autoritet, til en model for det så stærkt opreklamerede 'lovens diktatur', garanteret af diktaturets lov. Man må knuse den tjetjenske opstand for at genoprette orden i russernes hoveder; det er den lære, der udbredes urbi et orbi: Se, hvad der venter kætterne, kom tilbage i folden!
Dette program for opdragelse af befolkningen er ikke det mindste originalt; det har sit udspring i de zaristiske troppers voldelige udryddelse af kaukasierne. Tolstoj beskriver Nikolaj I's fryd ved at modtage oprørslederen Hadji Murats afhuggede hoved. Så længe den tjetjenske tidsel vækker frygt for smitte, bygger den offentlige orden i Rusland på underkastelsens ånd. Stalin tænkte på samme måde.

Det er umuligt, under foregivende af en påtaget upartiskhed, at dele sol og vind lige mellem to modstandere, der er så forskellige i den måde, de lever og kæmper på. Det vidner de seneste selvmordsaktioner om.
På den ene side en veludrustet hær, der slår til i flæng og på afstand: Jeg vil ikke dø, altså dræber jeg hvem som helst. 'Selvmordskandidaternes' mål er derimod ekstremt præcist udvalgt: specialenhedernes kaserner, lokale hovedkvarterer, torturcentre. Bojviki affinder sig med døden for kun at ramme begrænsede lokaliteter og kun henrette forbrydere. Det drejer sig om at dræbe torturbødlerne og terrorisere terrorapparatet. Der må ikke begås fejl. Det har intet at gøre med de menneskebomber, der bringes til sprængning i overfyldte busser i Tel Aviv.
I telefonen lægger præsident Maskhadov dog ikke skjul på sin bekymring, for "vi har ikke kontrol over den, der vil begå selvmord". Sufi-religionen udelukker, at en selvmorder kan begraves på kirkegården. De således bandlyste springer i luften, mens soldaterne plyndrer og mishandler børn for forældrenes øjne eller forældre for børnenes øjne.
Vrede og fortvivlelse risikerer at drive en terrorisme, som hidtil har været omhyggelig med at begrænse skaderne, ud i den yderste konsekvens. I Rusland ligger der atomkraftværker inden for rækkevidde af desperadoerne, som er vanvittige af smerte og meget beslutsomme. Eskalationen mod det ukontrollable vil koste tjetjenerne dyrt, men også russerne og hele Europa. Et fremprovokeret Tjernobyl bliver muligt, om end ikke sandsynligt, i takt med at Kreml ødelægger, ydmyger og bekendtgør, at alle midler er tilladt.
Ikke mindre selvmorderiske er Den Røde Hærs generaler, som nu er generaler i den russiske hær, når de ikke har draget de rigtige konklusioner af deres ynkelige eventyr i Afghanistan. Endnu en gang leger de pyromaner klædt ud som brandmænd, sår død og ødelæggelse og erklærer sig forbavsede over, at de mest yderligtgående kræfter tager kommandoen i ruinerne.
Fra min afdøde ven André Frossard låner jeg den elegante definition, som han foreslog på den ultimative forbrydelse: "At dræbe nogen, fordi han er født." Født armensk, Født jødisk. Født sigøjner. Født tutsi.
Lad os nuancere. Det er folkemord, når morderen planlægger at dræbe alle de 'forkert fødte' uden undtagelse. Det er 'kun' en forbrydelse mod menneskeheden, når morderen nøjes med at dræbe i flæng og udslette et samfund, som i forvejen er blevet dæmoniseret.
Den russiske generalstab har ikke midler til fysisk at likvidere hele den tjetjenske befolkning (de tre fjerdedele lever i diasporaen). Selv om de kriminelle drifter fik frit løb, ville det ikke være folkemord. Til gengæld indretter man klogeligt en gigantisk ghetto, hvor det er tilladt at bombardere og skyde uden varsel, og hvor straffrihed er sikret de soldater, der begår massakrerne.
Ville Milosevic have vakt almindelig fordømmelse, hvis han ikke havde begået én eneste fejltagelse, som Putin vogter sig vel for at gentage? Beograd drev kosovarerne på flugt over grænserne. Moskva afgør sine oprøreres skæbne på stedet, uden kameraer. Det demokratiske Vesten lukker øjnene og føler sig lettet: Ingen strøm af flygtningene truer den såkaldte tolerancetærskel.

De guldtressede strateger har opgivet deres oprindelige entusiasme og indrømmer gerne, at erobringen af den tjetjenske skanse kan vare nogle år. Jeg er bange for, at det er en prøveballon. Den herskende elite i Moskva og i Skt. Petersborg ved godt, at Rusland vil være økonomisk afhængigt af udlandet i lang tid endnu.
Selv om Rusland er dømt til at sælge ud af sine råstoffer, satse på IMF's imødekommenhed og klynke efter vestlige kreditter, er det dog ikke en tredjeverdensmagt. Men fordi det er handicappet, hvad angår produktivkræfterne, spiller det på sit imponerende arsenal af ødelæggelsesmidler, atomare og konventionelle, ved at true med dem eller sælge dem.
I det internationale styrkeforhold er det evnen til at gøre skade, der tæller, når en magt truer med at vedligeholde og udbrede ustabiliteten i verden. Putin har lige demonstreret, at hverken skrupler eller behørigt underskrevne internationale konventioner holder ham tilbage. Beviset på det er Tjetjenien.
Mens jeg bevægede mig klodset rundt i et land, der er gennemhullet af bomber og miner, var jeg ikke alene et forfærdet vidne til de lidelser, der påføres et beundringsværdigt broget og fantastisk modigt folk - jeg har formentlig også overværet fødslen af den største slyngelstat i det 21. århundrede. Måske vil Kina senere overgå Putins Rusland, men det vil være ved at følge dets eksempel og overtage dets slette opførsel.
Den plan, der skulle gøre Putin til Jeltsins efterfølger via en ny erobring af Grosnij, blev udtænkt i 1997 af oligarken Beresovskij. Han finansierede islamisterne, de såkaldte wahhabiter, som havde besluttet sig for at udløse krigen. At mobilisere den ene gruppe mod den anden, kaste benzin på bålet, opmuntre de ekstremistiske kræfter, ophidse hovederne, hjerterne og gaderne - det var de foretrukne små julelege for De Besatte, som Dostojevskij skrev om, og som var et forvarsel om Lenin. Han kom og ragede kastanjerne ud af ilden og havde held til at korrumpere en del af verdens intellektuelle.
Man kan forestille sig, hvor svært de banker og forretningsmænd, som nu lader sig forføre, vil have ved at modstå den mentale og økonomiske korruption, de nye besatte i Moskva udpønser.
Med den ene hånd støtter Beresovskij og konsorter islamisterne. Med den anden gør han et stort nummer ud af bortførelsen af den lille Sharon, som bliver frigivet på det mest belejlige tidspunkt. I denne forfærdelige historie er der ingen spor af tjetjenere, men fem unge russere er anholdt. Jo grovere løgnen er...
Med hjælp fra tv blev den modbydelige kidnapning forvandlet til et islamistisk komplot på verdensplan. Og koret af nidkære kommentatorer istemte hymnen til det jødisk-kristne korstog mod den internationale terrorismes Jihad, hvis centrum er - Tjetjenien!
De nye besatte spekulerer i et sammenstød mellem civilisationer à la Huntingdon og fantaserer om et globalt kaos, hvor Rusland, som er blevet en uomgængelig partner, genfinder sin fordums prestige og rang. Stalin mod Hitler, Putin smadrer Bin Laden med tjetjenske drenge som mellemled. Hvilket hjernespind!
Interessekonflikterne deler eliten. Arvtagerne til de gamle stalinistiske organer puster sig op for at tøjle den halvdel af Ruslands indbyggere, som er fortvivlede, fordi deres liv bliver værre og værre. Oligarkerne med deres fulde lommer hævder at være uundværlige, fordi de garanterer det gode forhold til de vestlige kreditorer. Hovedpersonerne bekæmper hinanden i henhold til de love, der gælder for deres mafiøse konkurrence. Resultatet er uvist; de er alle indbyrdes forbundne, men de hvæsser knivene.
Denne manglende stabilitet giver den tjetjenske modstandsbevægelse visse muligheder og kunne virke i samme retning som et vestligt pres, hvis det ellers eksisterede. Men hvis man ikke passer på, risikerer man, at et slyngelregime med ryggen mod muren beslutter sig for en flugt fremad. Leve krigen! Det er den, Putin kan takke for sin trone, hæren for sin genvundne prestige, de superrige for en immunitet à la Jeltsin for ti års skamløs udplyndring.
Diskret nyder de nye besatte glæden ved at ødelægge og den sikkerhed, det giver dem; de er parate til at erklære permanent krig, mens småkårsfolk bærer byrderne og Vesten omkostningerne.
"Hvert 50. år gentager det sig..." Hvor mange gange har jeg hørt dette ledemotiv? Det har i ti år været det genkommende tema i alle forsøg på at bearbejde den tjetjenske erindring. De gamle fremmaner forsvaret af Brest-Litovsk, hvor de tjetjenske bataljoner i 1941 bød nazisterne trods, mens hele Rusland gav op. De beskriver den frygtelige deportation i 1944. Sangerne, hvis kassetter der er rift om, forherliger uafhængighedskrigene i det 19. århundrede.

I begyndelsen var modstanden. Maierbek Vatsjagajev, medlem af Videnskabernes Akademi og talsmand for Maskhadov, fortæller om landsbyen Dadi Jurts lidelseshistorie, da 3.000 af zarens soldater havde omringet den:
"For at erobre stedet måtte delingen jævne landsbyen med jorden. General Syssojev, som ledede operationerne, var lamslået ved synet. For at yde moralsk hjælp til mændene dansede kvinderne på landsbyens torv. Og jo mere artilleriet tordnede, jo stærkere slog de unge pige på deres tamburiner. Da den sidste mand var død, greb kvinderne til våben."
"Da aftenen faldt på, gik russerne ind i byen, og for ikke at overgive sig skar kvinderne halsen over på sig selv for øjnene af dem. Kun nogle unge mødre blev taget til fange. Men da russerne tvang dem til at krydse floden Terek på en tømmerflåde, hagede hver af dem sig fast til en soldat, og med råbet 'Død over fjenden' kastede de sig ned i det oprørte vand."
Disse historiske betragtninger foregår under de russiske geværers ild. Tjetjenerne dyrker kun i ringe grad etnisk elitisme; de gifter sig uden vanskelighed med 'fremmede' og adopterer mange af de forældreløse russiske børn, som er blevet forladt i den almindelige forvirring. Deres religion er snarere mystisk end fundamentalistisk. Og nogle husker rørt, hvordan rabbineren i Grosnij i februar 1944 forbød jøderne at stjæle de deporterede kaukasieres ejendele, "om det så kun var en lille ske".
Det tjetjenske folk er hverken racistisk eller fanatisk; det finder sin identitet i sin historie. Modstanden mod Djengis Khan og zarerne, mod Stalin og Beria, mod Jeltsin og Putin vidner om en urokkelig kærlighed til friheden. Når tjetjenerne siger goddag til hinanden, ønsker de først 'frihed', dernæst - men det er ikke altid - 'sundhed'. Sådan er disse 'Kaukasus' franskmænd', fremhævet af Alexandre Dumas for deres oprørsånd og deres frisprog.
Stillet over for dem slås Rusland mod sig selv. Dets fremmeste kulturpersonligheder - Pusjkin, Turgenjev, Tolstoj - har besunget den tapre bjergbo og den smukke tjerkessiske kvinde, levende antiteser til den omgivende underdanighed.
De nye herrer i Moskva forsøger at udslette et minde, som gør dem nervøse. Solsjenitsyn lovpriste i Gulag-tiden stoltheden hos et lille folk, som samlet nægtede at bøje sig. Det harmonerer dårligt med den putinske økumenisme, som frejdigt smelter Stalin sammen med zaren, Gud med det politiske politi, den sorte nationalisme med den røde vilkårlighed.
Det officielle Rusland hylder disse huller i erindringen. I krigen mod Tjetjenien sætter det sin åndelige fremtid på spil. Er det i færd med at hvidvaske en beskidt og infernalsk historie? Viske alt ud og begynde forfra?
Da den russiske politibetjent satte mig af midt på en mark efter at have fået sin korrekte betaling, vendte han sig om, løftede hånden og råbte ganske uventet: "Tak for det, De gør".

© André Glucksmann, Le Monde
& Information

Oversat af Birgit Ibsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her