Læsetid: 1 min.

Massevoldtægter hærger Danmark

10. juli 2000

'Det er en and,' siger politimester

FORMAT - SOMMERTILLÆG

Micronews
Flere danskere har i den seneste periode været vidner til bestialske massevoldtægter nær landets moser, søer og åer. Senest gik det ud over en hun-gråand i sin bedste alder i Odense Kanal nær Vollsmose, der kun med hjælp fra forbipasserende slap med liv og værdighed i behold.
"De to unge vildænder skiftedes til at holde hun-andens hoved under vandet, mens den anden forsøgte at voldtage hende bagfra," fortalte en tydeligt rystet hollandsk turist Manuel Messbauer, der forsøgte at kaste sten efter gernings(m)ænderne ude på kanalen.
Men først med hjælp fra en endnu ikke identificeret mand, blev stenregnen så markant, at gernings(m)ænderne måtte flygte. Herefter kunne den fortumlede og stærkt chokerede hunand slæbe sig i land.
Gernings(m)ænderne er endnu ikke pågrebet, men beskrives begge som mellem 1 og 4 år, mellem 55 og 65 cm lange, iført grønne hætter og pragtdragt. De havde desuden begge en ekstra prydelse i form af oprullede spidser på de midterste halefjer. De hverken forstod eller talte dansk.
Meget tyder på, at der er tale om en velorganiseret bande på cirka 10-15 medlemmer, der alle bærer den karakterisitiske grønne hætte og pragtdragt, og som har hærget landet siden den tidlige sommer.
"For mig er der ingen tvivl: Det er en and," siger Odenses politimester, der har erklæret klapjagt på de hætteklædte. Og han fortsætter: "Vi har lokaliseret flere af dem til området omkring Vollsmose, men det har endnu ikke været muligt at foretage nogle andholdelser," siger politimesteren.
Der er rapporter om lignende oplevelser i både Universitetsparken i Århus og H.C. Ørstedsparken i København.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu