Læsetid: 5 min.

McCarthyismens genfærd spøger

4. juli 2000

USA's intellektuelle udkæmper gamle slag på nye fronter

Opgør om fortid
BOSTON - Blandt intellektuelle kan intet måle sig med at udkæmpe gamle og ofte glemte slag på nye, moderne fronter.
Ja, Den Kolde Krig er forlængst ovre og antikommunister i forskellige ideologiske afskygninger kan i triumf erklære sig sejrherrer. Men det synes ikke at være nok for nogle af dem.
Revisionister savner kommunismen og dens stråmænd at angribe. Så i stedet går de til angreb på alle dem, der på en eller anden måde kan hægtes på uhyret.
På dansk og engelsk anvender man udtrykket "en dårlig taber" om dem, der ikke kan tåle at tabe en sportslig dyst. At dømme efter de mange bøger, der er udkommet i USA siden 1991, og den intense debat på højrefløjen om amerikanske kommunister og deres spionage på vegne af Sovjetunionen har vi at gøre med "dårlige vindere".
"Jeg troede, det var et overstået kapitel. Alt er vel blevet sagt. Jeg er træt af den diskussion," beklager Nathan Glazer, professor på Harvard University i sociologi.
Glazer er én af de førende skikkelser i den nykonservative kreds af primært jødiske intellektuelle i New York, der havde været kernen i det anti-stalinistiske venstre i 1940'erne og 1950'erne. De var intellektuelle, som i modsætning til så mange andre aktivister på den amerikanske venstrefløj aldrig flirtede med Sovjetunionen.
"Vi støttede Roosevelts New Deal, vi gik ind for fagforeninger og lige borgerrettigheder for alle amerikanere," fortæller Glazer.

Beskyldt for spionage
I 1960'erne distancerede denne kreds af jødiske intellektuelle sig fra det Nye Venstre og døbte sig de nykonservative. Hvis der er nogen blandt amerikanske intellektuelle, som i dag har deres antikommunistiske akkreditiver i orden, så må det være Glazer og hans lidt ældre kammerater, Irving Kristol og Daniel Bell.
"Vi gik jo i skole med og kendte alle de kommunister, der blev beskyldt for sovjetspionage, femte kolonnevirksomhed eller sympati med den internationale kommunistiske bevægelse og mistede deres arbejde. For os kom det ikke som nogen overraskelse, at Julius og Ethel Rosenberg blev dømt til døden for spionage," husker Glazer, forfatter til bøger og artikler om den tid.

Giftig atmosfære
Men for Glazer og andre antistalinister var kommunistjægeren og charlatanen, senator Joseph McCarthy, en usmagelig skikkelse.
"Der er jo mange måder at være kommunist på. Man kan være spion, aktivist eller sympatisør. Men dengang blev der ikke skelnet. Hvis man blot var knyttet løst til partiet, mistede man sit job."
"Filosoffen Sidney Hook, som vi alle beundrede, plejede at sige, at hvis en folkeskolelærer var kommunist, måtte han være underlagt partidisciplin. Derfor kunne han ikke længere være en fri person og måtte derfor fyres. Det var efter min mening at gå alt for langt," fortæller Nathan Glazer.
"Atmosfæren var jo så giftig, at blot en lille positiv ytring om Sovjetunionen risikerede at bringe folk i fedtefadet. De blev straks indkaldt til at stå skoleret for McCarthys kongresudvalg for uamerikanske aktiviteter."

Furore på venstrefløjen
Sådan er det naturligvis ikke længere i USA. Kommunisterne er forduftet. I stedet bliver repræsentanter for det Nye Venstre nu hudflettet af - ja, af hvem? Af tidligere kommunister og alskens medrejsende, som er blevet omvendt til en ny konservativ tro, der ligger tæt op ad det republikanske højre. Nykonservative er disse folk altså ikke. Tværtimod.
Tre hovedskikkelser repræsenterer denne ny antikommunistiske skole: David Horowitz, Ronald Radosh og Allen Weinstein. Alle er sønner af forældre, der var overbeviste kommunister. De blev som børn sendt på kommunistiske sommerlejre i Catskill-bjergene nord for New York, og i 1954-55 lod forældrene dem deltage i sympati-demonstrationer for Rosenberg-parret og for kommunisten Alger Hiss, dødsdømt spion i det amerikanske udenrigsministerium.
De tre har skrevet bøger og iværksat kampagner for at afsløre, hvor indflydelsesrige og talrige de amerikanske kommunister var i regeringsapparatet.
Det har skabt en del furore på venstrefløjen, men generelt har åbningen af de historiske arkiver i Rusland og USA underbygget deres teorier.

Den bredde pensel
Den kendte amerikanske venstrehistoriker Maurice Isserman har fornylig udtalt: "Den debat anser jeg for afsluttet. De har ret."
Politologen Michael Rogin, forfatter til bl.a. Intellectuals and McCarthy, giver de tre tidligere kommunister og venstrefolk ret langt henad vejen.
"Radosh og Weinstein har vundet det slag. Det er sandt, at folk fra det gamle venstre, fra folkefrontens dage, og det Nye Venstre havde håbet, at Rosenberg og Hiss ikke var skyldige," siger Rogin, der er professor på University of California i Berkeley.
"Men derfra og så til at bruge en bred pensel og beskrive hele det gamle venstre som femte kolonne er at gå for vidt. Mange af disse kommunister var dybt engagerede i en legitim kamp for faglige rettigheder og borgerrettigheder i 30'erne og 40'erne."
"Det er med andre ord falsk at hævde, at disse mennesker var involveret i en kommunistisk sammensværgelse mod den amerikanske stat."
Michael Rogin kalder sig antistalinist og står med et ben hver i det gamle og nye venstre.
"Min far var fagforeningsaktivist og glødende antikommunist, men også overbevist socialist."

Udsoner egne synder
Men hvad kan det egentlige formål med højrerevisionisternes opgør med det kommunistiske spøgelse fra 1950'erne være? Deres skriverier og aktiviteter er dels et middel til at udsone synder begået som ungkommunister, dels et forsinket opgør med deres afdøde forældre, som forblev tro kommunister hele livet.
"Men i sin kerne er denne revisionisme et angreb på det Nye Venstres indflydelse i de humanistiske fag på universiteterne. De bruger antikommunismen til at gå tilbage til kampene fra 60'erne og 70'erne i Amerika. Det har intet at gøre med ægte amerikanske kommunister fra 30'erne og 40'erne," forklarer professor Rogin.
Horowitz, Radosh og Weinstein bruger efter Rogins mening den historiske forskning i McCarthy-perioden og kommunismen i USA til at retfærdiggøre et angreb på politisk korrekthed, feminisme og positiv særbehandling på universiteterne.
"På en måde er det jo sandt: Det Nye Venstre tabte de politiske slag, men vi vandt i de akademiske institutioner. Nu har de rettet skytset mod os på universiteterne," medgiver Michael Rogin.
Horowitz, Radosh og Weinstein nøjes ikke med at forske og skrive historie. Hver for sig har de stiftet tænketanke, som bliver finansieret af hovedrige konservative erhvervsfolk og fonde.
Horowitz er endda blevet chefideolog for den konservative fløj i det republikanske parti. For 20 år siden var han det eneste hvide medlem af de sorte pantere, den væbnede afro-amerikanske gruppe, som kommunisten Angela Davis blandt andet stod i spidsen for.
Når tidligere kommunister og medrejsende først tager skridtet mod højre, gør de det fuldt ud, i USA såvel som i Europa.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu