Overgivent Holberg-cutup på Grønnegårds Teatret forgyldes af skuespillerne - først og fremmest Nicolas Bro og Lars Junggreen
Teater
En gang imellem gælder det om at pille ved en linje, før den bliver en tvang. Jeg tænker næsten ikke på Holberg-traditionen, men derimod på Grønnegårds Teatrets hidtidige linje med at spille dramaet efter bogen. Gerne med indlagte kolbøtter, men - efter bogen. En udskejelse er sundt, så i år skejer man ud. Med meget talent, megen kærlighed til en vis herre fra Bergen og megen stil.
Man kunne gøre det samme med Moliére (det er sikkert gjort), ligesom det - sans comparaison - er gjort med Shakespeare. I England, vel at mærke, for en stor fortrolighed med stof og personer er forudsætningen for, at klippeklistre-decoupagen får dobbelt bund og frisk luft ind til forfattertonen. Derfor begynder Rydén også: "Hør godtfolk, lad os tale om noget københavnsk !"
Og så hælder hun ellers
Jean de France, Vielgeschrei, Erasmus Montanus, Espen/
Jeppe og ikke mindst Marthe, der har akkumuleret mindst et par Perniller, ud af shakeren. Og kolliderer dem i nye strømførende rundkørsler, så hver bærer lidt af sin egen historie med til den nye cocktail.
Dobbelt chance
Det er her, skuespillerne får en dobbelt chance. Figuren skal stå der i få, men kraftige streger som en avistegning og samtidigt slipper man for at indgå i de lange diskurser, som - alt spidst vid til trods - kan medføre en vis Holberg-træthed på cowboyrækkerne. Dether er grosse querschnitt, highlights og litterær jonglering i én servering og det er lystigt gjort.
Nicolas Bro er ikke en hvem som helst Jean de France, men de tre små grise pakket sammen i et sart kavalercostume med elegante håndled og et bentøj, der forsager almindelig gang på jorden, men må springe, pirouettere og småsparke i luften med åh, så strakt vrist. Læg dertil monsieurs hastigt annammede phransk og enhver forstår, at han er meget for meget for Vielgeschreis musede Elsebet (Louise Mieritz) - et bette gråt jomfrubarn, der allerede har fundet sin mage i et tilsvarende pjevset stykke karlfolk (Martin Buch).
Hvis ikke de to pjoskere må få hinanden, går der Pyramus&Thisbe i historien, så Ellen Hillingsøs Marthe og Martin Brygmann (der også har brygget de lidt hjemløse sange) som den teatertossede Espen må prøve at få Jean miskrediteret.
Forældregenerationen anføres fremragende af Lars Junggreens huløjede, jagede Vielgeschrei. Et spøgelse i laser, men med megen snusfornuft i behold, hvad angår sønnen Jean - "mig kalder han Jerome!", konkluderer denne Jeronimus væmmet om sin fremmedgjorte yngel, så er alt sagt.
Junggreens tegning er hele Den Stundesløse på et sølvfad og garanti for, at løjerne har et anker. Hans Henrik Voetmanns kandestøber må som bekendt slippe en del varm luft, hvilket Voetmann lægger væltet pondus og pudsig mimik til, mens Pauline Réhnes Geske kombinerer livlighed med Holberg-tradition.
Moderne kommentator
Med norske Bjarte Hjelmelands Rasmus Bjerg har Rydén og instruktøren indlagt en moderne kommentator, punksort paryk, ærmeløs kjolefrakke og ordbrækker a la nyfranske filosoffer.
Denne Erasmus må give fader Holberg fingeren efter sin forsmædelige afsværgelse til sidst og be' ham "lukke verden ind!" Hjelmeland er skarp og god, lige en mand for Hillingsøs nutidigt multikapable Marthe, der ligeledes må afæske sin skaber et svar på sine manglende komoediemuligheder - svaret kan man tænke sig til eller selv hente på stedet.
For barokken i barokken står den utøjlelige bengel Brygmann; ustyrlig når han på skælvende tændstikben griber til Jeppes monolog og langt ude i farcen, når han i smægtende drag spiller Ludvigs tante som led i punkteringen af Jeans kandidatur til den små Mieritz.
Med Brygmanns vildskab og Hillingsøs erotiske stupor efter Hjelmelands kys galopperer galskaben over i dette århundrede. Christoffer Berdal afbalancerer sine anakronistiske svirp med delikatesse. I det hele taget er Berdal og Rydén hinandens bedste sammensvorne, hvis elegance ikke er mindre fransk end Jeans - her hverken trædes i eller trampes. Heller ikke i Brygmanns sange, hvoraf finalens kanon fungerer fint afrundende.
Klaus Bondams fader Holberg får sat sine egne brikker på plads; det kvikke, ferme og tekstro puslespil sætter Holberg på en plads, hvor han på en gang både kan istemme og være komplet uenig i Brygmanns drag replik "alting er jo forandret og jeg sæl mæ".
*Absolut Holberg. Idé&instr.: Cristoffer Berdal. Bearb.: Ida Maria Rydén. Scen.: Mia Stensgaard & Thomas Bjørnager. Kor.: Kenneth Kreutzmann. Mus.: Martin Brygmann. Lysdesign: Trine Asmussen. Lyddesign: Steen Larsen. Grønnegårds Teatret - i Kunstindustrimuseets have - t. 19. aug.
