Læsetid: 2 min.

Metro, sporvogn eller bus?

3. juli 2000

HT mener, at Trafikministeriets trafik- og miljøplan for hovedstadsområdet anbefaler udbygning af Metroen på ukvalificeret grundlag

En udbygning af Metroen er den bedste løsning på de kommende årtiers forudsigelige stigning i antallet af kollektive trafikanter i hovedstadsområdet. Sådan konkluderer Trafikministeriets trafik- og miljøudvalg i rapporten Grundlag for trafik- og miljøplan for hovedstadsområdet.
Denne konklusion kritiserer HT for at hvile på et ukvalificeret grundlag. Der er ikke foretaget undersøgelser af de alternative muligheder, understreger HT's medlem af udvalget, Jes Møller.
Hvilket transportmiddel egner sig bedst til at øge kvaliteten af den kollektive trafik i hovedstadsområdet - en udbygget Metro, sporvogne eller det, som rapporten kalder et højklasset busnet? Det spørgsmål satte Trafikministeriet, de fem amtslige enheder, DSB, Banestyrelsen og Ørestadsselskabet sig for at belyse i det såkaldte Basisnetprojekt, som afrapporterede for et år siden.
I enighed nåede projektets deltagere frem til, at :
"De tekniske undersøgelser af de tre basisnet afslører ikke en indlysende rigtig løsning, når det gælder valg af system."

Intet entydigt svar
Samme konklusion burde Trafikministeriets trafik- og miljøudvalg være nået frem til, mener HT's medlem af udvalget Jes Møller:
"I Basisnetprojektet blev de tre trafiksystemer beskrevet med hver deres fordele og ulemper. Det står fuldstændigt klart i konklusionen, at der ikke gives entydigt svar på, hvad der er den bedste løsning."
"Derfor lagde rapporten op til dybere undersøgelser, inden man træffer endelig beslutning. Men de undersøgelser er ikke blevet foretaget. Derfor burde der have stået i Trafikministeriets rapport, at konklusionen fra Basisnetprojektet stadig er gyldig."
- HT mener altså ikke, at udvalgets anbefaling af en metroløsning er truffet på et kvalificeret grundlag?
"Sådan kan man godt beskrive det," siger Jes Møller.
- Sidste år var stillingen uafgjort i konkurrencen om, hvilket selskab der skal udbygge hovedstadens kollektive trafik. Med Trafikministeriets rapport har Ørestadsselskabets metroløsning scoret et point?
"Hrm... jeg ved ikke, om man kan beskrive det på den måde. Der er ikke taget organisatorisk stilling til, hvem der i givet fald skal stå for det..."

Behov for debat
"Jeg betragter imidlertid ikke det her ud fra en organisatorisk vinkel, men udelukkende ud fra, hvad der er den trafikpolitiske rigtige løsning."
- Den bliver jo meget nemt blandet sammen med de pågældende selskabers særinteresser?
"Ja. Den risiko er der altid, fordi man går ind i sagen som part. HT plæderer imidlertid ikke for en bestemt løsning. Vi påpeger blot, at grundlaget for at træffe en beslutning ikke er til stede," siger Jes Møller.
Trafikministeriets rapport indeholder Jes Møllers mindretalsudtalelse, som påpeger, at der stadig er behov for de videregående undersøgelser af alle tre systemløsninger, samt en politisk debat om fordele og ulemper ved hver enkelt løsning.
Siden udvalget afsluttede sit arbejde har Jes Møller skiftet job fra trafikchef i HT til planchef i Hovedstadens Udviklingsråd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her