Analyse
Læsetid: 5 min.

Mexicansk manager-populisme

12. juli 2000

Det er tvivlsomt, om Mexicos kommende præsident Vicente Fox repræsenterer noget
nyt i Latinamerika - tværtimod er han eksponent for den latinamerikanske nypopulisme

Mexicos kommende præsident, forretningsmanden Vicente Fox, der bragte 71 års PRI-styre til fald, har taget nye metoder i brug for at finde de bedst egnede kandidater til sin kommende regering, der bliver udnævnt når han tiltræder den 1. december. I stedet for at bruge de traditionelle metoder med at tilgodese forskellige interessegrupper og venner, der har støttet ham, har han udnævnt sin valgkampskomité til en slags ansættelseskontor, der skal modtage ansøgninger fra interesserede kandidater, samt koordinere fem headhunterfirmaers arbejde med at finde egnede kandidater.
Det oplyste Fox i mandags, efter at hans pressekontor havde udsendt en opfordring til at ansøge om en plads i kabinettet. Kandidaterne til de vigtigste poster skal opfylde følgende fem hovedkrav: Kærlighed til Mexico; stor social ansvarsfølelse; bevist hæderlighed; anerkendte faglige evner; og evner til at skabe resultater.
Opfordringen bekræfter, at den kommende regering formentlig bliver mere resultatorienteret.
Men Fox' nye metoder siger intet om, hvorvidt hans regering, når det kommer til stykket, vil betyde et virkeligt gennembrud i den demokratiske proces, som foreløbig er kulmineret med hans valgsejr den 2. juli.

Ikke desto mindre har alverdens kommentatorer haft travlt med at falde over hinanden med forsikringer om, at Fox' sejr over det evige mexicanske regeringsparti PRI nærmest vil sende demokratiske trykbølger gennem Latinamerika. Den peruanske forfatter Mario Vargas Llosa mener ligefrem, at PRI's nederlag vil fremskynde Fidel Castros fald i Cuba og Alberto Fujimoris fald i Peru - et udsagn, der er mere udtryk for ønsketænkning hos manden, der blev slået af Fujimori ved valget i Peru i 1990 end for en realistisk analyse.
Et er, at et flertal af de mexicanske vælgere stemmer imod PRI (Partido Revolucionario Institucional - Det Institutionelle Revolutionsparti) ved at stemme for Fox eller den moderate venstrekandidat, den evige taber Cuauhtémoc Cárdenas. Noget andet er, om det automatisk vil betyde en mere demokratisk regering i Mexico og en fremskyndelse af demokratiske reformer for hele den mexicanske befolkning. PRI er trods alt stadig det største parti i begge Kongressens kamre, og fordi det i 71 år har været et statsbærende parti, har det stadig stor indflydelse i statsapparatet.
Fox vil arbejde på at skabe en mere effektiv offentlig administration - hvilket ikke behøver at være ensbetydende med en mere demokratisk administration. Han har som et af sine erklærede mål at effektivisere skatteopkrævningen, hvilket nok kan være tiltrængt i et land, hvor mindre end en ottendedel af befolkningen betaler direkte skat. Han vil også gennemføre en uddannelsesreform (her står den katolske kirke allerede på spring for at indføre blandt andet kristendomsundervisning i et skolesystem, der hidtil har udmærket sig ved at være komplet verdsligt) og gøre noget for de fattige. Hvad det sidste angår, er det uklart, hvordan han vil gå frem, og mange frygter, at hans regering vil lande på de samme paternalistiske metoder som forgængerne i PRI.

Inspirationen fra Mexico i resten af Latinamerika kan vise sig at blive begrænset, selv om Mexico er det største spansktalende land og næst efter Brasilien Latinamerikas økonomisk stærkeste nation.
Mexico har nemlig siden slutningen af 80'erne i voksende grad vendt ryggen til Latinamerika for at knytte sig nærmere til USA og Europa - først gennem den nordamerikanske frihandelsaftale NAFTA og optagelsen i OECD i 1994 og senest gennem indgåelsen af en omfattende frihandelsaftale med EU, som trådte i kraft den 1. juli i år. Ganske vist har Mexico også undertegnet frihandelsaftaler med flere latinamerikanske lande, men landets udenrigspolitiske og økonomiske orientering er helt klart i retning af Nordamerika og EU.
Samtidig skal man ikke glemme, at Mexico i latinamerikansk sammenhæng på mange måder er atypisk. Landet gennemlevede den mest omfattende og voldsomme sociale revolution i Latinamerika i årene 1910-19 samt to religiøst-sociale borgerkrige 1926-29 og 1930-31. Disse konflikter skabte grundlaget for det system, som PRI byggede op og bestyrede baseret på en politisk konsensus mellem forskellige sociale og politiske interessegrupper samlet i partiet. Det var denne model, der sikrede PRI den politiske magt gennem 71 år. Modellen fulgte imidlertid ikke med udviklingen, partiet fjernede sig fra sin basis og utilfredsheden voksede naturligt nok. Det vigtigste ved det mexicanske eksempel er utvivlsomt, at det almægtige regeringspartis fald fra magten kunne foregå ved hjælp af fredelige, demokratiske midler.
Det vil nok være i den politiske debat i andre latinamerikanske lande, at den mexicanske udvikling kan få størst vægt - ikke mindst hos tilhængerne af den nyliberalistiske tænkning, der ser forretningsmanden Vicente Fox som et perfekt symbol på deres ideologis sejrsmarch.
Snarere end at være en eksponent for en fornyelse i latinamerikansk sammenhæng, er Fox udtryk for et andet latinamerikansk fænomen, der breder sig i disse år i takt med at demokratiseringsprocesserne slår fejl, nemlig nypopulismen. Den nypopulisme, der er slået klart igennem i lande som Peru med den autoritære Alberto Fujimori, Venezuela med den tidligere kupoberst Hugo Chávez, Bolivia med den tidligere militærdiktator, general Hugo Bánzer, Nicaragua med den gennemkorrupte præsident Arnoldo Alemán og Guatemala med den nytiltrådte stråmand for den tidligere kupgeneral og militærdiktator Efraín Ríos Montt, Alfonso Portillo. Uden at Fox af den grund skal udnævnes til at være antidemokrat.
Men Fox er med sin mangel på et klart, overordnet politisk program, sin politiske pragmatisme og sin populistiske retorik klart en eksponent for den latinamerikanske nypopulisme med de risici det kan betyde for en indskrænkning af det demokratiske rum, såfremt han ikke indfrier sine valgløfter og får gennemført nogle af sine mærkesager.
Med andre ord repræsenterer Fox ikke en slags politisk avantgarde i latinamerikansk sammenhæng men falder snarere ind i en allerede etableret tendens.
Håbet kan ligge i, at Mexicos økonomiske tilknytning til NAFTA og EU kan få de to blokke til at være mere indstillede på at støtte Fox for at hindre social og økonomisk ustabilitet (Mexico er verdens syvende største handelsnation, hvis EU regnes som én blok, og verdens 14. største økonomi målt i BNP, foran lande som Rusland). Den økonomiske krise, der blev udløst af Mexico i december 1994, kendt som "Tequila-effekten", kan stadig få finansministerierne i de rige lande samt Verdensbanken og Den Internationale Valutafond til at ryste. Men de kan ikke løse landets problemer. Spørgsmålet er, om Fox med sin kombination af populisme og manager-pragmatisme vil være i stand til det. Hvis det lykkes for ham, kan han blive en vigtig inspiration for resten af Latinamerika.
Foreløbig vil han gå ind i Mexicos og Latinamerikas historie som manden, der væltede det længstvarende styre i kontinentets historie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her