Læsetid: 3 min.

Middelklassen væltede 71 års PRI-styre i Mexico

7. juli 2000

Den mexicanske middelklasse er den store taber under de senste års økonomiske fremgang i Mexico. Derfor stemte de på Vicente Fox

Analyse
Mexicos historiske valg er udråbt til en sejr for demokratiet. Med 71 år under samme partis ledelse og udbredte historier om korruption, valgmanipulation og en statsopbygning med korporative træk er valgresultatet da også uomtvisteligt et gennembrud for demokratiet.
Men de færreste har i valgrusen tænkt på, hvorfor det demokratiske gennembrud kom netop nu, når det tidligere har været anset som absolut umuligt. Spørgsmålet bliver ikke mindre interessant af, at det vindende konservative parti Partido Acción Nacional (PAN) har haft stort set det samme valgprogram som det regerende Partido Revolucionario Institucional (PRI). Men hvorfor er det så vigtigt at få en ny regering, hvis den stort set vil det samme som den siddende?
Financial Times gav i en leder efter valget deres bud på partiskiftet: Stigende international integration og deregulering af markedsøkonomien igennem de sidste to valgperioder har givet en udbredt tro på de frie markedskræfter, og på at PRI og deres statsapparat ikke er uundværligt. Derudover har folk fået nye og kritiske input via et boom i stadig mere pluralistiske informationsmedier. Det bagvedliggende spørgsmål, Financial Times ikke berører, er, hvorfor er folk så trætte af PRI?
Det var jo trods alt dem, der satte markedsreformerne i gang, og de havde som nævnt stort set samme valgprogram som det vindende PAN. Ydermere har markedsreformerne og ikke mindst frihandelsaftalen med USA og Canada (NAFTA), som trådte i kraft 1. januar 1994, faktisk resulteret i en økonomisk vækst, der siden krisen i 1995 har ligget væsentlig over resten af Latinamerika.

De rige tjener mere
Foreløbige analyser af valget viser, at PAN vandt størst tilslutning i byerne. Den typiske PAN-vælger var yngre og fra middelklassen. I de fattigste landområder, hvor PRI traditionelt har haft opbakning, var valgdeltagelsen lav, hvilket tyder på, at samfundets fattigste og dårligst uddannede havde givet op på forhånd.
Netop middelklassen har haft det hårdt de sidste mange år. Ligesom i resten af Latinamerika har tendensen været en polarisering, hvor den økonomiske fremgang er kommet de i forvejen velstillede til gode, mens en voksende del af befolkningen er blevet fattigere. Nye tal offentliggjort af regeringen i forrige måned viste, at andelen af den nationale indkomst for de rigeste ti procent steg fra 36,6 til 38,1 procent i årene 1996 til 1998. I mens måtte de fattigste 60 procent se deres andel falde fra 26,9 til 25,5 procent.
Ifølge FN's økonomiske kommission for Latinamerika og Caribien, ECLAC, blev købekraften i Mexico udhulet efter krisen i 1995 og er først nu ved at nå op på niveauet fra 1994, når der tages højde for inflation, og det på trods af at den mexicanske økonomi er vokset med cirka fem procent om året siden 1995.
Det er med andre ord middelklassen og de lavest lønnede, der betaler for Mexicos imponerende økonomiske vækst. Væksten følger i stigende grad de globale markeders spilleregler, og Mexicos hurtigt voksende og betydningsfulde 'Maquiladora'-produktion, som er arbejdsintensiv forarbejdning af typisk tekstil og andre non-tech produkter, passer ind i en stigende efterspørgsel på billig arbejdskraft. USA er den største aftager af mexicanske eksportvarer og tegnede sig for 88 procent af Mexicos samlede eksport i 1999. Størstedelen af 'Maquiladora'-produktionen foregår tæt på den amerikanske grænse.

Proteststemmer
Alfa og omega i 'Maquiladora'- industrien er lavtlønnet arbejdskraft, hvilket ikke åbner mange muligheder for uddannelse og økonomisk velstand for disse arbejdere. Mexico lider generelt af et reallønsniveau, der ikke følger med den økonomiske vækst, og Mexico er samtidig det OECD-land med lavest skatte- og afgiftsniveau, hvilket giver klare begrænsninger på den offentlige sektors evne til at forbedre uddannelse, sundhed mv.
Konklusionen er, at det ikke er let at tilhøre andre end de rigeste 10-20 procent af den mexicanske befolkning. En stor del af middelklassen kan med rette føle sig fravristet hidtidige privilegier, og udsigten til yderligere social degradering kan tænkes at have sat gang i utilfredsheden med det parti, der har haft ansvaret for udviklingen de seneste år.
PAN har været den første reelle mulighed for at protestere over Mexicos udvikling under PRI, og den kommende præsident, Vicente Fox har formået at udstråle al den viljestyrke og dynamik, utilfredse vælgere kunne ønske.
Den historiske sejr for demokratiet ligner i et længere perspektiv snarere en alvorlig test af demokratiet, hvor en kandidat uden synlige alternativer til det system, han har udfordret, skal bevise, at han er mere end en god reklamemand.

Christian Ibsen er cand.scient.adm.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu