Analyse
Læsetid: 6 min.

Milosevics tredobbelte sejr

10. juli 2000

Med ét slag synes Milosevic igen at have snydt både rivaler og udland og sikret sig magten i endnu adskillige år

Torsdag den 6. juli vandt Slobodan Milosevic en ny sejr. I stedet for at være tvunget til at gå af som Jugoslaviens forbundspræsident næste år, kan han nu stille op til en ny periode, endda med mulighed for endnu et genvalg. Otte til ni år skulle han nu være sikret. Med mindre vælgerne da dømmer ham ud ved et af de næste valg. Eller han bliver offer for et kup. Men ikke nok med det: Herefter skal forbundspræsidenten ikke mere vælges af forbundsparlamentet, men ved direkte folkevalg. Også det jugoslaviske 'overhus', hvis 40 medlemmer hidtil har været valgt halvt af Serbiens, halvt af Montenegros parlament, skal nu vælges direkte af befolkningerne i de to lande.
Milosevics eget socialistparti SPS's talsmand har jublende erklæret, at disse ændringer er en styrkelse af demokratiet. Nu er det folket direkte, der skal vælge alle tillidsposter i føderationen. Men i virkeligheden vil dette betyde en yderligere svækkelse af parlamentarismen i Jugoslavien og i praksis styrke Milosevic yderligere over for hans vigtigste rival i dagens Jugoslavien, Montenegros oppositionelle præsident Djukanovic.
Forfatningsændringer er ikke som i Danmark noget, der kræver folkeafstemning. Med to trediedels flertal kan Serbiens, Montenegros eller Jugoslaviens parlamenter beslutte, at den pågældende stats forfatning skal ændres. Det var i juli for tre år siden, at Slobodan Milosevic måtte konstatere, at han ikke kunne samle de nødvendige to trediedele til den ændring af Serbiens forfatning, som skulle til, for at han kunne stille op til en tredie præsidentperiode. Det var derfor, han tog til takke med den da væsentlig mindre indflydelsesrige stilling som forbundspræsident for heleJugoslavien. Siden har han gjort, hvad han kunne, for at udbygge sin nye position til en solid magtbasis. Men der har hele tiden været den hage ved den, at valgperioden kun var fire år uden mulighed for genvalg. Den forhindring er fjernet nu. Men hvorfor er dét lykkedes for Milosevic, som kiksede for tre år siden? Og det efter at han har lidt flere alvorlige politiske nederlag i de seneste år?

Forklaringen er, at Milosevics magt er blevet styrket siden NATO startede sin luftkampagne i marts 1999, mens de to politikere, som nægtede at støtte en forfatningsændring i 1997 og selv gik efter præsidentposten i Serbien, reelt er blevet svækket. De to rivaler er Vuk Draskovic fra Den Serbiske Fornyelsesbevægelse SPO og Vojislav Seselj fra det Serbiske Radikale Parti SRS. Seselj var tættest på præsidentposten i 1997, der var få stemmer og muligvis lidt valgsvindel,som skilte ham fra magten gennem fire dramatiske valgrunder og i sidste omgang bragte Milosevics kandidat Milutinovic på præsidentposten i december 1997.
Men Milosevic var svækket, og hans regeringskoalition i Serbien, bestående af hans eget socialistparti SPS og hans kones parti JUL, Jugoslaviens Forenede Venstrekræfter, rådede kun over et mindretal i det serbiske parlament. Både Draskovic og Seselj forsøgte at få et maksimum af indrømmelser for at gå ind i regeringen. Men Draskovic overspillede sin hånd, så det blev Seselj, som i februar 1998 blev optaget i den serbiske regering og dermed sikrede den et flertal. Kort efter intensiverede den serbiske regering kampen mod Kosovas Befrielseshær, UÇK. Det havde også været at forvente, på baggrund af Seseljs bombastiske ultranationalistiske udmeldinger under valgkampen i 1997.

I begyndelsen af 1999 blev Draskovic dog, i forbindelse med den skærpede Kosovo-krise, også optaget i regeringen. Både før og under krigen med NATO fik Milosevic således skaffet sig politisk albuerum ved at placere sig midt mellem 'duen' Draskovic og 'høgen' Seselj. Den første satte sig dog snart op mod Milosevic og blev smidt ud af regeringen. Den anden trak sig ud af regeringen i juni 1999 i protest mod Beograd-freden, men blev tvunget af Milosevic til at genindtræde.
Efter krigen så det en overgang ud som om Seselj havde vundet yderligere indflydelse, og der var foruroligende tegn på en tilnærmelse mellem hans radikale parti og dets tidligere ærkemodstander JUL. Dels samarbejdede de om at vinde indflydelse i det nordlige Montenegro, dels var det påfaldende, at de mange politiske attentater i det sidste års tid hovedsagelig ramte folk uden for de to partier. Netop brugen af forskellige former for politisk vold har længe været karakteristisk for de radikale, og i 1995 komSeselj, som er berygtet for sine voldelige udtalelser og trusler, endda i fængsel for personlig voldelig optræden i parlamentet.
Det har været anset som et udtryk for den almindelige højredrejning i Serbien det sidste år, at JUL for nylig fremsatte et lovforslag om en 'anti-terrorist-lov', ifølge hvilken stort set enhver politisk oppositionsvirksomhed ville kunne stemples som illegal. Lovforslaget er blevet opfattet som primært rettet mod den demokratiske opposition og har i øvrigt ført til, at denne har lagt yderligere bånd på sig selv. Men ved juni måneds afslutning blev det klart, at forslaget også har gjort de radikale nervøse. Det er tilsyneladende gået op for dem, at loven også ville kunne anvendes mod dem, hvis de skulle rage uklar med Milosevic. Derfor har de radikale krævet garantier for, at de ikke vil kunne blive ramt af loven. Det skete imidlertid ikke, i stedet er forslaget pludselig blevet lagt i mølpose. Og få dage efter gennemførtes så, med de radikales støtte og over hals og hoved, mere vidtgående forfatningsændringer, end der var lagt op til. Endnu tirsdag i sidste uge var der ikke fuld klarhed over, hvad ændringerne gik ud på, og forslagene blev hastet igennem parlamentets to kamre på få timer, uden megen debat. Både Montenegros regering og den demokratiske opposition betragter det da også som et reelt statskup.

Det der formentlig ligger bag forløbet er, at Seselj har forsøgt at presse Milosevic til flere indrømmelser, end han brød sig om, for at støtte hans genvalg som præsident. Milosevic har derefter fået sin kones parti JUL til at fremsætte et barsk forslag til anti-terror-lov begrundet i den stigende politiske vold og fået det til at gøre det på en sådan måde, at også Seseljs radikale kunne føle sig truet. Lovforslaget har kort sagt skabt frygt både til højre og til venstre og dermed banet vej for en forfatningsændring, som ikke blot giver Milosevic mulighed for ekstra otte år, men oven i købet vil give ham et direkte folkeligt mandat, som hans herredømme over medierne i kombination med Serbiens isolation nok skal sikre ham. Og Montenegros modstand er han kommet i forkøbet ved at lade hæren komme med truende udtalelser mod præsident Djukanovic personligt, som en person der undergraver Jugoslavien og ødelægger dets omdømme i verden. Truslernes formål er formentlig at skræmme Djukanovic fra at virkeliggøre sine planer om en folkeafstemning om Montenegros forbliven i den jugoslaviske union, samtidig med at man i kredsen omkring Djukanovic må spørge sig selv, om den hovedkuls indførte forfatningsændring blot er første fase i en omstrukturering af Jugoslavien, som reelt vil føre til en afskaffelse af Montenegros autonomi, om nødvendigt med forbundshærens hjælp. Med til billedet hører en frisk opinionsundersøgelse, ifølge hvilken Milosevic nu skulle være tre gange så populær som nummer to på popularitetslisten, Vuk Draskovic. Det er nu ikke fordi Milosevic selv er vanvittig populær, men fordi oppositionen stadig mangler en klar og troværdig lederskikkelse. Hele forløbet understreger det beklagelige faktum, at sanktionspolitikken mod Jugoslavien først og fremmest har gavnet den person, den skulle fjerne: Slobodan Milosevic.Denne har nu, blandt andet ved at spille på frygt og modstridende interessser, med ét slag igen placeret sig som den, der stadig kan spille alle ud mod hinanden, og henvist spekulationerne om hans snarlige afgang til en uvis fremtid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her