Læsetid: 2 min.

Når Lou lyner...

3. juli 2000

...så genvinder man troen på rockkoncerten på en hårdt prøvet festival

Roskilde Festival
Det er ikke nogen hemmelighed, at det har været en Roskilde Festival under andre betingelser end vanligt. Koncertsituationen har pludselig fået en uventet grusom dimension, og de sidste dage her på Dyrskuepladsen har man således kunnet overvære en række forsøg både på eksorcisme og på højtideligholdelse af koncertformen.
Der har været flere koncerter præget af en fornyet inderlighed, en skærpet opmærksomhed, et forstærket engagement i at få den så instutionaliserede live-situation til igen at give mening fra sig. En live-situation som man før har taget for givet som et forum for nydelse og kreatitivet.
Det er med en fornemmelse af uskyldstab, man har overværet de resterende dages på-trods-og-med-respekt-koncerter, hvor de bedste og mest situations-sensible af slagsen har været præget af en inderlig stræben.
Nu har inderligheden hos Lou Reed - søndagens hovednavn på den så omtalte Orange Scene - altid været af den mere kontrollerede slags, men der var alligevel en klædelig beslutsomhed over den ærværdige rockmusiker denne sene eftermiddag. Reed med band gik til den med brask og bram. Guitarerne lynede og hvæsede, bassen groovede med elastisk sprængkraft og trommerne buldrede med massiv styrke. Og solen skinnede, og Dyrskuepladsen var - i god ro og orden - tæt befolket.

Uprætentiøst
Med vægt på numrene fra Reeds nye album Ecstacy var det umiskendeligt et band og en bandleder, der intenst nød den lynende el-spade og den seje rytmik i Lou Reeds mange klassiske akkordrækker. Det var rock'n'roll af den gamle skole: uprætentiøst og tæt sammenspillet. Rock som banddisciplin og fælleskabsfølelse.
Især "Future Farmers of America" fra Ecstacy, "Dirty Boulevard" fra New York og "Vicious" fra Transformer blev leveret med lokomotivisk råstyrke og gnistrende guitarglød. Men netop "Vicious" viste - trods sine uomgængelige kvaliteter - desværre også bandets begrænsninger. I en omarbejdet og betragteligt mere massiv version savnede man det lette tråd og elegante drive i originalversionen, og netop i denne rockklassiker fremstod bandets muskuløsitet også en kende hul. Der var og er en hårfin grænse mellem klodset ølrock og varmt swingende nerve.
Men så var der jo stemmen. Denne kantede, knastørre og sparsomt melodiske sangstemme, der har overleveret klassikere fra "Heroine" over "Perfect Day" til "A Walk On The Wild Side". En stemme, som ikke blev sparet på Orange Scene, og en stemme, der fik lov at fortælle sine historier mest uforstyrret i det eftertænksomme, cello-understøttede titelnummer fra Ecstacy, og i ekstranummeret "Perfect Day", som føltes som blid regn oven på den megen rockmusikalske sturm und drang.
Jo, hr. Reed var i fin og omgængelig form på en højhellig søndag, hvor der både var morskab på scenen, kys til publikum og en hilsen til heavy-bandet på Gul Scene: "Hey, next door! Shut the fuck up!" Og sågar med overskud til et par trøstende ord som afsked. Men det var også med fornemmelsen af kamp for en truet kulturform, man har så evigt kær, at man overværede Lou Reed og for den sags skyld de sidste to dages koncerter her på festivalen. Lou Reed og band kæmpede bravt for den.

Lou Reed med band, Orange Scene, søndag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her