Læsetid: 3 min.

Nijinskij lever

5. juli 2000

- eller gør han? Dansmuseet i Stockholm og nu Museum für Kunst und Gewerbe i Hamburg har gjort deres bedste for at dokumentere myten

Ballet
Vi ved intet om ham. Intet, der er af reel betydning for vor opfattelse af hans kunst. Han døde for 50 år siden - men der findes ikke et filmklip, ikke noget, der viser ham i bevægelse. Nijinskij, måske den største danser, der nogensinde har svævet over jorden.
Vi ved meget om ham: Hans liv er beskrevet, af ham selv, af hans kone, af hans meddansere og af digtere, der var på tæt hold af ham, da han dansede. Han er fotograferet af talentfulde kameraøjne, han er portrætteret af en betydelig række geniale billedkunstnere - og eftertiden har søgt at indfange ham i ord, der fylder et helt bibliotek.

Tryllekraften
Det er mere end hundrede år siden, Nijinskij blev født - man er ikke helt klar på årstallet, men ca. 1890 var det. Og det er i 2019 hundrede år siden, hans sidste, foruroligende, pinte, geniale forestilling fandt sted - kort før han trådte ind i galskaben og var tabt for dansens verden. Alligevel er der alene i asken af geniets liv så megen trolddom, at enhver, der holder af ballet er tvunget til at danne sig et begreb om karakteren af Nijinskijs magiske kraft.
For John Neumeier er Nijinskij så vedkommende, at han lever med hans minde dag og nat, i noget, der må være et veritabelt museum over den russiske danser. En meget stor del af hans samlinger af fotos, skulpturer og billeder fra hans tid ved den kejserlige russiske ballet og i Dhiagilevs 'Ballets Russes' er nu udstillet i Museum für Kunst und Gewerbe i Hamburg.
Udstillingen åbnede i søndags, samme dag som Neumeiers seneste hyldest til Nijinskij havde premiere. Og det er næsten paradoksalt at se et så stort materiale samlet, uden at man kommer længere end til udenværkerne. Hvert et foto afsøger man med glubsk iver for sit udsagn om den dyriske magnetisme, den drømmende barnlighed, den orientalske erotik og alt det andet, de samtidige nævner i deres så håbløst utilstrækkelige kærlighedserklæringer til geniet.
Lige så lidt som beretningerne om, at Nijinskij bevægede sig igennem luften med en fugls selvfølgelighed kan bringe ham inden for de øjnes synsfelt, der ikke var der, dengang før 1919, lige så lidt kan alle de stillestående kunstværker fortælle hvordan han egentlig bevægede sig. Pianolaruller kan give os et begreb om hans samtidige stjerner inden for musikken, vi ved endog, hvordan den sidste kastrat fra det pavelige kor lød - og Sarah Bernhardt er filmet. Derfor er det særligt skuffende, at vi aldrig vil komme til at se Nijinskij danse.
Eller også er det lykkeligt: For scenens kunst er kun levende i nuet, oplevet sammen med andre. Hvor glad man end kan være, når man ser de få og dårlige optagelser, der er bevaret af Danmarks geniale danser, Erik Bruhn, giver de dog intet dækkende billede af ham som kunstner. De er kun en meget svag afglans af de øjeblikke, hvor man med tårer i øjnene sad i teatrets mørke og levede med.
Fascinerende er det naturligvis på trods af alt at se de mange fremstillinger af Nijinskij, både på scenen og i kunstnernes atelierer. To herlige tegninger af Maillol viser danseren helt nøgen, med den kraftige torso, de muskuløse ben og kønsorganer af god størrelse. I kunsthistorien tales der med utålelig insisteren om det mandlige blik, der i århundreder har tvunget kvinderne ned i møget. Her findes et sexobjekt, der er studeret med lige stor interesse af inderligt heteroseksuelle mænd, som billedhuggeren Auguste Rodin, og en lang række kvindelige malere og billedhuggere. Den allestedsværende kønsrolleforskning kan give sig i kast med disse værker.

*Udstillingen 'Nijinsky' vises på Museum für Kunst und Gewerbe i Hamburg til 27. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu