Læsetid: 6 min.

OVERBLIK

7. juli 2000

Hvalaktivist ser frem til konfrontation
*"Hvis Danmark intervenerer for at forhindre os i at beskytte hvalerne, så må Danmark stå til regnskab over for EU-Parlamentet. Det er således vores håb, at vi kan tirre det danske militær til en konfrontation, så vi kan omsætte konfrontationer til alvorlige anklager mod Danmark for brud på europæisk lov," siger lederen af den radikale miljøorganisation Sea Shepherd, Paul Watson, der med skibet Ocean Warior er på vej til Færøerne i forbindelse med den årlige grindehval-jagt. De færøske myndigheder har i den forbindelse bedt Danmark om hjælp, og det får de i form af det danske inspektionsskib Hvidbjørnen. Inf.

Milosevic får en chance til
*Det jugoslaviske parlament godkendte torsdag et forslag om en forfatningsændring, der betyder, at præsident i Jugoslavien, Slobodan Milosevic, i princippet kan forblive præsident på livstid.
Forslaget, der var fremsat af parlamentsmedlemmer fra den regerende koalition, vil bane vej for, at Milosevic kan vinde en ny periode i præsidentkontoret via en folkeafstemning, når hans nuværende periode udløber næste år, sagde iagttagere.
I henhold til de eksisterende regler vælges præsidenten af parlamentet og kan kun sidde i én periode.
Begge kamre i parlamentet stemte for forfatningsændringen. I Republikkernes Hus stemte de 27 tilstedeværende - huset har 40 medlemmer - enstemmigt ja, mens 96 af de 105 tilstedeværende i Borgernes Kammer stemte ja. Dette kammer har 138 medlemmer. Parlamentariske embedsmænd sagde, at der senere torsdag skulle holdes et parlamentsmøde med deltagelse af begge kamre, og her skulle forfatningsændringen endeligt vedtages.
Parlamentet domineres af den regerende venstreorienterede koalition, hvor bl.a. Milosevics Socialistiske Parti deltager. Serbiske oppositionsledere har fordømt ændringsforslaget, der beskyldes for at være ulovligt hastet igennem det politiske system.
"Forfatningen ændres på grund af blot en enkel mand. Det er skamfuldt, at vi enes om at vedtage forfatningen for en mand, Slobodan Milosevic," sagde Vladeta Jankovic fra oppositionspartiet Serbiens Demokratiske Parti i Borgernes Kammer.

Kohl er fortsat tavs om partimillioner
*Under påberåbelse af sit æresord afviste Tysklands tidligere forbundskansler Helmut Kohl på ny torsdag at kaste lys over partistøtte-affæren i CDU. Under sin anden afhøring i et parlamentarisk undersøgelsesudvalg nægtede eks-kansleren at navngive de anonyme donorer, som gav ham to mio. D-mark til hans parti i perioden fra 1993 til 1998, og han genfremsatte sin kritik af de to regeringspartiers håndtering af undersøgelserne omkring affæren.
Da hovedpersonen Kohl blev foreholdt, at han brød sin ed som kansler ved fortsat at fortie navnene på de personer, der støttede CDU illegalt, svarede han:
"Jeg vil ikke høre om forfatningsbrud fra folk, der selv bryder forfatningen, og som ville have givet køb på den tyske genforening."

Barak skeptisk forud for topmøde
*Israels ministerpræsident, Ehud Barak, gav torsdag næste uges Mellemøsttopmøde i USA 50 procent chancer for at munde ud i et gennembrud, der kan begrave den mangeårige israelsk-palæstinensiske strid.
"Det er ikke muligt at vurdere. Det er som at slå plat og krone, 50 procent," sagde Barak, da den israelske hærs radio spurgte ham om, hvorvidt topmødet vil blive en succes.
Men at det bliver et hårdt møde, erkendte Barak.
"Der er ikke tvivl om, at vi denne gang tvinges til at give meget smertefulde indrømmelser. Jeg ved ikke, om der kommer en aftale," sagde Barak.
Nyhedsanalyse her på siden

K vil have værnepligt for alle
*Formanden for Folketingets forsvarsudvalg Helge Adam Møller (K) mener, at værnepligten skal gøres obligatorisk for alle unge - både kvinder og mænd. I øjeblikket er det kun en tredjedel af alle unge mænd, som aftjener værnepligt.
Helge Adam Møller ønsker, at alle i en årgang kommer til at aftjene værnepligt, som samtidig skal skifte navn til samfundspligt, da der ikke er brug for en hel årgang unge på cirka 60.000 under våben.
"Værnepligten er demokratiskabende. Det er gavnligt for de unge at møde andre unge fra andre miljøer. Der er heller ikke balance i tingene, når en gruppe unge bruger ni måneder på at gøre noget for deres land, mens andre trækker frinummer, siger Helge Adam Møller til Aktuelt.
Forslaget vinder dog ikke gehør hos hverken Socialdemokratiet eller Venstre.

FN vedtager diamantembargo
*FN's Sikkerhedsråd vedtog onsdag et verdensomspændende forbud mod import af diamanter fra den borgerkrigshærgede vestafrikanske stat, Sierra Leone. Indtægterne fra diamanter er med til at forsyne de stridende parter med våben og dermed holde krigen, der har kostet titusinder af menneskeliv, i gang.
Resolutionen, der i første omgang kommer til at gælde i halvandet år, forbyder al import af diamanter fra Sierra Leone indtil regeringen iværksætter et bedre system for certifikation af diamanterne og opnår kontrol over de diamantminer, der i øjeblikket befinder sig i områder, som styres af oprørshæren, RUF.

Tysk parlament godkender fond
*Den tyske Forbundsdag godkendte i går med et stort flertal en lov om oprettelse af en erstatningsfond for tidligere tvangs-og slavearbejdere under nazi-tiden. 556 stemte for loven, mens 42 stemte imod. 22 undlod at stemme.
Med godkendelsen af loven er der skabt retsligt grundlag for den længe ventede fond, der skal yde erstatninger til nazisternes slaver og tvangsarbejdere. Fonden, der har fået navnet 'Erindring, Ansvar og Fremtid', er finansieret af den tyske stat og af erhvervslivet, som hver bidraget med fem mia. D-mark.

Omstridt EU-budget godkendt
*Europa-Parlamentet godkendte torsdag med flere måneders forsinkelse EU's regnskab for 1998, efter at EU-Kommissionen havde lovet bod, bedring og en forstærket indsats mod svindel med unionens penge.
I første omgang nægtede parlamentarikerne at godkende det omstridte regnskab, og budgetkontroludvalgets ordfører, den tyske kristdemokrat Gabriele Stauner, skrev i en rapport, at den nye EU-kommission under ledelse af Romano Prodi, der tiltrådte sidste år, har skuffet fælt, når det gælder om at vise vilje til at komme til bunds i fortidens synder.

BG Bank udbetaler erstatning
*BG Bank skal betale erstatning til de private aktionærer, der investerede i den nu krakkede Commercial Leasingkoncern. Det var banken, der solgte aktier til en udvidelse af koncernen.
Den private investor Erland Thrane fik torsdag medhold af Højesteret i, at han skulle have erstatning for de 2.600 aktier, han købte ved aktieemissionen i Commercial i januar 1990 - en erstatning på 390.000 kroner.
Derudover skal banken betale 300.000 kroner i sagsomkostninger i Østre Landsret og i Højesteret. Det var det daværende Bikuben (der efter fusionen med Girobank blev til BG Bank, red.), der stod for aktieudvidelsen i Commercial.
Banken udsendte en urigtig børsmeddelelse om emissionen, og Højesteret fastslog torsdag, at meddelelsen var sendt ud i egen interesse for bevidst at vildlede markedet og for at påvirke kursdannelsen. Dermed omstødte Højesteret en dom fra Østre Landsret fra 1998, der frikendte BG Bank.

Danske bycykler populær souvenir
*De københavnske bycykler er så populære blandt turister, så folkene bag cyklen nu beder folk holde øje med cyklerne, så de forbliver på dansk grund.
Årsagen er, at flere udenlandske turister simpelthen tager cyklerne med sig, når de forlader Danmark. Blandt andet afslørede toldere en bycykel i ladrummet på en hollandsk lastvogn i Rødby, mens andre fandt 38 bycykler om bord på en polsk coaster.
Andre gange når tyvene væk med cyklerne. Det sker eksempelvis, at ansatte fra de store krydstogtsskibe, der besøger Langelinie, tager bycykler med om bord, når skibet lægger fra kaj. Andre har set en russisk fragtbåd med otte bycykler frejdigt parkeret på dækket.
"Vi er naturligvis glade for den store udenlandske interesse, men foretrækker naturligvis, at begejstringen begrænses til at bruge bycyklerne i København," mener Bycykelfonden.

Sådan er der så meget
*Hvis den brasilianske præsident, Fernando Henrique Cardoso, skal sikre sig mod at få kastet æg i hovedet, skal han holde sig på mindst 60 meters afstand fra demonstranter.
Det har præsidentens sikkerhedsrådgivere i de seneste uger regnet sig frem til - og så ved vi det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her