Læsetid: 6 min.

OVERBLIK

26. juli 2000

113 dræbt ved flystyrt uden for Paris
*To danskere var om bord på det chartrede franske Concorde-overlydsfly, der tirsdag eftermiddag styrtede ned i et flammehav kort efter, at det var lettet fra Paris' Charles de Gaulle Lufthavn med kurs mod New York. Alle ombordværende omkom. I alt 113 mennesker mistede livet, 109 fra flyet og fire på landjorden.
Air France oplyste tirsdag aften, at to danskere, en amerikaner og 47 tyskere blandt ofrene var identificeret. 50 af ofrene var tirsdag aften endnu ikke identificeret. Flyet var chartret af en tysk rejsearrangør, og i første omgang troede de franske myndigheder, at der kun var tale om tyske statsborgere.
Det er første gang i de 30 år, verdens hurtigste civile fly, Concorden, har fløjet, at en Concorde er styrtet ned. Vidner i lufthavnen sagde, at den ene af flyets fire motorer var i brand, allerede da F-4590 lettede fra Charles De Gaulle-lufthavnen.
Der var 100 passagerer, heraf tre børn, om bord på flyet. Alle passagerer samt de ni besætningsmedlemmer blev dræbt, oplyste det franske indenrigsministerium tirsdag aften. Videre blev fire mennesker på jorden dræbt. Fem mennesker på et lille hotel i byen Gonesse, Hotellissimo, blev såret, da flyet pløjede gennem en del af dets næsten tomme bygninger.
Tre timer efter styrtet arbejdede omkring 400 redningsfolk fortsat med at slukke de brændende flyrester og dele af hotelbygningerne. Hele scenen for styrtet var indhyllet i en tæt tåge af røg. Årsagen til ulykken var tirsdag aften fortsat uklar. Enslydende øjenvidneberetninger lød på, at flyets ene venstre motor var i brand, allerede da flyet kl. 16.45 lettede fra Charles de Gaulle Lufthavn.
Hurtigt efter starten forsøgte piloterne øjensynligt at vende om, men under forsøget på dette styrtede det ned i den lille by Gonesse.
Andre øjenvidner i lufthavnen talte om en kraftig eksplosion i forbindelse med Concordens start.

Ingen aftale om fred i Mellemøsten
*Camp David-topmødet sluttede tirsdag efter 15 dages forhandlinger, uden at det lykkedes Israel og palæstinenserne at nå frem til en fredsaftale for Mellemøsten.
Det er Jerusalems fremtidige status, parterne ikke kan blive enige om.
Leder og artikel på forsiden
og artikel side 6

Schröder langer ud efter nynazister
*Den tyske forbundskansler Gerhard Schröder sagde tirsdag, at landets højreekstremister udgør en trussel mod landets indre sikkerhed og skader Tysklands omdømme i udlandet.
"Et overvældende flertal af Tysklands borgere hader det (volden red,)," sagde Schröder i går på et pressemøde i anledning af hans første to år som kansler.
Schröder var usædvanlig hård i tonen og opfordrede landets 16 delstater til at fordoble indsatsen mod de mennesker, der har slået og i nogle tilfælde dræbt udlændinge.

For mange reklamer giver næse til TV 2
*Kulturministeriet gav tirsdag TV 2 en næse for at have overtrådt reklamereglerne. Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) er stærkt utilfreds med, at TV 2 ikke har haft et effektivt kontrolsystem til at sikre, at den tilladte reklametid ikke blev overskredet.
TV 2's bestyrelse har ikke levet op til sit ansvar, og det er stærkt beklageligt, skrev ministeren tirsdag til sin partifælle Jens Bilgrav Nielsen, der er TV 2's bestyrelsesformand.
Da det kom frem, at TV 2 i løbet af foråret gentagne gange har overtrådt radiolovgivningens regel om, at der ikke må sendes mere end 12 minutters reklame pr. time, bad ministeren om en redegørelse fra TV 2. I redegørelsen erkender tv-stationens direktør, Cristina Lage, at reklamereglerne er blevet overtrådt.

Sektmedlem dømt til hængning
*En japansk domstol idømte tirsdag et tidligere medlem af dommedagskulten Aum Shinri Kyo - Den Højeste Sandhed - til døden ved hængning for et giftgasangreb i 1994 og drabet på en kultmodstander og dennes familie.
Saturo Hashimoto blev fundet skyldig i mordene i 1989 på en advokat, dennes hustru og parrets spædbarn. Advokaten var en indædt modstander af dommedagskulten.
Hashimoto blev også dømt for i 1994 at have gennemført et giftgasangreb, der kostede syv mennesker livet.
Dette giftgasangreb fandt sted et år før, at den samme kult gennemførte et lignende angreb i Tokyos undergrundsbane, der kostede 12 mennesker livet.
I sidste uge blev to medlemmer af Aum Shinri Kyo dømt til døden for angrebet på Tokyos undergrundsbane.

Mobil-licenser solgt til spotpris
*Via et snørklet system af ejerskaber har Tele Danmark med selskabet 3G Blue vundet en hollandsk UMTS-licens. Det er den første af de såkaldt tredjegenerations mobiltelefonlicenser, som det danske teleselskab har fået fingre i, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag.
"Det er den første UMTS-licens, vi får en del af, og det betyder, at vi her fra starten er med til at høste erfaringer," siger Tele Danmarks administrerende direktør Henning Dyremose.
Prisen landede efter en aktion på omtrent tre milliarder kroner, hvilket er en fjerdedel i forhold til priserne på de tilsvarende licenser i Storbritannien, som blev solgt for tre uger siden. Tele Danmark vurderer, at priserne på de danske licenser bliver endnu billigere, når den danske UMTS-auktion indledes til efteråret.

Avis anker ikke råds-afgørelse
*EjendomsAvisen A/S i Århus, der er et datterselskab af Jyllands-Posten, har besluttet ikke at anke Konkurrencerådets afgørelse om, at avisen har indgået ulovlige annonceaftaler med 87 østjyske ejendomsmæglere, skriver dagbladet Børsen.
Imens overvejer Århus Stiftstidende fortsat, om avisen vil slæbe EjendomsAvisen i retten med krav om en erstatning på 100 mio. kr. for tab af annonceindtægter de seneste to til tre år. Det afgøres muligvis af avisens bestyrelse den 8. august.
I løbet af efteråret afgøres det, om sagen om de ulovlige annonceaftaler skal sendes videre til Statsadvokaten for Økonomisk Kriminalitet - i daglig tale kaldet Bagmandspolitiet - med henblik på en straffesag mod Ejendomsavisen.

Oversvømmelse truer Vietnam
*Vietnams to tættest-befolkede områder trues af oversvømmelse efter den værste juliregn i 40 år. Fem mennesker omkom i vandmasserne i løbet af weekenden.
Det er deltaerne til de to floder, Røde Flod og Mekong, som ifølge myndighederne er i overhængende fare for at blive ramt af oversvømmelse.
Regnen har styrtet ned over bjergene i landets nordlige del i ugevis, og nu er vandet på vej ud i floderne, hvis deltaer er de tættest befolkede områder af Vietnam.
I den nordlige provins Bac Thai er 650 familiers hjem blevet oversvømmet.
Lidt længere nordpå døde 20 mennesker i sidste uge på grund af et mudderskred i den bjergrige Sapa region.
I det sydlige Mekong-delta har soldater i de sidste to uger kæmpet for at redde afgrøderne på markerne og at forstærke dæmningerne langs floden. Vietnams landbrugsministerium advarer dog om, at dæmningerne ikke vil kunne holde vandet ude af byerne. Alle lavtliggende områder er truet både i nord og syd, siger ministeriet.

Netfirma sat til salg
*Det danske Gubu.com, der sælger modetøj på Internettet, forhandler med udenlandske selskaber om at afhænde butikken.
Ifølge administrerende direktør Jacob Gubi Olsen er der penge nok til, at butikken kan køre til jul. Men de tidligere så ambitiøse planer om at blive et af de førende Internet-modehuse er skrinlagt.
Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten mangler der risikovillig kapital. For et par måneder siden forsvandt det svenske modehus Boo.com ud i cyperspace, og senest er det svenske Dressmart gået i betalingsstandsning. Og tilliden til det store gennembrud for handel på Internettet er tilsyneladende forsvindende lille.

New York er en sand smeltedigel
*40 procent af New Yorks 7,4 millioner indbyggere er født uden for USA. Det fremgår af den seneste folketælling i byen. Tallene viser, at New York City har taget imod over en million nye indvandrere det seneste årti. Og uden denne tilgang af udlændinge ville befolkningen i New York have dalet, som følge af dødsfald og udflytning til forstæder og andre regioner eller delstater. New York foretager en folketælling hvert år, mens den nationale folketælling i USA foretages hvert 10. år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her