Læsetid: 3 min.

Overvismand: Valutafaren er beskeden

8. juli 2000

Konsekvenserne af et angreb på den kronen vil være beskedne, siger økonomisk overvismand, Niels Kærgård. Samtidig ser han ingen grund til at frygte valutauro

Overvismand
Risikoen for at den danske krone havner i et valutastormvejr er beskeden, og hvis det endelig skulle ske, er konsekvenserne begrænsede.
Sådan lyder vurderingen fra den økonomiske overvismand Niels Kærgård.
Han ligger dermed et godt stykke fra konklusionerne i en ny euro-rapport, hvor den tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer sammen med de to tidligere overvismænd, Christen Sørensen og Claus Vastrup, betegner risikoen for valutauro som et
reelt problem for dansk økonomi.
Ifølge Niels Kærgård, er problemet minimalt, så længe den danske økonomi er i god form.
"Man kan aldrig udelukke, at der kommer spekulative angreb mod den danske krone. Men der er ikke nogen særlige grunde til, at de skulle ramme Danmark i og med, at vi har orden i vores egen økonomi. Derudover er erfaringen, at kortvarige spekulative angreb på økonomier, som har orden i eget hus, ikke giver langvarige effekter," siger Niels Kærgård til Information.
Han understreger, at han ikke har læst den nye rapport og derfor ikke kommenterer den direkte.

Rentepræmie
- Men er det ikke rigtigt, at blot risikoen for spekulation mod kronen betyder, at der vil være en ekstrapræmie at betale i form af et højere rentespænd til Tyskland?
"Det er klart, at der er en vis rentepræmie. Men man skal jo ikke overvurdere størrelsen af den. Samtidig skal man huske, at valutakurser først og fremmest bliver bestemt af, hvordan landenes økonomi ser ud. Kortere valutakriser har normalt ikke den store realøkonomiske effekt på beskæftigelse og produktion i de lande, der har orden i økonomien."
- Men er det ikke en relativ kortsigtet betragtning. Det er vel ikke svært at forestille sig, at dansk økonomi, der ikke lever op til valutamarkedets
forestilling om en sund økonomi?
"Nej, men det gælder jo generelt, at, afhængigt af, hvilket system du har, så får du vrøvl, hvis du ikke har orden i det eget hus. Straffen kommer blot på forskellig måde. Hvis du er med i den økonomiske og monetære union, tvinger de forskellige regler i vækst- og stabilitetspagten dig til at holde en stram økonomisk politik. Er du uden for valutaunionen kommer straffen i form af valutakursuro og spekulation. Det gælder jo altid, at hvis man ikke har orden i eget hus, så får man problemer," siger Niels Kærgård.

Pagten binder
Overvismanden indikerer dermed, at han betragter reglerne i vækst- og stabilitetspagten som bindende. Det er med andre ord ikke for sjov, at der sat en grænse for underskuddet på de offentlige finanser, der hedder tre procent af BNP.
Hoffmeyer, Sørensen og Vastrup vurderer, at vækst- og stabilitetspagten snarere er en ramme for forhandlinger end strikte regler. Samtidig spår de, at pagten forholdsvis let ville kunne ændres, hvis euro-landene skønner det hensigtsmæssigt.
Vismændene er knapt så pragmatiske. I vismandsrapporten fra maj hedder hedder det, "at restriktionerne bør ændres i retning af mere fleksible bestemmelser om en holdbar finanspolitik."
For selv om eurolandene ikke har problemer med at overholde kravet om et underskud på maksimalt tre procent af bruttonationalproduktet, kan der komme problemer på længere sigt, når antallet af ældre stiger og dermed presset på de offentlige udgifter, siger vismændene.
Spørgsmålet om valutaunionens er et tredje punkt, hvor der er forskel på vismændene og de tre professorer bag den nye rapport. Hvor de sidste ikke bruger mange linjer på spørgsmålet, skriver vismændene, at det ikke kan "udelukkes, at den fælles pengepolitik vil fremkalde store spændinger på et tidspunkt."
I sådan en situation kan det være en fordel at stå udenfor, konstaterer vismændene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu