Læsetid: 2 min.

Parlamenter skal samarbejde om trafikproblemer

24. juli 2000

På dansk initiativ skal EU-landendes nationale trafikudvalg arbejde sammen om fælles løsninger på EU's massive trafikproblemer

I oktober måned mødes formændene for EU-landenes nationale trafikudvalg i Frankrig for at udstikke linjerne for et fremtidigt samarbejde.
Hvad de kommer til at indebære er endnu uvist, men SF's trafikordfører, Margrethe Auken, der har taget initiativ til samarbejdet, håber, at det vil danne grundlag for en mere sammenhængende trafikpolitik i EU og en mere demokratisk og gennemskuelig beslutningsproces.
"Vi har de samme trafikale problemer i EU-landene, og et enkelt land kan ikke løse dem alene. Skal vi eksempelvis have et velfungerende jernbanenet til godstransport i EU, så er det nødvendigt, at der er enighed. På nuværende tidspunkt er det svært at nå den enighed, fordi de enkelte ministre er bundet af nationale interesser og hensyn."
"Et samarbejde mellem de nationale trafikudvalg, hvor man når til enighed om, at nu skal f.eks. godstranspoten effektiviseres vil give ministrene en platform, hvorfra de kan træffe en beslutning," siger Margrethe Auken til Information.

Mere gennemskuelighed
Et lignende samarbejde på tværs af EU's parlamentariske udvalg eksisterer allerede under det såkaldte COSAC-samarbejde. Men indtil videre er det kun EU-landendes Europa-udvalg samt miljøudvalg, der mødes på tværs af grænserne.
I forhold til samarbejdet i Europa-Parlamentet mener Margrethe Auken, at i og med, det er de nationale udvalg, der sidder sammen, vil det skabe en større parlementarisk gennemskuelighed og åbenhed, der er nemmere at træffe beslutninger udfra - uden at støde sammen med nationale interesser.
"Vi kan ikke tage initiativ til noget, men vi kan sætte en dagsorden og bakke op om nogle beslutninger, som kan være svære at træffe," siger hun.
Også Trafikudvalgets formand, tidligere trafikminister Arne Melchior (CD), mener, der er fordele ved et samarbejde på tværs af de nationale udvalg.
"I forhold til Europa-Parlamentet bliver det et meget mindre forum, der har nemmere ved at påvirke ministrene," siger Arne Melchior.

Tunge problemer
Han er dog forbeholden med at udtale sig om, hvilken betydning samarbejdet vil få.
"Nu må se, hvad vi finder ud af. Men der er da fordele ved at mødes og udveksle erfaringer. Mange af de trafikale problemer er tværnationale og kan ikke løses af et enkelt land alene."
Udover de 'store' problemer med koordinering af luft og gods-trafik, mener Margrethe Auken, at spørgsmål som lastbilschaufføreres hviletidsbestemmelser vil være oplagt at tage op i det kommende trafikforum.
"Det er et problem i alle lande, at chaufførerne presses til at køre længere, end de må, fordi konkurrencen er så hård. Det er et fælles problem, vi kan løse ved at vedtage fælles regler."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu