Læsetid: 4 min.

Peruanske indianere fremtvinger historisk aftale med regeringen

25. juli 2000

Perus regering
åbner døren for indrømmelser til Amazon-indianere, efter protestmarch

LIMA - Den hårdt pressede peruanske regering lægger op til historiske indrømmelser til landets Amazon-indianere.
Tidspunktet lignede en tanke. 700 indianere fra Perus Amazonas med bue, pil, fjer og krigsmaling gav sig til at marchere otte dage før, den demokratiske peruanske opposition den 26. juli med store demonstrationer ville hindre genindsættelsen af præsident Alberto Fujimori efter det omstridte præsidentvalg den 28. maj.
Tidspunktet kunne i hvert fald dårligt have været bedre valgt for at presse Perus regering. Perus internationale omdømme er i bund efter en valgproces, der vat præget af beskyldninger om svindel og mediemanipulation fra regeringens side, og et valg, som blev boykottet af såvel opposition som valgobservatører.
Men harakmbut-indianeren Antonio Quique Iviche nægter, at der lå en kalkule bag.
"Vi indianere har ganske enkelt fået nok af brudte løfter," siger han.

Kræver ejendomsret
Den 18. juli havde hundreder af indianere fra Perus tredjestørste og tyndest befolkede amt sat hinanden stævne i den søvnige hovedby, Puerto Maldonado.
"Vi vil kæmpe til det yderste," proklamerede Quique Iviche, som er præsident for den samlende organisation for amtets ni indianske folk, der til sammen tæller 10.000 indianere, hvoraf cirka et par hundrede er isolerede grupper uden kontakt med det omgivende samfund.
Listen over de indianske krav er lang. Først og fremmest ønsker indianerne anerkendelse af deres fælles ejendomsret til traditionelle områder.
De vil bevare retten til at jage og fiske på traditionel vis inden for beskyttede naturområder. Og de vil forsvare sig mod tømmer-, mine- og olieselskaber, der på trods af internationale aftaler om indfødte folks rettigheder indtager indianernes traditionelle territorier uden at spørge om lov, og hensynsløst rydder skoven, skræmmer dyrene væk og forurener floderne.
For indianernes organisation, FENAMAD i Madre de Dios, er det et paradoks, at den ene del af amtet overlades til grådige, private selskaber, mens en anden del fredes, hvorefter de indianere, der bebor denne del af området, underkastes stramme naturbeskyttelsesregler.
FENAMAD kræver bl.a., at indianerne, der bebor beskyttede områder, bevarer retten til at jage, fiske og dyrke landbrug - også med henblik på et mindre videresalg for at få penge til uddannelse og til fornødenheder som tøj, medicin, ris mv.
Som det er nu, kræver INRENA, det peruanske institut for naturressourcer, at de anskaffer tilladelse, hvis de bedriver jagt, fiskeri og landbrug ud over et vist niveau.

Mynigheder i knæ
Efter traditionelt indiansk mønster byggede den indianske protestaktion på lige dele vedholdenhed og eskalering i metodevalg.
To dage i træk lammede de den sparsomme trafik omkring Puerto Maldonados centrale plads. På andendagen troppede en gruppe lærere op i solidaritet og også nogle læger mødte frem under kampråbet "Leve de indianske krav", inden de skyndte sig tilbage til de overfyldte hospitalsgange. Og der var udsigt til, at bondefagforeningen ville slutte op.
Men allerede på andendagen greb indianerne til mere radikale midler. Præfekten blev puffet ud på Plazza'en og malet i ansigtet. Herefter indtog indianerne det lokale regeringskontor i Puerto Maldonado.
Der var tale om uhørt stærke aktioner i det stærkt repressive peruanske semi-diktatur.
Begivenhedsforløbet blev da også fortiet i den overvejende regeringskontrollerede peruanske presse.
Men myndighederne var tilsyneladende i knæ. De lokale ansvarlige indvilgede med det samme i at acceptere territoriekrav. Og fra centralt hold blev det besluttet at nedsætte en kommission bestående af halvt indianerrepræsentanter halvt regeringsrepræsentanter til at se på de øvrige indianske krav, der indebærer ændringer af love eller reglementer.
Med kort varsel var Josefina Takahashi, lederen af INRENA, naturressource-instituttet, kommet flyvende til Puerto Maldonado for at vise regeringens imødekommenhed. Takahashi er ligesom Fujimori af japansk afstamning, har undervist på samme landbohøjskole, hvor Fujimori før 1990 var en i den brede offentlighed ukendt rektor, og er angiveligt en af hans fortrolige.
Hvordan forklare denne kompromisvillighed i et land, hvor demonstranter hellere modtages med tåregas end med forhandlingsiver? Ifølge forlydender havde en pensioneret, lokalt bosiddende general advaret mod et blodbad.

Fejrede sejr
De relativt fåtallige Amazon-indianere nyder en anden bevågenhed fra det internationale samfund end f.eks arbejdsløse peruanske bygningsarbejdere. Og en blodig udgang på konflikten kunne skade Fujimoris allerede hårdt prøvede omdømme ubodeligt.
Efter det stærkt kontroversielle præsidentvalg ligger Peru under for truslen om ensidige nordamerikanske sanktioner, og meget få statsledere har meldt deres ankomst den 28. juli, når Fujimori lader sig indsætte for en tredje - ifølge forfatningen ulovlig - præsidentperiode.
De indianske ledere fejrede torsdag aften deres sejr på det besatte regeringskontor, og indianerne havde afført sig fjer og krigsmaling til fordel for deres almindelige
jeans og nylonskjorter.
Dagen efter vendte de tilbage til deres samfund i Amazonas, bl.a. i lastbiler og kanoer, der var stillet til rådighed af regeringskontoret.

Løber Fujimori fra løfter
For indianerne var afholdelsen af protestmarchen - angiveligt den første nogensinde foranstaltet af folk fra Perus lavland - i sig selv en succes.
Endvidere var det udtryk for selvbevidsthed, at de afholdt sig fra - som så ofte før - at lade sig koble på den politiske oppositions vogn, som domineres af mestitzer og hvide med ringe interesse for den sparsomt befolkede regnskovsprægede halvdel af landet.
Intet tyder f.eks. på, at oppositionslederen, den moderat konservative Alejandro Toledo, på nogen måde ønsker at føre en anden politik for Amazonas end Fujimori, som opmuntrer tømmer-, mine- og olieselskaber til investeringer.
Et spørgsmål lagde dog en vis dæmper på den indianske festivitas.
Hvad hvis Fujimoris nye regering lader hånt om indgåede aftaler og nægter at indfri forventninger om kompromisser fra centralt hold? For de indianske ledere var der ingen tvivl.
"Så kommer vi tilbage til byen," siger Antonio Quique Iviche, "og denne gange vil vi være endnu flere og endnu mere ukuelige."

*Niels Boel er journalist og arbejder for u-landsorganisationen Ibis.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her