Læsetid: 4 min.

Pinligt, pinligt

13. juli 2000

Den 18. december (europæisk tid) 1867 tog Fjodor Mikhailovitj Dostojevskij (1821-81) fat på en ny, stor roman. Han arbejdede dag og nat, og tre uger senere kunne han afsende første del.
Ideen til dette værk, Idioten (1868-69), havde han båret på længe. Den var, fortæller han januar 1868, i et brev til sin niece Sofia, "at fremstille det fuldkommen skønne menneske", en positiv, ædel skikkelse. Andre havde forsøgt på det før ham: Cervantes med Don Quixote, Hugo i Les misérables, Dickens i Pickwick Klubben, samt jo for længe siden evangelisten Johannes.
Hos Dostojevskij kom idealfiguren til at bære navnet Fyrst Mysjkin, men han blev vel at mærke tildels en latterlig, noget ynkværdig figur. Indsigtsfuld, men også blåøjet tillidsfuld. God, men samtidig tossegod. Netop disse egenskaber betyder imidlertid, at andre åbner sig for ham og uvilkårligt viser sig så gode eller slette som de er. Det sker i indledningsscenen, hvor han på en togrejse konfronteres med sin kommende rival, den rå, fandenivoldske Ragózjin, og det fortsætter dagen igennem, idet han uden videre vinder alles tillid, uanset om han besøger general Jepantjin, dennes sekretær Ivolgin eller den smukke Nastásja Filípovna, den kvinde, der bliver Mysjkins skæbne.
Første del kulminerer ved et fødselsdagsselskab i hendes hjem, hvor de fire-fem mænd, der kappes om hendes gunst, alle har indfundet sig. I et af disse groteske, skandaløse, absurde optrin, som Dostojevskijs romaner jo er så fortvivlende rige på, sætter hun en af dem på prøve, idet hun griber en pakke med 100.000 rubler, som en anden bejler har fremskaffet, og fluks kaster den ind i kaminen.
"Salonen genlød af skrig og råb. Mange korsede sig. - Hun er blevet gal! Hun er vanvittig! - lød det rundt om. (...) Alle trængte sig om kaminen, alle ville se pengene brænde, alle råbte og skreg i munden på hinanden ... Enkelte sprang endog op på stolene for at se over hovederne på de andre."
Passagen leverer et godt eksempel på dét pinlige kaos, der hersker i Dostojevskijs romaner. Han fremstiller menneskene som de er: griske, egennyttige, nysgerrige, nedrige, og hvad mere er, han opererer gennem en fortæller, der ikke evner at ordne det skandaløse virvar.

Skoleklasse med vikar
Paul V. Rubow skrev engang om Dostojevskijs romaner, at fortælleren i dem i forhold til de iscenesatte figurer mindede om en stakkels vikar, der af vanvare var havnet i en uregerlig skoleklasse. Og sandt er det da også, at vi i bøgerne møder en mangfoldighed af selvstændige og indbyrdes uforenelige stemmer og bevidstheder. Selv hvis der i en scene er ti eller flere til stede, fremtræder hver enkelt med totalt fysisk og psykisk nærvær, og dertil så uforudsigelig, som mennesker nu engang kan være.
Denne skrivemåde var ikke Dostojevskijs fra starten. Han begyndte i 1840'erne som en indfølende skildrer af ensomme, drømmende individer, og det var først efter dødsdom, benådning og ti år i Sibirien under strafarbejde og forvisning, at han blev samfundsrevser. Som sådan lærte han sig journalistikkens hurtighed og direkthed, ligesom han forstod at sætte talentet ind på konkret kritik. Da han derefter skrev sine monumentale romaner, kom andre momenter til, såsom russisk nationalisme, politisk konservatisme, mystik og religiøsitet.
Det fik de mere 'socialt bevidste' til at stå af, og langt op i det 20. århundrede opfattede man i store dele af litteraturforskningen Dostojevskij som en sær snegl, i hvis kaos der måtte ryddes op, for eksempel ved at reducere hans virkelighedsbeskrivelse til sociologi eller psykologi, hvis man da ikke valgte at fokusere på hans filosofiske og religiøse budskab.
Gennembruddet for en anden læsemåde kom først i 1929, da Mikhail Bakhtin udgav sin studie over forfatterens poetik. Her hæftede han sig blandt andet ved, at forskere og litteraturhistorikere indtil da havde ladet sig 'forme' af værkernes figurer. Kraften og initiativet udgik fra værkerne, ikke fra dem, der læste dem. For hos Dostojevskij finder vi ikke frit i luften svævende digtede skikkelser eller abstrakte ideer, men mennesker, der taler direkte til os og aldrig lader sig reducere til passive instrumenter for en sammenhængende forfatterstemme. Ordet er altid nærværende, og med dette muligheden af, at der midt i mørket kan ske gennembrud af lys - som da Mysjkin under det omtalte tumultuariske fødselsdagsselskab i alles påhør erklærer, at han elsker Nastásja og vil dø for hende.

Én stor skandale
Den slags er meget pinligt. Men hos Dostojevskij er tilværelsen som regel én eneste skandale og den enkelte sammensat. Det gør læsningen til en fortløbende, mangesidet tydningsopgave så kompliceret som selve livet.
At det gerne måtte være præcis på denne måde, viste forfatteren sådan set allerede i romanens tre første punktummer. De lyder nemlig sådan:
"Det var en morgen tidlig i slutningen af november, ved tøvejr. Eksprestoget på Warszawa-Petersborg-linien nærmede sig for fuld damp Petersborg. Det var så tåget og fugtigt, at man, skønt det forlængst var blevet dag, ikke skelnede, hvad der jog forbi ti skridt fra kupévinduet."
Fra begyndelsen af handler det på den ene side om at leve og opleve, og på den anden side om at se og kun muligvis ind-se.

*Idioten citeres i Ejnar Thomassens oversættelse (1926, 4. udg. 1965). Værket findes også fordansket ved Georg Sarauw (1954, paperback 1991). Bakhtins studie kan læses på engelsk: Problems of Dostoevskys Poetics, Manchester 1984. For den forskningshistoriske sammenhæng redegør Malcolm Jones i sin monografi Dostoyevsky After Bakhtin, Cambridge 1990.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her