Læsetid: 2 min.

Plads til os alle...

15. juli 2000

Daells Varehus tælles med - men Fisketorvet gør ikke

Ledige m2
Det kan godt være svært at finde ud af, hvor mange kvadratmeter butiksareal, der i fremtiden bliver i Københavns kommune endsige i indre by.
Nærlæser man areal-opgørelserne i de forskellige udkast til Tillæg til Københavns Kommuneplan 1997 om detailhandelen, ender man let mere forvirret, end da man begyndte.
Hvorfor skal f.eks. de 17.000 kvadratmeter fra det nu nedlagte Daells Varehus i city tælles med, når Fisketorvets 55.000 kvadratmeter ved Kalvebods Brygge ikke skal? Og hvorfor tælles Saga-karreens 3.000 kvadratmeter på Vesterbro heller ikke med?
Det er der selvfølgelig en forklaring på, og den kommer her:
Oprindelig har kommunen i efteråret 1999 spillet ud med et ønske om 170.000 flere kvadratmeter butikker til hele kommunen de næste 12 år, hvoraf de 70.000 skulle placeres i Ørestaden.
Men da Svend Auken i maj i år tilkendegiver, at der kun bliver tale om 60.000 kvadratmeter i Ørestaden, kommer den såkaldte nul-ramme på banen.
Nul-rammen gælder imidlertid kun for indre by: Kommunen accepterer, at der i city ikke må være flere kvadratmeter butiksareal, end der allerede er. Deraf nullet.
Derfor bliver Fisketorvet og Saga-karreen ikke talt med - for de ligger jo ikke i city! At de så heller ikke tælles med i kommunens samlede udbygningsramme på 170.000 kvadratmeter, nævnes bare for fuldstændighedens skyld. Fisketorvet, Saga-karreen og i alt 14.000 yderligere kvadratmeter kan nemlig opfattes som en skjult ekstraramme, kommunen i al stilhed har foræret sig selv.

City-supplement
Forklaringen på, at nul-rammen kun gælder for indre by, hænger sammen med, at den er et af flere argumenter, som kommunen fører i marken for at få realiseret storcentret ude på Vestamager.
For ved at nærlæse planloven opdager man et muligt smuthul. Loven indeholder nemlig en paragraf, der åbner mulighed for at dispensere fra lovens strenge krav om, at butiksudbygning kun må ske i de centrale bydele:
Hvis det "af hensyn til et bevaringsværdigt bymiljø ikke er muligt at udlægge tilstrækkelige arealer i den centrale del af byen", kan der dispenseres.

Voila!
Det er altså for at beskytte den bevaringsværdige gamle middelalderby med de krogede gader, at der nu skal opføres et storcenter mange kilometer mod syd ude i Ørestaden.
Tilbage står så blot et enkelt problem: Nemlig hvorfor det så lige er Ørestaden, der skal have gavn af nul-rammen.
Men også den sag kan naturligvis klares - endda ved at hente inspiration i planlovens mange ord om butiksplaceringer i de centrale bydele.
Således anfører kommunen, at Ørestad City Center "indgår centralt i Ørestadens bymidte, og at metroen vil skabe en meget direkte forbindelse til Københavns city."
Den pointe tager Svend Auken til sig i en sådan grad, at han selv på et samråd den 21. juni i Folketinget siger:
"Ørestad City Center skal betragtes som et butiksområde i en fremtidig bymidte, selv om området i dag er ubebygget."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu