Læsetid: 2 min.

Protester mod baser på Okinawa

21. juli 2000

27.000 demonstrerer mod amerikanske baser på den japanske ø Okinawa, der er vært for weekendens G8-topmøde

Glem alt om gældslettelse, raketskjold eller verdens finansielle problemer. For beboerne på Okinawa - den japanske ø, der fra i dag er vært for G8-mødet mellem toplederne fra verdens førende industrinationer plus Rusland - drejer det sig om et helt andet problem: De mange amerikanske baser og soldater på øen.
27.000 mennesker demonstrerede i går mod USA's militære tilstedeværelse ved at danne en 17 kilometer lang kæde rundt om USA's største flybase i Asien, Kadena-basen.
"For 55 år siden var Okinawa det eneste sted i Japan, der led under et slag på landjorden," sagde lederen af protestaktionen, Seishu Sakaihara, med henvisning til et af de blodigste slag under Anden Verdenskrig.
Ved krigens afslutning blev op mod 200.000 mennesker, heraf de fleste civile, dræbt under det afgørende slag i april til juni 1945 mellem amerikanske og japanske styrker på Okinawa.
"I hele Japan har vi gennemlevet de værste lidelser, og derfor ønsker vi ikke en gentagelse af den tragiske historie ved at tillade baserne at blive her," sagde Seishu Sakaihara ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Anti-amerikansk
Demonstrationen fandt sted dagen før den amerikanske præsident Bill Clintons ankomst til Okinawa, og den er en understregning af lokalbefolkningens generelle utilfredshed med baserne på øen.
USA har omkring 47.000 soldater udstationeret i Japan, og heraf befinder de ca. 26.000 sig på Okinawa, hvor baserne lægger beslag på en femtedel af øens areal. Godt nok giver de mange amerikanske soldater omsætning til lokale butikker og håndværkere, men de er med deres ofte grove opførsel også en konstant kilde til konflikter.
Helt galt gik det i 1995, da tre soldater voldtog en 12-årig pige, hvilket førte til massive demonstrationer og en opblussen af stærke anti-amerikanske følelser på Okinawa, der efter krigen blev besat af USA og først givet tilbage til Japan i 1972.

Døddrukne soldater
For få uger siden blev befolkningen mindet om episoden, da en døddrukken amerikansk soldat overfaldt en teenagepige i hendes hjem. Desuden har en anden soldat for nylig været involveret i en trafikulykke, hvor han stak af fra stedet, men senere blev anholdt.
Også soldaten, der overfaldt pigen, er nu anholdt og bliver formentlig stillet for en amerikansk militærdomstol, men for at undgå flere af den slags episoder i forbindelse med G8-topmødet har den amerikanske øverstkommanderende på øen indført totalt udgangsforbud efter mørkets frembrud.
Men det vil sandsynligvis ikke hjælpe meget på lokalbefolkningens modstand mod baserne.
"Med kæden giver vi udtryk for 55 års lidelser. Det er den eneste måde, vi kan gøre det på," skrev lokalavisen Ryukyu Shimpo på lederplads om gårsdagens demonstration, der i øvrigt forløb fredeligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu