Læsetid: 5 min.

Putins anden front

17. juli 2000

Vladimir Putin har erklæret Jeltsin-periodens oligarker og regionale baroner krig

Ruslands præsident Vladimir Putin kom til magten som eks-præsident Boris Jeltsins håndplukkede efterfølger, og Jeltsins støtter i den russiske finans- og mediverden var med til at sikre ham valgsejren i marts i år. Men nu, kun to måneder efter sin officielle indsættelse, har den nye præsident sat kursen mod et klart brud med de grupper, der i Jeltsin-årene satte dagsordenen i Kreml.
Putin har åbnet et frontalangreb på regionale bosser og finansmagnater - også kaldet "oligarker" - der indtil for nylig førte det store ord i Kreml, men som nu står i vejen for den nye præsidents projekt om at skabe en stærk udøvende magt og et "lovens diktatur" i Rusland.
Putin kan tillade sig at gå i offensiven i dag, hvor han står med en betydelig folkelig opbakning og kontrol over alle væsentlige magtapparater. Putins kampagne mod oligarkerne har gode chancer for succes, men det er fortsat dunkelt, hvilke præcise politiske mål han forfølger med den.
Mens optimister mener, at Putin kan bane vejen for et mindre korrupt og mere socialt retfærdigt russisk samfund, hævder skeptikere, at hans politik tværtimod vil føre til overcentralisering og en tilbagerulning af de demokratiske frihedsrettigheder. Klart er det i hvert fald, at den nye præsident, der gennem sin krigsførelse i Tjetjenien, har slået sig op som en handlekraftig - nogle mener hensynsløs - politiker, har åbnet en indenrigspolitisk anden front, som for alvor kan vende op og ned på de politiske magtforhold i Rusland.

Det mest synlige udtryk for Putins offensiv er en række storstilede razziaer, anholdelser og anklager for skattesvindel i milliard-klassen mod flere af Ruslands mest indflydelsesrige erhvervsledere. Det begyndte sidste måned med den kortvarige fængsling af Vladimir Gusinskij, chefen for landets største, uafhænige mediekoncern Media-Most. Siden da synes stort set alle førende selskaber og erhvervsfolk i Rusland at være havnet på anklagebænken.
Blandt dem, der nu er i myndighedernes søgelys, finder man verdens største naturgasselskab Gazprom, Ruslands mægtige elforsynings-selskab UES og dets leder, det tidligere reform-idol Anatolij Tjubajs og AvtoVAZ, landets største bilfabrik. Selv det respekterede olieselskab Lukoil, der i 1999 fik en udmærkelse fra det russiske skattevæsen som "en punktlig skatteyder", er kommet under anklage for at have snydt skattemyndighederne for hundreder af millioner kroner.
Samtidig med sin offensiv mod erhvervslivet presser Putin også hårdt på for at reformere Føderationsrådet, det russiske overhus, og dermed begrænse de regionale eliters magt. Under det nye system vil guvernørerne og præsidenterne i Ruslands 89 regioner miste deres automatiske ret til et sæde i overhuset. Det er et hårdt slag mod de regionale magthavere, Jeltsin i sin tid brugte som sin rambuk i kampen mod Gorbatjovs Kreml, under sloganet "tag så meget regional selvstændighed som I kan gabe over."

De konkrete anklager rettet mod oligarkerne kan være svære at gennemskue, men der er næppe tvivl om, at det er en taknemmelig opgave for myndighederne at finde lovovertrædere i russisk erhvervsliv. Op gennem 90'erne, i Jeltsins liberale og kaotiske regeringstid, florerede kapitalflugten, korruptionen og skattesnyderiet i Rusland. Hundreder af milliarder af dollar blev over denne periode ført ud af landet og parkeret i bankkonti i skattely over hele verden.
Blandt de episoder, der nu trækkes frem, finder man adskillige af 90'ernes mest skandaleombruste transaktioner. Et eksempel blandt flere er privatiseringen af Norilsk Nikkel, en gigantisk metalproducent beliggende nord for polarcirklen, der blev solgt i efteråret 1995 for omkring en milliard kroner. Køberen var Moskva-banken Unexim, hvis chef Vladimir Potanin på det tidspunkt var medlem af Kremls inderkreds.
Jeltsins liberale protegé Anatolij Tjubajs forestod salget som øverste ansvarlig for den økonomiske politik i den russiske regering. Kritikerne hævdede dengang, at Tjubajs havde direkte forbindelse til Unexim, og at salget af Norilsk til en brøkdel af fabrikkens reelle værdi, var én insiders håndsrækning til en anden. I hvert fald afviste Tjubajs og regeringen et næsten dobbelt så højt bud fra en konkurrerende russisk bank og solgte i stedet til Unexim, der bød væsentligt lavere.
Norilsk er blot et af de eksempler på mulig svindel og aftalt spil i Jeltsin-perioden, som myndighederne i dag kan slå ned på med betydelig folkelig opbakning. I tilfældet Norilsk kræver den russiske rigsadvokat således, at Unexim skal betale de 800 millioner kroner til staten som de dengang uretmæssigt 'sparede' fordi den konkurrerende bank blev diskvalificeret.

Putins mulige gevinster fra offensiven mod de regionale ledere og oligarkerne er ifølge flere russiske analytikere ligeså usikre og tvetydige som de politiske mål, han søger at nå. Lykkes det for Putin, at begrænse disse gruppers magt vil det ganske vist åbne for en centralisering af magten i Kreml i en grad ikke set siden Sovjetunionens dage. Men Vjatjeslav Nikonov, en fremtrædende politisk ekspert fra tænketanken Politika, påpeger at Putins forsøg på at tiltage sig absolut magt på længere sigt kan afstedkomme store problemer - også for Putin selv. "En centralisering af magten kan ikke i sig selv skabe noget nyt. Den kan tværtimod true sin egen ophavsmand," mener Nikonov. "I et super-centralistisk system er præsidenten ansvarlig for alt... At finde nogen at dele ansvaret med kan vise sig at være håbløst."

Problemet er, ifølge Nikonov, at Putin ikke har nogen egentlig samlet vision for Ruslands udvikling, men søger magten for dens egen skyld, mens adskillige stridende fraktioner i Kreml slås om at definere landets fremtid. Med en række upopulære reform-tiltag forude, en krig i Tjetjenien, der synes umulig at vinde, og øgede indenrigspolitiske modsætninger vil presset på præsidenten uvægerligt stige i de kommende måneder.
I den situation frygter mange, at Putin vil følge instinkter skabt gennem en årelang karriere i det sovjetiske KGB og slå hårdt ned på sine kritikere. Anholdelsen af Gusinskij fra Media Most sidste måned udløste således et kor af protester, fordi det blev set som et forsøg på at lukke munden på selskabets kritiske tv-station, NTV, der fortsat vover at kritisere Kreml. Kun tiden kan vise, om Putin for alvor vil bryde med en anden væsentlig arv fra Jeltsin-årene - eksistensen af en mangfoldig og kritisk presse i Rusland.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu