Læsetid: 2 min.

Racismesag opgivet

27. juli 2000

Hensynet til den frie politisk debat vejer tungere end Pia Kjærsgaards udtalelser om muslimer

Københavns politi vil ikke rejse straffesag mod Pia Kjærsgaard for at have overtrådt straffelovens forbud mod offentlig forhånelse af religiøse grupper. Det har politiet meddelt SF's folketingskandidat i Århus, Morten Homann. Han anmeldte i juni Dansk Folkepartis leder, da hun skrev i et af sine ugebreve om "islamisering af dansk retskultur":
"Fænomenet massevoldtægt er også nyt i dansk sammenhæng, som hænger sammen med en kulturel opfattelse af danske piger som ludere, som uden skam kan besudles, mens de samme drenge og fyre opdrages til at myrde en søster, hvis hun bryder familiens og kulturens kodeks."
I politiadvokat Michael Jørgensens brev til Homann hedder det: "I en politisk argumentation kan der forekomme udtalelser, som af nogle kan opfattes som krænkende, men hvor det skal tillægges betydning, at de fremkommer som led i en argumentation, hvor der traditionelt er ganske vide grænser for anvendelsen af forenklede påstande."

Legitim debat
Politiet lægger vægt på, at Pia Kjærsgaards ugebrev "generelt kommenterer strafniveauet for voldsdomme i Danmark", og at hun "til brug herfor tager udgangspunkt i en konkret voldtægtssag fra Århus".
Ifølge politiadvokaten er det "legitimt, at man som led i en politisk debat diskuterer og kritiserer kriminalitet begået af bestemte personer."
Morten Homann vil klage til statsadvokaten over afgørelsen. Han forklarer: "Skal det give mening at have en racismeparagraf, må det her ligge på grænsen af dens anvendelse."
- Skal vi overhovedet have en racismeparagraf?
"Det er ikke en voldsom begrænsning i ytringsfriheden, at man ikke må kalde hinanden for mordere og voldtægtsforbrydere," siger Homann: "Det handler også om at beskytte nogle udsatte grupper."
Til Information siger Pia Kjærsgaard, at hun undrer sig over, at hun ikke har hørt fra politiet: "Men jeg er ikke overrasket over afgørelsen."
- Gik du ikke for langt?
"Det er slet ikke det, der falder mig i hu, når jeg laver mit ugebrev. Jeg skriver det bare, som jeg opfatter det."
Pia Kjærsgaard kalder racismebestemmelsen "over-flødig":
"Vi har en injurielovgivning. Den kan man benytte sig af, hvis man føler sig krænket. Jeg har vundet en sag over Lars Bonnevie, der kaldte mig racist. Men at man kan anmelde på andres vegne! Det er ofte indvandrerorganisationer og politiske kandidater, der benytter sig af det, når de vil have omtale i medierne," mener Pia Kjærsgaard.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her