Da vi opfandt Internettet fik vi samtidigt virus-angrebene ind i vores stuer. Nettet er, på godt og ondt, en del af risiko-samfundet
Vi hører jævnligt, at Internettet gennemgribende ændrer vores liv. Nettets fremvækst sammenlignes med den industrielle revolution i det forrige århundrede. Kærlighedslivet transformeres , når vi i stigende grad finder vores fremtidige ægtefæller i chatgrupper, og vores nationale politiske fællesskab afløses af Nettets transnationale grupperinger, hedder det.
Dette samtidigt med, at nye uligheder dukker op mellem dem, der er på Nettet, og dem der er er koblet af, hvilket yderligere truer med at underminere nationalstaternes sociale sammenhængskraft.
Internettet bliver ofte fremstillet som årsagen til disse ændringer. Men i en ny bog argumenterer James Slevin for, at Internettets fremvækst i sig selv er en del af en større proces, der i disse år ændrer vores verden i overgangen fra det moderne samfund til det senmoderne risikosamfund.
Slevin underviser på Institut for Kommunikationsforskning på Amsterdams Universitet. Hans grundlæggende pointe er, at Internettet skal forstås i konteksten af det globale samfund, Nettet er en del af.
Alt for ofte, hævder Slevin, bliver Nettet behandlet som om livet on-line ikke er relateret til livet off-line, hvilket naturligvis er absurd: Selvom børneporno og ekstremistisk propaganda findes på Nettet, eksisterer det ikke pga. Nettet, påpeger Slevin.
Risikosamfundet
Slevin henter inspiration til sin analyse af Internettet hos sociologerne Anthony Giddens og Ulrich Beck, der i de senere år har skrevet en stribe bøger om overgangen fra det moderne samfund til det senmoderne risikosamfund. En af de basale kendetegn ved risikosamfundet er mangfoldiggørelsen af ekspertsystemer, vi som borgere i det 21. århundrede dagligt skal forholde os til.
Ekspertsystemer er karakteriseret ved, at vi som normale, ikke-indviede borgere bliver nødt til at stole på, at systemerne ikke pludseligt bryder sammen om ørene på os.
Atomkraftværket er det klassiske eksempel - kun en lille brøkdel af befolkningen ved hvordan, et atomkraftværk faktisk fungerer. Resten af os bliver simpelthen nødt til at stole på, at eksperterne ved, hvad de gør.
Ifølge Slevin skal også Internettet ses som et ekspertsystem: Kun de færreste kender til nettets tekniske opbygning, men alligevel bruger stadig flere det til stadigt mere.
Der er den grundlæggende risiko ved ekspertsystemer, at de jævnligt bryder sammen. På den måde kan 'kærlighedsvirusset', der for nyligt kostede verden 50 mia kroner, sammenlignes med Tjernobyl. Når nye ekspertsystemer bliver introduceret, er deres potentielle sammenbrud samtidigt en realitet. Da vi opfandt den moderne luksusliner, opfandt vi samtidigt Titanics forlis.
I takt med at stadig flere husstande får Internetadgang, vil stadigt flere kunne rammes af cyberterrorisme. Jo hyppigere vi handler på Nettet, des større er risikoen for, at vores kreditkortnumre vil blive misbrugt af hackere, der kan se os over skulderen, når vi betaler. Risici er således allestedsnærværende i det senmoderne. Både on- og offline.
Det refleksive selv
Et andet grundtræk ved det senmoderne samfund er den stigende individualisering, vi oplever.
Individualiseringen knyttes af sociologer som Giddens og Beck til begrebet 'refleksivitet', hvormed menes, at folk i dag forholder sig kritisk til de politiske, videnskablige og religiøse pakkeløsninger, der prægede moderniteten.
I senmoderniteten sammensætter individerne deres egen version af 'sandheden' og handler derudfra. Ifølge Slevin er Internettets fremvækst en del af denne proces - på nettet er den konkurrerende fortælling altid kun et klik væk.
Dette stiller nye krav til politiske og økonomiske organisationer på Nettet. Shell (www.shell.com) har f.eks. links til en række organisationer, der er kritiske overfor firmaets aktiviteter. I fremtiden, mener Slevin, vil vi i stigende grad opleve, at organisationer på denne måde tilpasser sig fremvæksten af refleksive individer. Gør de ikke det, vil de opleve, at deres troværdighed falder væk.
Ulighed?
En jævnligt rejst kritik af ideen om det refleksive individ har været, at nogle er mere refleksive end andre. Samfundet er delt op i et reflek-sivt A-hold og et urefleksivt B-hold. I diskussioner om Internettet har vi herhjemme ofte hørt, at store dele af befolkningen er ved at blive 'koblet af'.
På globalt plan er det endnu værre. Slevin anerkender kritikken, men påpeger samtidigt, at verden ikke er så sort/hvid som disse skeptikere normalt fremstiller den. "Det er ikke utopisk at antage, at Internettet kan bruges i projekter til at bekæmpe global ulighed", skriver han. Traditionelt marginaliserede grupper kan således bruge Nettet til at finde nye måder at deltage politisk og økonomisk.
For at under-støtte denne påstand henviser han bl.a. til Bombululu-projektet for handicappede kunsthåndværkere i Mombasa (www.africaonline.co.ke/bombolulu/us.html), der bruger Internettet til at gøre opmærksom på sig selv og eksportere deres varer.
Og det er med dette tema, at bogen for alvor begynder at blive interessant. For det er netop disse ikke-vestlige eksempler, der er aldeles fraværende i stort set alle andre analyser af Internettet.
Normalt antager vi, at de 'svage' grupper i udviklingslandene efterhånden er kommet så håbløst bagud, at det i globaliseringens og 'den nye økonomis' tidsalder vil være umuligt for dem at blive hørt. Dette får os i Vesten samtidigt til at glemme at lytte, hvorved vores antagelser bliver til selvopfyldende profetier!
Ved at sætte fokus på brugen af Internettet i udviklingslandene, har Slevin åbnet op for en dagsorden, der er mere globalt orienteret, end vi er vant til i vores europæiske og nordamerikanske diskussioner af Nettet. Det skal han have ros for. Hermed er en del af ansvaret for at bruge Internettet som det verdensomspændende medium, det rent faktisk er, lagt over på læseren.
Næste gang du surfer på Nettet, så husk, at muligheden for global dialog kun er et klik fra dagens danske tv-program.
www.africaonline.com er et godt sted at begynde.
*Andreas Wester Hansen
er IT-konsulent
Internettet og samfundet
*James Slevin: The Internet and
Society. 266 s. Polity Press, Cambridge
