Læsetid: 3 min.

S: Fusk med Føtex og Metro

11. juli 2000

Socialdemokratiet på Frederiksberg klager over kommuneplan og anklager kommunen for magtfordrejning

Socialdemokratiet på Frederiksberg anklager kommunen for magtfordrejning.
"Jeg kan ikke bevise, om det er kommunens forvaltning, der har gjort det, eller den politiske ledelse. Men jeg har dokumenter, der viser, at Metroprojektet blev ændret på et byggemøde, uden at vi fik det at vide i kommunalbestyrelsen og i bestyrelsen for Frederiksbergbaneselskabet, hvor jeg også sidder," siger Anders Kaare Frederiksen, som er medlem af Fredriksberg kommunalbestyrelse og formand for fællesledelsen af Socialdemokratiet på Frederiksberg.
"Vi fik kun at vide, at projektet samlet set blev dyrere. Det har vi accepteret, men uden at vide at det var lavet om."
"Jeg forstår ikke, hvad han har gang i. Men hvis han virkelig mener, der er begået magtfordrejning, så må han jo klage til tilsynsmyndighederne over os," siger Frederiksbergs borgmester, John Winther (K).
"Jeg kan slet ikke acceptere, at der skulle være snydt på vægten. Alt er lagt åbent frem for direktionen og bestyrelsen i Frederiksbergbaneselskabet. Der er overhovedet ikke hold i påstanden."
Også Mads Lebech (K), der er formand for kommunens udvalg for teknik og miljø, og Pernille Høxbro (K), der er formand for bolig- og ejendomsudvalget, opfordrer Anders Kaare Frederiksen til at klage til Indenrigsministeriet, så de kan blive renset for de "ubehagelige beskyldninger".

Aftale med Føtex
Kommunalbestyrelsens flertal gav for nylig grønt lys for en parkeringsplads til 33 biler på en overdækket del af Metrolinjen bag Føtex på Nordre Fasanvej - uden først at lave en ny lokalplan.
Den beslutning er socialdemokraterne imod. Der er ikke brug for p-pladserne, som giver øget trafik, mener de. Når Metroen graves ned og den gamle bro over banen forsvinder, ligger indgangen til Føtex og stritter første sals højde.
"Vi ønsker, at Føtex får en helt fair behandling. De kan få en ny og større facade ved en udvidelse på den kommunale grund mod syd," siger Anders Kaare Frederiksen.
Flertallet i Udvalget for Teknik og Miljø ville hellere have en overdækket banegrav nord for Føtex. Efter udkastet til aftalen skal Føtex betale 1 million til den ekstra overdækning, som så skal bruges til ny hovedindgang og ekstra p-pladser.

Skjult pris
Men 1 million er slet ikke den reelle pris, siger Anders Kaare Frederiksen. Det koster et tocifret millionbeløb at grave Metroen ned og dække den til på de ekstra meter. Men det blev holdt skjult som en fordyrelse af det kendte projekt, siger han.
På strækningen mellem Frederiksberg Station og Nordre Fasanvej koster overdækning 156 millioner for 600 meter - og nedgravning det dobbelte, påpeger han.
Socialdemokratiet har nu klaget til Naturklagenævnet. Det er i strid med planloven at give grønt lys uden miljøundersøgelser og lokalplan, siger de. Og det er et brud på tidligere løfter til de beboere, der generes af trafikken til p-pladsen. Desuden har Føtex selv sagt, ved en tidligere lejlighed, at der er tale om en nærbutik, som ikke behøver opfylde kravene om tilhørende p-pladser.

Skjult formål
"Formålet med sagen er, efter vor opfattelse at skjule, at der de facto i foråret 1999 er sket en ændring af projektet for baneforløbet vest for Nordre Fasanvej uden nogen form for udvalgsbehandling eller behandling i kommunalbestyrelsen... Omkostningen/projekt-fordyrelsen (formentlig i størrelsesordenen et tocifret millionbeløb) er væltet over på Frederiksbergbaneselskabet, " skriver Anders Kaare Frederiksen i klagen.
Staten og Københavns Kommune ejer 70 procent af Frederiksbergbaneselskabet, hvor både Kaare Frederiksen og borgmester John Winther er med i bestyrelsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu