Læsetid: 1 min.

Salg af vindmøller gået i stå

10. juli 2000

Aldrig er der stillet så mange vindmøller op som nu. Men det er ordrer fra sidste år. Salget er gået i stå

Salget af nye vindmøller er gået i stå i Danmark. Siden nytår er der ikke underskrevet nogen nye kontrakter og det skyldes usikkerheden om de økonomiske vilkår i fremtiden, siger formanden for Danmarks Vindmølleforening, Flemming Tranæs.
Nye vindmøller kan ellers lave strøm til 25 øre pr. kwh hvis de står på et rigtig godt sted, sagde økonomidirektør Svend Sigaard, Vestas, til Information i sidste uge. Konsulent Birger Madsen, BTM Consult, sagde 30-32 øre for en moderne mølle på en "normalt god placering".
Den garanterede afregningspris til vindmøllernes ejere er 43 øre pr. kwh.
"Men det er altså ikke nok til, at folk tør investere pengene," siger Tranæs: "Private investorer løber skrigende væk når de hører om tilbagebetalingstider på mere end seks år før de kan vente overskud af investeringen."
Selv om salget er gået i stå, bliver der stillet mange møller op. I første kvartal blev der opstillet 161 møller med en samlet effekt på 128,6 Megawatt. Det er rekord. Men de mange møller er resultatet af en slags hamstringsbølge.
Som led i elreformen blev det nemlig besluttet at støtten til strøm fra vindmøller skal ændres. I stedet for den faste pris skal forbrugerne i fremtiden købe grønne beviser af vindmølleejerne. Den 31. december 1999 var sidste frist for at købe en mølle under den gamle ordning.
Flemming Tranæs frygter, at det hele går i stå, når denne pukkel er afviklet. "Ingen ved, hvad de grønne beviser bliver værd, og det er også meget svært at få godkendt nye placeringer," siger han.
"Støtten til vindmøller har jo altid været afhængig af politisk opbakning. Den usikkerhed er ikke større end den var før," siger Energistyrelsens vicedirektør, Knud Pedersen: "Men en formand for Vindmølleforeningen har vel altid til opgave at skaffe de bedst mulige økonomiske vilkår for medlemmerne."

Side 5: Megamøller højere
end Himmelbjerget

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her