Den rige oliestat vil af med fattige trosfæller
FORMAT - SOMMERTILLÆG
TEL AVIV - Saudi Arabien er ved at blive løbet over ende af jobsøgende udlændinge. Fattige muslimer i Den tredje Verden håber på at få deres beskedne andel af oliemilliarderne som middel til at trække sig selv og deres nærmeste familie ud af nøden. Der synes altid at være plads til en til, om ikke i olieindustrien så i et ganske vist lavere rangerende men stadig lukrativt job i et servicefag, som saudierne selv ikke har lyst til at røre ved.
Den rige oliestat er bare ikke så rig længere og har indset, at nu går den ikke længere. De fattige trosfæller må rystes ud af deres vaneopfattelse af Saudi Arabien som økonomisk slaraffenland, og derfor sætter man nu ind med et stykke temmelig kontant udlændingepolitik.
Fremover vil en udlænding, som pågribes uden opholds- og arbejdstilladelse blive smidt seks måneder i fængsel og bedt om at erlægge en bøde på omkring 200.000 kroner - et ret betragteligt beløb, også selvo m man ikke var ubemidlet pakistaner. Huser eller beskæftiger man en illegal udlænding, står man til en bøde i samme straframme.
Men for dog at vise nogen menneskelighed gav de saudiarabiske myndigheder udlændingene en måneds amnesti, hvorunder de i god orden kunne pakke deres ting og forføje sig hjemad. Ikke overraskende har 350.000 benyttet sig af denne mulighed. Af disse var de 160.000 ifølge de saudiarabiske grænsemyndigheder alligevel arbejdsløse. Det store flertal kom fra det sydlige Asien.
Saudi Arabien har en befolkning på 18 millioner, hvoraf de seks er udlændinge. Af disse har kun omkring 4,3 millioner arbejdstilladelse. Alle disse mennesker sender penge hjem - et samlet beløb på mere end 125 milliarder kroner, som selv i en olieøkonomi er et alvorligt dræn i statskassen.
Problemet tager til i omfang hvert år i forbindelse med pilgrimsfærden til Mekka. Da kommer 1,3 millioner gæster til landet, og angiveligt bliver flere hundrede tusinde hængende i håbet om at skabe sig en bedre fremtid. Siden Saudi Arabien begyndte at sætte ind mod problemet i 1997 er 2,3 milllioner udlændinge blevet deporteret. Men da man ved marts måneds pilgrimsfærd indså at de stadig kommer ind i samme tempo, besluttede man at hjælpe grænsemyndighederne i deres sisyfosarbejde ved også at ramme udlændingene på pengepungen. Hårdt og kontant.