Læsetid: 2 min.

Saverys destillater

13. juli 2000

Sjældent genhør med en ungdommelig, snart 67-årig veteran i dansk jazz

Jazzfestival
Det trykte program for årets københavnske jazzfestival byder på mange muligheder for uventede opdagelser. På side 43 finder man således, som ét blandt de tre snese programpunkter for tirsdag den 11. juli, en enkelt linje om Finn Savery Trio i Teater
Sthyr & Kjær, Huset.
Andre end Deres anmelder har dog fået øje på den minimale opsats - eller den i samme dags Sommerkalender i dette blads format - for det lille lokale øverst oppe (i gamle dage kendt som Husets Foyerscene) er pænt besat til Saverys midnats-koncert. Pænt besat, for Saverys musik kalder ikke på kæmpe-tilstrømning - det er en udsøgt klangkunst, som appellerer til en mindre kreds.
Jeg taler her om hans jazzmusik, for som musical-komponist (til Ernst Bruun Olsens Teenagerlove og Bal i den borgerlige) har han jo nået et meget stort publikum, også uden for landets grænser.
Finn Saverys øvrige kompositionsmusik - både den strenge i traditionen fra Schönberg og den hybride third stream-type, som han har været foregangsmand for i Danmark - er musik for et mindretal.

På Saverys måde
I Huset drejede det sig utvetydigt om jazzmusik, omend på Saverys egen måde, hvad enten vi hørte hans egne kompositioner for jazztrio, tre danske sange (som bevægede sig fra Højskolesangbogen til det harmonisk mere og mere krydrede og rytmisk jazzmæssige) eller to skæve blues og nogle brasilianske melodier, der heller ikke var af ham selv.
Det meste af, hvad han spillede, blev fremført med stadig reference til noder, så der ikke blev megen plads til umiddelbar improvisation. Normalt regner jeg ikke det for noget positivt hos en jazzmusiker, så lidt som offentlige fremtrædener, der er så sjældne som Saverys, men Savery har stadig meget af den selvfølgelige rytmiske fornemmelse i kroppen, som allerede for 50 år siden gjorde hans spil på vibrafon og klaver til lidt af en åbenbaring.
Det er jo heller ikke noget tilfælde, at han altid har haft de bedste trio-medarbejdere. Således også i tirsdags, hvor de, ikke overraskende, viste sig at være bassisten Mads Vinding og trommeslageren Aage Tanggaard. De to har spillet i trio med Savery siden 1987 og føjer, foruden den nødvendige disciplin, et element af spontaneitet og direkthed til hans lejlighedsvis noget vel diskrete og destillerede spil.
Triospil som dette ville man gerne snart igen høre på plade, men Saverys sidste, der kun delvis er en jazzplade, er Interplay fra 1992 (på Canzone, et SteepleChase-mærke).
Ligesom tirsdagens enlige engagement tydeligvis var inspirerende for Savery, kunne et nyt pladeprojekt forhåbentlig være det.

*Finn Savery Trio i Teater
Sthyr & Kjær, Huset, tirsdag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her