Her har man en ordning, så kunstnerne ikke nødvendigvis ryger på kontanthjælp og aktivering
Kunst og penge
Det er svært for Danmarks ca. 2.000 billedkunstnere at leve af deres kunst. Et faktum, som adskillige undersøgelser har slået fast. Senest har billedkunstneren Jens Otto Hansen lavet en undersøgelse for Amternes og Kommunernes Forskningsenhed, der viser, at billedkunstnerne er den socialt dårligst stillede gruppe i Danmark.
Jens Otto Hansen foreslår en særlig social sikringsordning, en såkaldt etableringsydelse, der skal sikre kunstnerne en indtægt de første fem år efter Kunstakademiet. I de fem år skal de ikke tvinges i aktivering, men have arbejdsro til at skabe sig et marked og en stabil, økonomisk situation.
"Samfundets investering i Kunstakademiet bør følges op med at investere i produktion af kunst. Det er et politisk ansvar at følge op på investeringen i en billedkunstuddannelse," siger han.
At billedkunstnere har det sværere end andre kunstnere skyldes flere faktorer.
For det første koster det penge at leje et værksted, at købe materialer og betale håndværkere for at lave dele af kunstværket. Når kunstværket er lavet, kan der gå lang tid, før det bliver solgt, og ofte er prisen lav.
Købsprisen er den eneste indtægt, kunstneren får for sin arbejdsindsats. Og der laves ikke kopier og reproduktioner af malerier og skulpturer, som det er tilfældet med musikstykker, romaner osv. Endelig giver udstillinger ofte ingen indtægt.
Billedkunstnerne er altså i en vanskelig økonomisk situation, også sammenlignet med andre kunstnergrupper som musikere og forfattere.
Indtægtsløse
Desuden har kunstnerne ingen a-kasse og er dermed ikke berettigede til dagpenge. Derfor ryger de fleste billedkunstnere direkte på kontanthjælp og i aktivering, når de forlader Kunstakademiet. Andre lever i årevis på grænsen til økonomisk ruin.
"Billedkunstnerne er ikke arbejdsløse, men indtægtsløse. Faktisk arbejder de fleste kunstnere hårdere end resten af befolkningen, men de får næsten intet for det," siger kultursociologen Peter Duelund, der har skrevet bogen Den Danske Kulturmodel (1995).
For at afhjælpe kunstnernes usikre, sociale situation foreslår han, at der bliver oprettet en 'indtægtsløshedskasse', som udbetaler et beløb til kunstnerne i den periode, hvor deres arbejde ikke indbringer dem nogen penge. Men hidtil har der ikke været politisk vilje til at gennemføre forslaget. Det ville være et brud med den danske social- og arbejdsmarkedspolitiks princip om, at alle er underlagt samme regler. At vedtage en regel, der fritager kunstnerne for aktivering, vil derfor være en beslutning af principiel karakter. (Den svenske regering har lige foreslået en sådan, gældende syv år).
Formanden for Folketingets Kulturudvalg, Hanne Andersen (S) oplyser, at Socialdemokratiet fortsat er opmærksomme på billedkunstnernes vilkår. Men hun tvivler på, om et så vidtgående forslag som Jens Otto Hansens kan komme på tale.
Noget helt specielt
En idé om at skabe relevante aktiveringstilbud for kunstnere er ved at vinde indpas i AF-systemet. Men eftersom billedkunstnerne ingen a-kasse har, er disse tilbud ikke inden for deres rækkevidde. Desuden er fagrelevante aktiveringstilbud ikke nok, mener billedkunstneren Charlotte Brüel, der er medlem af European Visual Art Network, en sammenslutning af europæiske billedkunstnere.
"Relevant aktivering er selvfølgelig en forbedring. Men problemet løses ikke, før politikerne indser, at billedkunstfaget er noget helt specielt," siger hun.
Charlotte Brüel opfordrer danske politikere til at tage ved lære af deres hollandske kolleger, der i 1999 vedtog en socialpolitisk særordning for nyuddannede kunstnere, både skabende og udøvende.
Kunstnerne bliver fredet mod aktivering i fire år og modtager et beløb, svarende til 70 procent af den almindelige socialhjælp. De har desuden ret til at tjene et beløb omtrent svarende til almindelig socialhjælp og kan trække et beløb fra til køb af materialer og leje af atelier.
Kultursociologen Peter Duelund: "Ideen kan minde om borgerløn, og den tanke passer meget dårligt ind i vores overorganiserede velfærdssamfund. Men det giver ikke mening at aktivere folk, der er rigeligt aktive i forvejen," siger han og gætter på, at det om 10-20 år vil være en indlysende tanke at oprette 'indtægtsløshedskasser', for eksempel til freelancere i IT-branchen.
Professionel norm
Jens Otto Hansen mener ikke, at kunstnernes arbejdsmoral vil være et problem, hvis man indfører etableringsydelse.
"Kunstnernes organisationer accepterer slet ikke, at man ikke er aktiv som kunstner. Der er en streng professionel norm," siger han.
Hos Billedkunstnernes Forbund er formand Jane Balsgaard positiv. "Vi bør bruges til det, vi er uddannet til. Det vil gavne samfundet i stedet for at bruge penge på at skabe aktiveringsjob," siger hun.
Den tidligere formand for Udvalget for Billedkunst, Karsten Ohrt, bryder sig imidlertid ikke om den hollandske model.
"En understøttelsesordning af den art vil give liv til fordommene om, at kunstnere går rundt og danderer den. Det fjerner også fokus fra, at kunstnere er selvstændige erhvervsdrivende. Det vil være mere fornuftigt at give flere midler til Statens Kunstfonds arbejdslegater," siger han.
Enhedslistens Søren Søndergaard: "Ideen med en indtægtsløshedkassse er god. Det kræver blot, at der bliver lavet et system, der ikke kan misbruges. Man kan forestille sig, at kunstnerne skal have et vist antal censurerede udstillinger bag sig eller have solgt for et vist beløb af deres kunst. Det skal med andre ord være en ordning for professionelle kunstnere."
