Læsetid: 1 min.

Et sekund

20. juli 2000

Måling af tidens mindste enhed har ikke altid været lige så præcist som i dag. Regelmæssighed hører ikke blandt naturens foretrukne dyder

FORMAT-SOMMERTILLÆG

Lidenskab
Hvor lang tid varer et sekund egentlig?
Besvarelsen af dette spørgsmål har varieret meget gennem tiden. Målingen af sekunder er nemlig afhængig af, at der er en fysisk proces, som gentager et konstant, regelmæssigt forløb, som så kan inddeles i ensartede intervaller eller tidsrum, som derefter kan tælles.
I lang tid var det mest regelmæssige forløb, man kendte til, himmellegemernes bevægelser. Man udtrykte derfor tiden ved solens, fixstjerners og planeters positioner på himlen ved givne tidspunkter. Fremadskridende præcision i astronomiske mål-inger øgede tilsvarende behovet for konstruktionen af mekaniske urværker til nøjagtig bestemmelse af himmellegemernes fremtidige positioner.
Friktionen gør imidlertid, at der en fysisk grænse for nøjagtigheden af urværk, der baserer sig på roterende dele, faldende lodder, svingende penduler, og fjedre, der udvider sig. Det til dato mest præcise mekaniske urværk, Shortt uret, har derfor en afvigelse om dagen på 30 millisekunder. Tredivetusindedele af et sekund. Langt mere nøjagtigt end de første mekaniske ure i 1200-tallet der var loddrevne og havde fejlmarginer på plus/minus en halv time dagligt.
Utidssvarende himmel
Men i sidste instans alligevel et for upræcist kriterium for en moderne naturvidenskab, der opererer med tidsenheder som mikro-, nano-, og pikosekunder. Sidstnævnte enhed kræver præcision på en billiontedel af et sekund.
Helt op til begyndelsen af 1900-tallet kunne sekundet derfor defineres ud fra himmellegemers regelmæssige bevægelser. Men selv jorden afviger i sin heliocentriske bane med 5,3 sekunder hvert tusinde år. De endnu mere regelmæssige molekylære bevægelser i kvartskrystaller og cæsiumatomer er derfor i stedet blevet officiel målestok for al tidsmåling.
En international konvention definerede i 1967 derfor sekundet som varigheden af præcis 9.192.631.770 svingninger i cæsium-133 atomet.
Den gamle forestilling om himlen som et regelmæssigt urværk er forlængst blevet gjort utidssvarende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her