Læsetid: 1 min.

Service for svigermødre

4. juli 2000

Det var ikke et brud på straffeloven, da en politimand på baggrund af et opslag i Kriminalregisteret advarede en kvinde mod datterens tilkommende

FORMAT - SOMMERTILLÆG

En nervøs kommende svigermor fik sine værste bange anelser bekræftet. Og en udstrakt grad af service hos politiet.
I anledning af sin datters forestående bryllup henvendte hun sig til politiet for at få nærmere oplysninger om den tilkommende.
En tjenstvillig politiassistent slog straks den håbefulde brudgom op i Kriminalregistret og måtte på den baggrund fraråde giftermålet. Blandt andet sagde han til kvinden, at man skulle holde sig langt fra den pågældende mand.
Samme budskab havde han senere lejlighed til at give datteren selv, ligesom han rådede hende til at følge sin mors råd om ikke at gifte sig med manden.
Brudgommen tog politiets velvillige assistance ilde op og klagede over den hjælpsomme politiassistent.

Brudgom fremturede
Statsadvokaten for Fyn, Birgitte Vestberg, konstaterede, at der ikke var grund til at antage, at politiassistenten havde videregivet fortrolige oplysninger og dermed overtrådt straffeloven. Og hvad angik opslaget i Kriminalregisteret, var der tale om en sag for politimesteren - ikke for statsadvokaten. Politiklagenævnet bakkede Birgitte Vestberg op.
Den nærtagende og trættekære brudgom fremturede imidlertid og indbragte sagen for rigsadvokat Henning Fode. Han gav statsadvokaten ret og fandt ikke oplysninger, der tydede på, at der var videregivet faktiske oplysninger om brudgommens strafbare forhold.
Han konstaterede dog, at politiassistenten ikke burde have slået brudgommen op i Kriminalregisteret, og at han ikke burde have udtalt sig om brudgommen, "da henvendelsen fra kvinden og hendes datter var af privat karakter".
Rigsadvokatens beretning oplyser ikke, om brylluppet blev til noget.

Politiklager
Så er den på gaden, Rigsadvokatens beretning 1999 - Behandling af klager over politiet. Den kan læses som en spændende krimi med mange bevægende tildragelser mellem tjenstivrige betjente og undrende borgere. Ellers som en vejledning i, hvilken type service vi kan vente af politiet. format bringer en serie af de bedste historier fra beretningen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu