Læsetid: 5 min.

Man slutter historien med krydsermissiler

31. juli 2000

Vesten slutter kun fred med de lande, der ligner Vesten konkluderer forsker Mikkel Vedby Rasmussen i en ny bog

Mikkel Vedby Rasmussens nye bog "A Time for Peace" ligger stor og mægtig med sine imposante fem centimeters tykkelse på bordet i det lille kontor oppe i himlen i det indre København, hvor han har siddet i tre år og bare skrevet.
"Det kan være svært at vikle sig ud af sådan en afhandling, når man har brugt så lang tid i dens univers af krige og fredsslutninger," siger han.
Men den unge forsker i international politik ved Københavns Universitet har alligevel indvilget i at forsøge at forklare læserne af Information, hvad der gemmer sig i de 400 sider om krig og fred.
Mikkel Vedby Rasmussen interesserer sig for, hvordan vesten slutter fred. Spørgsmålet er, hvad det er der sker i perioden fra kriges afslutning til en ny orden indfinder sig i Europa.
Og dét spørgsmål kræver et dybt dyk i de seneste 200 års idéhistorie.
"Krigsteoretikeren Clausewitz har jo sagt, at krig er en fortsættelse af politik med andre midler. Men hvad er det, der fortsætter, når krigen slutter, og der endnu ikke er etableret en ny orden? Det er det spørgsmål, jeg har forsøgt at stille mig selv."
"Filosoffen Imanuel Kants forudså, at vi, der lever ved årtusindeskiftet og har opnået demokrati i store dele af verden, vil se hele historien som een lang proces mod den evige fred. Og det er faktisk, hvad vi gør i dag. Det er ret godt gået af Kant, at han så, at vi i dag ville se dette århundrede som en kontinuerlige proces. En proces der handler om fred," fortæller Mikkel Vedby Rasmussen.

Vestens selvforståelse
Den nye bog, der er blevet afleveret til ph.d.-forsvar, ser tilbage på vesten s opførsel i forbindelse med det seneste århundredes store fredsslutninger i Europa. Det vil sige: Første og Anden verdenskrig og Den Kolde Krig.
Fælles for de tre fredsslutninger er, at de alle har været med til at skabe Vesten som begreb. Vesten s egen selvforståelse er blevet åbenbaret netop i forbindelse med disse fredsslutninger, mener Mikkel Vedby Rasmussen.
Et eksempel er afslutningen af Første Verdenskrig, mener Vedby Rasmussen. Der havde være krig i Europa i nogle år, da USA blev involveret.
"Præsident Wilson sagde, at krigen, skulle være 'krigen, der ender alle krige'. En krig, der gør verden 'sikker for demokratiet' og netop derfor ville man etablere 'en fred uden sejr'."
"Det man i virkeligheden kæmper mod er altså krigen. Det er freden mod krigen. Men da krigen var slut, ville Wilson ikke acceptere Tyskland som en del af freden. Hvorfor? Fordi de ikke var et rigtigt demokrati i Wilsons øjne. Og grunden, til at de ikke var et rigtigt demokrati, leder videre til et meget større spørgsmål. Nemlig til hvorfor demokrati i det hele taget skulle sikre fred."
"Argumentationen ender altså i en cirkelslutning: Grunden til, at verden skal gøres sikker for demokratiet, er, at demokratiet vil gøre verden sikker."
Efter det, har Vesten brugt resten af det tyvende århundrede på at forsvare og udbrede det liberale demokrati som den egentlige fredsskabende faktor i verden.
Det, der kendetegner et demokrati i Vesten , er ikke bare at holde valg. Men derimod en særlig type samfund med liberale værdier, et civilsamfund.

Demokrati-eksport
"Hvis du spørger Bill Clinton, hvad der skaber fred her i verden, og hvad der derfor er målet med amerikansk udenrigspolitik, er det at sikre demokratiet, fordi demokratier ikke går i krig mod hinanden. Den måde, man fører sikkerhedspolitik på i dag, er at gøre andre stater til demokratier, fordi de derfor ikke vil gå i krig med andre demokratier. Hvorfor skulle man ellers gøre så meget ud af, at Serbien skal være et demokrati? Hvorfor er det pludseligt så vigtigt, at serberne skal være demokrater? Det er jo netop fordi, man har en tro på, hvis de bare var rigtige demokrater, ville de ikke gå i krig."
"Det er jo også derfor, det er et problem, at Milosevic er blevet valgt ved et valg, der ikke var meget mere fusket, end gennemsnittet af valg er i verden. Det samme kunne man se under Den Kolde Krig. Nationer, der var på den rigtige side, skulle være demokratier, selvom de ikke var det."
Det ærinde Kant var ude i, var civilsamfundets ærinde og civilsamfundets kendetegn er arbejdsdelingen, fortæller Mikkel Vedby Rasmussen.
"Arbejdsdelingen er dybest set en mulighed for integration. Folk laver noget forskelligt, og dermed kan man opnå et større hele. Civilsamfund vil ikke forfalde på samme måde som Romerriget, men kan derimod overkomme konflikter, og integrere sig i mødet med andre. De kan lave international fred. De vestlige samfund definerer derfor fred som integration, og integration som fred. Konflikter, der fører til integration mellem de stridende, vil derfor være et punktum for krigene, i stedet for blot at være et komma i en serie af konflikter," siger han.
Det, Vesten leder efter i andre lande, er altså et spejlbillede af sig selv.
"Det interessante er, at den type argumentation var meget tydelig hos Tony Blair, og Bill Clinton under Kosovo krisen. Vi i Vesten mødes som civilsamfund, inden for denne kantianske demokratiske ramme. Milosevic render rundt, siger de, og opfører sig som om det var før Anden Verdenskrig."
"Og han er et levende bevis på, at krig rent faktisk kan betale sig. Den engelske udenrigsminister fremstillede det som kampen mellem to Europaer. To eksistenser, simpelthen. Og ideen er så, at det ene Europa skal vise det andet, hvad der er den stærkeste styreform. På den måde bliver den krig ekstremt vigtig i den europæisk selvforståelse."
Som civilsamfund forventes man at være pro integration. Milosevic opnåede sin politik ved at føre krig. Man vil ikke acceptere, at serberne fortsætter historien, når vi er ved at få den aflivet.
"Så historien skal fandengalemig slutte," siger Mikkel Vedby Rasmussen. "Og hvis den ikke selv vil gøre det, skal vi nok finde ud af det. Man slutter historien ved hjælp af krydsermissilerne."
"De såkaldte slyngelstater har ikke, som os, fattet normerne for god opførsel. Det er lidt som de vilde drenge i skolen, der skal sendes på lejr, så de kan lære at opføre sig ordentligt."
Det er allertydeligst hos Tony Blair, der i sin tale i Chicago april 1999 sagde, at globalisering gør alting mere demokratisk, mere markeds-økonomisk, mere netværk og civilsamfund.
"Det, der er særligt interessant ved den tale, er, at han mener, at den internationale orden er en afspejling af den nationale orden. Kosovo bliver derved endnu et udslag af den tredje vej. Den tredje krigssti, så at sige. National interesse handler om at skabe demokratier andre steder i verden. Og ikke bare at forsvare sit eget territorium. Blairs argument er, at vestlige samfunds nationale interesse er at sikre globaliseringen og en særlig type Europa. For det er kun i en særlig type Europa, et civilsamfundenes Europa, at man kan sikre, at historien ikke kommer igen."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her