Læsetid: 3 min.

Sommerboligens avantgarde

15. juli 2000

For den moderne arkitekt er sommerhuset en legeplads for bygningseksperimenter

FORMAT - SOMMERTILLÆG

Bygge og bo
Tilsyneladende kan det forekomme enten blasfemisk eller totalt misforstået at tale om avantgarde inden for sommerhusbyggeri. Sommerhuset har jo netop tradition for at være det sted, hvor det moderne civiliserede menneske trækker sig tilbage for at rekreere. Jo mere blottet et sommerhus er for kultiveret stil des mere sommerhus er det. Jo flere angstanfald en indendørsarkitekt får i et sommerhus, des mere 'stilet' er det.
Som et egentligt arkitektonisk byggeri har sommerhuset derfor traditionelt været hensat til blot at mime allerede kendte former fra helårshuset. Et sommerhus må ikke gøre ondt i øjnene eller udfordre vante forestillinger om sommerhuset. Derfor fremstår de fleste sommerhuse som miniatureudgaver af det, vi kender så godt fra helårshuset.
At forestillingerne om det gode liv i harmoni med naturen alligevel opfordrer til en særlig boligform er der flere eksempler på i efterkrigstidens sommerhusbyggeri. To af de mest elegante eksempler ligger i USA, nemlig Ludwig Mies van der Rohes Farnsworth sommerhus i Illinois og Phillip Johnsons "Glashus" i Connecticut.
I Mies van der Rohes tilfælde er der endda tale om en slags legeplads for senere mere monumentale bygningsværker. Fritidsboligen er altså ikke blot rekreation, men en mulighed for at lave mindre udgaver af huse, der efterfølgende kan bruges til helårsboliger.

Ude er inde
I begge huse er harmonien mellem menneske og natur taget så alvorligt, at det kan få de fleste sommerhusejere til at føle sig alt andet end hjemme. Den traditionelle sommerhusejer kræver et sted at kunne rekreere alene uden at stå til offentligt skue. Det eneste sted, man kan være helt alene er på toilettet eller i de tilhørende gæstehuse. Al daglig gøren og laden, hvad enten der er tale om madlavning, næsepilning eller konversation, er offentligt tilgængeligt.
Den flydende grænse mellem ydre og indre er mest konsekvent i Mies van der Rohes fritidsbolig. Bygningen er nærmest svævende i det åbne rum, da den for øjet kun er forbundet med jorden gennem den trinvis faldende terasse. De hvide, kubistiske stålkontruktioner underbygger fornemmelsen af flydende grænser mellem indre og ydre, der langsomt opløses ved et nærmere syn på bygningen. I første omgang øjner man en svag afgrænsning mellem ydre og indre rum ved hjælp af det transparente glas. Men denne adskillelse forsvinder på terassen, hvor glasset er væk. De minimale krav til en bolig om en nødvendig adskillelse fra naturen er her udstillet så skrøbeligt, at de er lige ved at briste. Med Mies van der Rohes egne ord er natur, hus og menneske sammenbragt i en højere enhed.

Naturen filtreres
For den noget yngre Phillip Johnson skriger en sådan højere enhed på en kommentar. Et hurtigt sammenligende blik på de to huse gør Johnsons glashus mere solidt og rodfæstet. Alene de mørkere farver giver huset et mere landligt præg. Johnson forsøger ikke at udviske kulturen, men spiller den ud mod naturen. De kubistiske rammer er både vandrette og lodrette og i et langt større omfang end i Mies van der Rohes. Står man og kigger frontalt på huset giver de mondrianske kvadrater en klar adskillelse mellem det indre og ydre. Naturen trænger sig på, men den filtreres gennem et bredmasket netværk. Sidder man inde i huset og kigger ud på den frodige nordamerikanske natur indrammes landskabet af de mange kuber. For at understrege det kulturelle element har Johnson valgt at lade en stor reproduktion af et af Poussins landskabsmalerier spille ud mod den reelle udsigt. For Johnson er forestillingen om det gode liv i forening med naturen en narresut.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu