Læsetid: 3 min.

'Sort lys' søndenfjords

12. juli 2000

Det er lidt af en bedrift, at det er lykkedes for Det religiøse Museum i Lemvig at sammensætte en værdifuld lille udstilling af den franske maler, Georges Rouault

Udstilling
Georges Rouault (l871-1958) har ikke haft megen opmærksomhed her tillands siden Rumps dage, dog med undtagelse af en markant udstilling af 40 akvatinter fra hans serie 'Miserere et Guerre', som Galleri Profilen i Århus viste i 1997.
Disse blade, som blev skabt mellem 1917 og 1927, er i Lemvig suppleret med andre danske lån af farveraderinger og, takket være franske forbindelser, med fem malerier og en gobelin tilhørende Rouaults 92-årige datter Isabelle og Fondation Georges Rouault, Paris.
Kunstnerens barnebarn åbnede udstillingen. Altså lidt af en sensation i den del af landet, hvor alle sammenkomster begynder med en sang, der ikke længere nødvendigvis er en salme. Det varmer - men forbavsede de franske gæster til åbningen af Rouault-udstillingen på Det religiøse Museum, som er en velskabt lille bygning under havskrænten ved Limfjorden. På de tre sider er vinduer, mens ryggen med udstillingssalene vender ind mod skrænten. Venlige mennesker serverer kaffe og kring-le, og fjorden spejler det berømte Lidenlundske kirkespir.
Sidste sommer gjaldt initiativet Marc Chagal, i år er det Georges Rouault, hvis kunst også er nært forbundet med det religiøse.

Enegængeren
Georges Rouault tilhører ikke nogen af de strømninger, som bar kunsten i første halvdel af det 20. århundrede. Nærmest kommer han de franske fauvister - han var bl.a. ven med Matisse - men det er arven fra Francesco Goya, Henri Daumier og hans egen lærer Gustave Moreau, som på forunderlig vis blandes i hans værker.
Hans temaer er mennesker, prostituerede, grimhedens eksistensielle poesi, galskaben, skæbnens ironi, Père Ubu, klovnen og bibelske scener, hvor sorg, gru, ømhed og uortodoks tro forenes. Det er de samme motiver, der gentages gennem årene og i forskellige medier.
Det franske lån af fem malerier fra forskellige perioder er udstillingens fixpunkt.
Rouault havde meget vanskeligt ved at afslutte et billede, vendte tilbage til det år efter år. Derfor brændte han i 1948 hele 315 lærreder, fordi han erkendte, at han ikke ville have kræfter til at afslutte dem før sin død. Et resultat af hans arbejdsmetode var det tykke lag farve, som giver værkerne en usædvanlig tæthed og får de juvelagtige farver til at bryde frem som gennem et mørke af mudder og røgelse. Der er et islæt af 'sort' middelalder i hans kunst.
Hans karakteristiske mørke konturer og rammer omkring lemmer og farveflader minder om middelalderlig glasmosaik og cloisonné-emalje, og at Kristus i hans korsfæstelsesbilleder ikke hænger, men synes at stå foran korset er en romansk tradition. Han gør Kristus til et ikon, og udstillingens maleri af Korsfæstelsen fra l920 er et hovedværk, som med variationer gentages i farveradering og akvatinte.
Umådelig smukt er billedet 'Notre Dame de la Fin des Terres', hvor Maria i gråblå skybræmme efter byzantinsk skik peger på barnet, et motiv, som i andre sammenhænge også gentages i akvatinterne, ligesom det ufuldendte maleri af 'Christ au faubourg', der er prægtigt i sit anslag.

Tvetydighed
Det seneste arbejde er et lysende billede af Kristi fødsel malet i 1953, hvor malingen ligger tykt og gennemæltet, her og der som et lavt relief, altså tredimensionalt, hvortil kommer, at Rouault har gjort hele billedet til en ting ved at male det på lærredets bagsiden indrammet af den grønmalede blændramme, som igen omsluttes af en bemalet, stærkt profileret pynteramme. Man genkender den underfundige tvetydighed, som var en væsentlig del af hans karakter, og som markerer sig med al ønskelig tydelighed i det store grafiske oeuvre, kaldet 'Miserere et Guerre', udført 1917-27, med Goya in mente.
Sjældent har sort været sortere og gradueringerne rigere indenfor de mørke omrids. Figurerne spænder mod formatet og papirets flade; kantede, knækkende, krumbøjede, med skaldepander så lysende som solen i 'Chantez Matines, le jour renaît'.
Det er en udstilling på højt niveau - og med en sensation, nemlig en, aldrig tidligere udstillet, stor Veronikas svededug med Kristi hovede fra 1932. Betegnelsen gobelin dækker her en blandingsteknik med maling og broderi, delvis i relief, og virkningen er juvelagtig, pastos og overdådig.
Kort sagt: Drag mod vest.

*'Sort lys'. En udstilling med religiøse værker af Georges Rouault. Museet for religiøs kunst. Lemvig. Tir.-søn.13-17. Til 20.8.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her