Læsetid: 2 min.

Spændende menige musikere

7. juli 2000

Der er få helt nye bekendtskaber blandt elitemusikerne ved Copenhagen Jazz Festival

Jazzfestival
Dette års Copenhagen Jazz Festival byder ikke på helt så store navne som Keith Jarrett, der var optakts-begivenheden sidste år. Men lader man blikket løbe gennem det trykte program, finder man mellem mangfoldigheden af hjemlige musikere og orkestre en lang række udenlandske navne, der kalder på opmærksomhed.
Det er ikke altid frontfigurerne, det drejer sig om. Derimod er det gennemgående de menige musikere i grupperne, man især kan se frem til at høre.
Blandt trommeslagerne er det rigtignok Roy Haynes, der er det store es, og han leder sin egen trio, men de tidligere Miles Davis-medspillere Jimmy Cobb (med Kind of Blue-gruppen) og Al Foster (med McCoy Tyner) giver ham ikke meget efter, og Billy Stewart (med Metheny/
Brecker) og Brian Blade (med David Sanborn) er blandt de mest begavede yngre trommenavne.
Bassister er normalt heller ikke kapelmestre, men veteranen Ray Brown har egen trio, den yngre løve Christian McBride egen kvartet og den nye stjerne, israeleren Avishai Cohen, egen sekstet. Buster Williams må man derimod høre med Kind of Blue-gruppen, og fire fremtrædende yngre navne mødes også som sidemen: John Patitucci med Roy Haynes, Richard Bona med David Sanborn, Anthony Jackson med Michel Camilo og Charnett Moffet med McCoy Tyner.

Veteran-stjerne
Intet andet instrument er så overdådigt repræsenteret som bassen, men klaveret har jo en veteran-stjerne som McCoy Tyner og en yngre, noget problematisk komet som Michel Camilo, begge med egen trio. Blandt de unge skulle Danilo Perez (med Roy Haynes) og Larry Goldings (med Metheny/Brecker) være ret sikre satsninger.
Noget mere spredt ligger det med repræsentanterne for de øvrige instrumenter. Trompetister og basunister synes der ingen at være af på højeste niveau, og af tenorsaxofonister er der Jimmy Greene (med Avishai Cohen) og Mark Turner (med Kind of Blue-gruppen), som begge er mere spændende for mig end Michael Brecker (i egen og Pat Methenys kvartet).
Hans medkapelmester, Pat Metheny, er til gengæld et af guitarens førstenavne og blandt andre fremtrædende ene-repræsentanter for instrumenter på dette plan kan nævnes mundharmonika-spilleren Toots Thielemans og den nye violinist Regina Carter (begge med egne grupper), ligesom arrangør og leder Maria Schneider (med et svensk big band) og den engelske sangerinde Norma Winstone (med en svensk trio) kan nævnes her.
I de sidste år har den egentligt eksperimenterende del af jazzen fundet en plads under jazz-festivalen, og blandt en hel del hjemlige bud i denne afdeling finder man også et internationalt navn, den amerikanske pianist Marilyn Crispell, der spiller i en blandet dansk-amerikansk gruppe.
Til jazz-festivalen hører også nogle trækplastre på Plænen i Tivoli, hvoraf Natalie Cole og Tony Bennett dog hører til i jazzens periferi, mens den canadiske pianist og sanger Diana Krall befinder sig nærmere dens centrum.
Den her opregnede parade af væsentlige jazznavne skulle give et indtryk af, at den internationale elite er fyldigt repræsenteret ved årets jazz-festival. De optræder dag for dag i formats sommer-kalender med angivelse af tid og sted for deres koncerter.

formattema side 2-8

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her