Læsetid: 2 min.

Stemningsfuld ouverture

8. juli 2000

Dagen før den officielle start på jazzfestivalen tog Christina Nielsen og Carsten Dahl hul på festivitasen

Jazzfestival
Hvis noget dansk musiker-par præger programmet for den københavnske jazz-festival, som begyndte i går, er det saxofonisten Christina Nielsen og pianisten Carsten
Dahl. De er all over the place og kan, sammen eller hver for sig, fra i dag høres hver eneste dag under festivalen.
Derfor var det meget apropos, at de to, aftenen før det hele startede, skød festlighederne ind med en duo-optræden i Copenhagen JazzHouse. Og deres koncert var så meget desto mere aktuel, som de netop har fået udsendt en duo-debut-cd, Lys på himlen.
Med den starter en ny fase i begges udvikling, en mere intim og lyrisk musiceren end vi har været vant til fra dem, en dæmpet musikalsk dialog, som duo-formen lægger op til. Af hendes tilbageholdende sopransax-spil og hans Debussy-tyste klavermusik opstår et udtryk, som f.eks. i "Pigen i rødt" kan være nært beslægtet med det duospil mellem Keith Jarrett og Jan Garbarek, som vi kender fra Jarretts Belonging.
Syv af pladens ti stykker skyldes en af dem eller begge sammen, og der er to danske sange og den svenske folkevise "Jeg ved en dejlig rose", hvor det improvisatoriske træder i baggrunden. Der spilles konsekvent i langsomme tempi, som gerne tangerer rubato og kun i Dahls "Sol" nærmer sig medium.
Med pladen i bagagen var det med betydelig spænding jeg indfandt mig i jazzhuset. Ville man få live-versioner af pladens repertoire, eller var der kommet nyt til i det halve år, der er gået siden indspilningen?

Tilegnet kærligheden
Begge dele. I første sæt var der halvt af hvert, og i de nye stykker, Dahls "Hymne" og "Newborn" og en ubetitlet fælles-komposition, spillede Christina Nielsen tenorsax. Det gjorde hun mest med den mere skarpe og direkte tone, man kender fra tidligere, men også med en blødere og mere dæmpet lyd, som svarede mere til hendes sopransaxspil og til musikkens fortsat lyriske tone.
I stykkerne fra pladen, hvor hun holdt sig til sopranen, var der dog også markante forandringer. Især i titelnummeret, hendes "Lys på himlen", hvor klaverspillet i begyndelsen overrumplede med et voldsomt udbrud over hele klaviaturet a la Cecil Taylor, og hvor begge mod slutningen forenedes i kraftige eruptioner. Disse ting, der ikke findes nær så markant på pladen, fik en naturlig forklaring gennem Dahls reference om inspiration fra et truende uvejr oplevet på en flyvetur i Afrika.
Men også generelt viste koncerten en bestræbelse i retning af en mere udadvendt og dramatisk musiceren end den introspektive på pladen. Det gør det spændende at følge duoens fortsatte udvikling, men foreløbig er det inderligheden på pladen, der gør størst indtryk. Den er, siges der i tekstheftet, dedicated to love.
Det høres i musikken.

P.S. Nielsen og Dahl kan høres i duo i dag kl. 14 på Finn Zieglers Hjørne, i morgen kl. 24 på Nationalmuseet og på tirsdag kl. 19 i Drop Inn. Med tilføjelse af Jesper Lundgaard (bas) og Alex Riel (trommer) er de på mandag kl. 14 på Nytorv og kl. 21 i Christianshavns Beboerhus, samt på onsdag kl. 21 på Finn Zieglers Hjørne.

*Christina Nielsen & Carsten Dahl i Copenhagen JazzHouse torsdag.
*Samme: Lys på himlen. dacapo DCCD 9458.

format side 7: Finsk jazzinvasion
format side 12: Kalenderen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her