Bortgemt i et hjørne af festivalpladsen i Roskilde står et mægtigt hvidt telt - det ligner en tipi på afstand, men er et kirkeindviet telt spækket med kristne symboler
Roskilde festival
"Ad! skal man have vasket fødder for at komme ind?" udbryder en sorthåret pige med lange snørestøvler og et virvar af smykker og flagrende tøj i stærke signalfarver.
Nysgerrigheden har drevet hende bort fra basdunkene og guitarhvinene, der strømmer ud fra scenerne på festivalpladsen. Nu står hun og tripper lidt forlegent foran et højt hvidt telt, som er rejst mellem en gruppe birketræer. Hun vil gerne ind og se, hvad teltet gemmer, men afkræves en næstekærlig fodvask, inden hun lukkes indenfor. Pigen vælger at vende om, ligesom to engelsktalende fyre, som forsvinder med et skævt smil og et ikke helt overbevisende "See you later." De skal ikke have washed nogle feet.
Teltet med det uvante indgangsritual er ikke et hvilket som helst telt. Det er en kirkeindviet katedral, i hvis indre man kan fordybe sig i et rum spækket med kristne symboler.
"Vi har ønsket at skabe stilhed midt i larmen, ikke blot her på festivalen, men også i hverdagen," forklarer Kristian Gylling, der er teolog og en af initiativtagerne til Stilhedens Katedral.
"Og det med at vaske fødder er faktisk inspireret af en praksis ved de tyske kirkedage, hvor man får vasket fødder som et billede på nadveren, der jo er en renselse," siger Kristian Gylling.
"Det vakte forargelse," uddyber Kristian Gylling, "da Jesus, der blev opfattet som en konge, sagde til sine disciple, at han ville vaske deres fødder. Og her 2.000 år efter studser man også over denne handling og er modvillig. Det er lidt pudsigt."
Indmaden ud af kirken
Også indenfor i katedralen mødes man af kristne billeder og symboler, hvis man altså overvinder den indre modstand og lader fødderne bade i det iskolde vand og lister på bare tæer ind i katedralen, hvor græsset klistrer til fodballerne.
Rummet er opdelt i en slags labyrint med vægge af hvidt lagenstof, hvor man føres fra opstilling til opstilling. Der er en buste af Jesus, et madonnabillede og levende lys.
Men også håndvifter til at symbolisere vinden. Vindens susen forbindes ofte med helligånden (Guds ånd svævede over vandene). Ure tegner tiden, og rislende vand skal minde om dåben.
Men der er intet alter. Ingen bænkerækker.
"Det er helt bevidst, at vi har taget al indmaden ud af kirken, alt det sakrale. I stedet vil vi gerne vise nogle af de oldkirkelige symboler," siger Kristian Gylling og fortsætter: "For eksempel serverer vi brød med vand, men ikke vin. Brød og vand er et gammelt symbol på kærlighed."
Kirkebænkene er erstattet af en krog med sækkestole grupperet om et rislende vandfald. Her kan man henslænge sig og kigge op i det hvide kirkerum. Enkelte mediterer, og en seks-årig pige, der sidder i det bløde hjørne sammen med sin far og mor, kigger i en bog om "Kristus Jesus."
Man anmodes om ikke at snakke inde i kirketeltet, men det er tilsyneladende ikke nødvendigt at indskærpe det. Det er som om, det smukke rum inde i teltet, der er tegnet af arkitekten Henning Larsen, i sig selv indgyder andagt.
Den indre ro
Ganske vist holder den tynde, hvide dug ikke den nærliggende motorvejs susen ude, eller forhindrer, at man momentvis rives med af trompeter, fløjter og cubanske dansetoner fra Juan de Marcos Afro-Cuban All Stars, som holder verdensmusikteltet ikke langt fra katedralen på kogepunktet. Men de besøgende i katedralen oplever en ro, som måske i lige så høj grad kommer indefra.
Katedralen holder åbent dag og nat, og enkelte festivalgængere er allerede blevet belønnet for deres fromhed. Det drejer sig om de, som fandt ind i katedralen torsdag nat og faldt i søvn. De vågnede helt sikkert op som nye mennesker næste morgen i modsætning til de mange, som vågnede op med våde ender og måtte sande, at mod roskilderegn rækker ingen bønner, hvis man bor i mere verdslige og ikke-arkitekttegnede telte.
