Læsetid: 2 min.

Stilhedens bro over Øresund

6. juli 2000

Øresundsbro Konsortiet slår koldt vand i blodet: Rentedøden truer ikke. Bilerne skal
nok komme

"Trafikken over Øresund tager et kraftigt spring, når Øresundsbron åbner den 1. juli 2000", forsikrer Øresundsbro Konsortiet i et nydeligt, havblåt hæfte med titlen Borgernes Bro. Hæftet blev udsendt i slutningen af maj i god tid før broens åbning.
Det er et af den slags citater, som det gør godt at erindre, når broen efter de første tre døgns levetid ikke rigtig har vist sig leveringsdygtig i trafikale tigerspring.
Således havde knap 46.000 bilister valgt Øresundsbroen som rutevalg frem til onsdag morgen kl. 9.
Det giver et gennemsnit på 13.440 biler i døgnet - og selv om det er omkring halvandet tusinde flere biler, end broselskabet selv har forudsagt som såkaldt årsdøgnsgennemsnit, så er det betydeligt under selskabets forventninger til trafikken lige efter åbningen.
Dels burde den såkaldte "nysgerrigheds-trafik" - altså bilister, der vil opleve broen på egne gummihjul - have ført til meget længere kø ved betalinganlægget, dels er sommermånederne traditionelt den travleste periode hen over Øresund.
Så spørgsmålene melder sig uvilkårligt:
*Hvor bliver bilerne af?
*Hvor går den økonomiske smertegrænse?

Under ti tusinde
"For nærværende er jeg ikke en pind nervøs", siger Øresundsbro Konsortiets finansdirektør Teddy Jacobsen til Information.
Først om et halvt års tid vil der ifølge Teddy Jacobsen være grundlag for at analysere situationen seriøst. Og indtil da er det svært at få den presse-plagede finansdirektør til at sige noget konkret om, hvor mange eller snarere hvor få biler, der skal rulle over broen, før de økonomiske advarselslamper blinker, og rentedøden truer. Men så længe trafikken er over 12 tusinde biler i døgnet, skal det nok gå, forsikrer han.
- Præcis hvor går smertegrænsen?
"Hvis den kom ned under 10.000, så var det nok ikke så godt," lyder svaret.
Lidt mindre trafik end forventet behøver ikke i første omgang at betyde andet, end at tilbagebetalingstiden for konsortiets gæld på 18,8 milliarder danske kroner bliver to-tre år længere, end de cirka 30 år, som konsortiet nu opererer med.
En lidt længere eller lidt kortere tilbagebetalingstid er imidlertid ikke et succeskriterium for broselskabet.
" Vi er ikke sat i verden for at sikre den kortest mulige tilbagebetalingstid," siger Teddy Jacobsen og pointerer:
" Vi skal derimod sikre en overskuelig tilbagebetalingstid."
Teddy Jacobsen understreger, at han ikke er i tvivl om, at integrationstrafikken tværs over sundet nok skal komme - men at det ser ud til at ville tage lidt længere tid end forventet.

Annoncer godt tegn
Finansdirektøren peger på, at der så småt er ved at komme svenske annoncer i de store københavnske dagblade. Det ser han som et godt tegn:
"Men det er jo ikke min opgave at reklamere for, at man kan få lavet sin Volvo til cirka halv pris i Malmø, mens man shopper - eller at et B&O- fjernsyn koster meget mindre."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu