Læsetid: 5 min.

Stoltheden til forskel

14. juli 2000

Marco Pantani kan ikke vinde Tour de France, men han vandt den etape, han allerhelst ville vinde

Tour de France
MONT VENTOUX - Han holder da aldrig op med at forbløffe, Marco Pantani. Han gjorde det, da han var allermest nødt til det, og da de fleste havde afskrevet ham. Han vandt på Mont Ventoux, det frygtelige nøgne bjerg i Provence, hvor luften står stille og asfalten smelter i heden på den stejle opkørsel gennem den lave fyrreskov på den første halvdel af de 21 kilometer op, og hvor vinden i går blæste isnende koldt med, nogen sagde 160 kilometer i timen, på den sidste halvdel gennem gold hvid ørken op til det rødhvide tårn på toppen. Pantani kan ikke vinde Tour de France, men han vandt den etape, han allerhelst ville vinde, og et års mareridt for den lille følsomme mand synes at have fået ende. For os andre var det cykelløb, når det er allersmukkest.

Troede han selv på det?
Pantani var gjort til favorit før løbet, men udelukkende på sit navn og den omstændighed, at han vandt det for to år siden. At vinde Tour de France uden at have kørt alverden i et år, og slet ikke løb før Giro d'Italia for en måned siden, kan ikke lade sig gøre. Beviset faldt allerede i mandags på det første bjerg, Hautacam, i mandags, og for ikke man skal beskylde mig for bagklogskab vil jeg skynde mig at skrive, at jeg end ikke har Pantani på min top-fem i det væddemål, de danske journalister har kørende. På trods af, at han er den, jeg helst så vinde.
Men efter at Pantani blev sat på Hautacam, troede jeg heller ikke på at der var en etapesejr i ham. Godt nok var det surt vejr, og han led, men det var jo ligeså surt for de andre, og jeg troede ikke at vejret kunne konditionere hans præstation så meget.
Gad vide om Pantani selv troede det. Gad vide om han troede det, da han var blevet sat for tredie gang, da der endnu manglede over 10 kilometer til toppen af Mont Ventoux i går. Det var Zülle, der først satte sine folk til at sætte tempo, men ligesom forleden blev han endnu engang offer for sit eget angrebsinitiativ. Han måtte slippe, da Armstrong lod sine tage over og sætte fart, og de to bjergstærke Postal-folk, først Hamilton og så Livingston, kørte så stærkt, at folk drattede af bagude i hobetal. Det var ingen pludselige accellerationer, der splittede feltet, men sejtrækkeri, og det forbløffende var, at også Pantani kom i vanskeligheder på et tempo sat af Armstrongs hjælpere. Og det gjorde alle undtagen Ullrich og Virenque, de to Kelme-folk Heras og Botero og den forbløffende unge spanier fra Festina, Beloki, og så selvfølgelig generalen Armstrong selv, der syntes at have fuldstændig kontrol over løbet, efter at hjælperne var slidt op og smidt væk, og ikke lod sig anfægte af at Ullrich satte sig i spidsen og angav et monotont, højt kværnende tempo.
Pantani lå tre-fire gange og mistede kontakt med denne gruppe, men hvergang, man troede ham væk, jollede han op igen i et lille insisterende gear og drevet af en ærekærhed på højde med bjerget selv.

I vanskeligheder
Om morgen havde jeg selv forsøgt mig op ad Ventoux. Hvorfor ikke, når jeg nu havde cyklen med og havde fået mekaniker Ib fra Guerciotti cykler ude på Backersvej til at montere en ordentlig redningskrans med 28 tænder bagude. 39x28 er et meget let gear, men selv med det kom jeg i så store vanskeligheder med vejrtrækning og varme i trimlen opad med de andre motionister, at jeg valgte at vende cyklen efter 11 kilometer og med udsigten til den skaldede top, som ramte mig hårdt på moralen. Jeg kørte ned til min bil og op igen i den som en mand uden stolthed.

Arven skulle ikke svigtes
Det var den der bragte Pantani op, hver gang han blev sat. Stoltheden. Jeg er sikker på det. Han synes ellers ikke i form til at kunne gøre det. Og det var stoltheden over sit fag, sit speciale, der fik ham til at angribe, da han var nået op sidste gang og kun efter et lillebitte hvil bagest i gruppen. Det var som en refleks mere end en afvejning af resourcer og muligheder. Når man er Pantani bliver man ikke sat på et bjerg, så angriber man, og så gjorde han det, og fandt midlerne til det uden vel egentlig at have dem.
Da Botero forsøgte at køre alene op til ham og så ud til at nå ham, lavde han det lille trick at accellerere lige før han fik kontakt, og så døde den colombianer. Til gengæld troede jeg Pantani død, da Lance Armstrong i et grusomt ryk lod Ullrich og resten af den lille gruppe forsvarsløse bag sig og i et par magtfulde tråd kørte op til ham. Men nej. Heller ikke et par yderligere ryk for at knække amerikaneren, knækkede ham selv, og efter at have skævet flere gange op mod mål fik Pantani på selve stregen kastet sin cykel frem foran Armstrong til noget så usædvanligt for ham som en spurtsejr.
Heller ikke Armstrong havde mere at svare med. Men Pantani vandt, fordi han havde mest brug for det, og jeg tror ikke at Armstrong lod ham gøre det. Det var en arketype i cykelsporten. Den tunge, seje rouleur, som Armstrong basalt er, mod den rene grimpeur, som Pantani er. Og så på netop dette bjerg, det er fandme spooky, hvor Pantanis idol helt fra ungdommen, Charly Gaul stod oppe på toppen for at tage imod. 'Bjergenes Engel', som Gaul blev kaldt, vandt her i 1958, og Pantani ser sig selv som Gauls arvtager. Og den arv skulle ikke svigtes.

Resultatet af 12. etape i Tour de France, 149 kilometer fra Carpentras til Mont Ventoux:
1. M. Pantani, I (M. Uno), 4.15,11 t.
2. L. Armstrong, USA (USP), s. t.
3. J. Beloki, E (Festina), 25 sek.
4. Jan Ullrich, D (Telekom), 29.
5. S. Botero, Col. (Kelme), 48.
6. Roberto Heras, E (Kelme), s.t.
7. R. Virenque, F (Polti), 1,17.
8. F. Mancebo, E (Banesto), 1,23.
9. M. Beltran, E (Mapei), 1,29.
10. C. Moreau, F (Festina), 1,31.
12. L. Jalabert, F (ONCE), 2,01.
17. F. Escartin, E (Kelme) 3,12.
18. Alex Zülle, CH (Banesto), s.t.
19. Javier Otxoa, E (Kelme), 3,21.
50. A. Olano, E (ONCE), 9,50.
54. J. M. Jimenez, E (Ban), 10,57.
60. Hamburger, DK (MJJ), 12,26.
84. N. Bo Larsen, DK (MJJ), 17,05.
100. M. Sandstød, DK (MJJ), 20,52.
112. Frank Høj, DK (FdJ), s.t.
119. Allan Johansen, DK (MJJ), s.t.

Samlet stilling efter 12. etape:
1. L. Armstrong, 48.50,21 timer.
2. Jan Ullrich, 4,55 minutter efter.
3. Joseba Beloki, 5,52.
4. Christophe Moreau, 6,53.
5. Manuel Beltran, 7,25.
6. Richard Virenque, 8,28.
7. Roberto Heras, 8,33.
8. Francisco Mancebo, 9,42.
9. Javier Otxoa, 9,46.
10. P. Luttenberger, A (ONCE), 10,01.
11. Laurent Jalabert, 10,14.
12. Marco Pantani, 10,26.
13. Alex Zülle, Banesto, 10,46.
14. Fernando Escartin, 10,58.
24. Abraham Olano, 17,17.
25. Jose Maria Jimenez, 17,30.
44. Bo Hamburger, 27,53.
97. Nicolaj Bo Larsen, 58,25.
103. Arvis Piziks, 1.01,02 timer.
105. Michael Sandstød, 1.02,01.
118. Frank Høj, 1.04,54.
126. Martin Rittsel, 1.08,11.
131. Allan Johansen, 1.09,53.
137. Tristan Hoffman, 1.13,29.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her