Læsetid: 4 min.

Storebrors prostitution

18. juli 2000

Tv-stationen Tele 5 er blevet Spaniens mest sete takket være Gran Hermano, det spanske svar på tv-showet Big Brother. Men to prostituerede er undervejs smidt ud af showet, og det
har skabt debat

PALMA - Den spanske fodboldnation er ikke længere så stor som Storebror-nationen, hvis man måler antallet af tv-seere.
Mere end 12 millioner spaniere så tv-showet Gran Hermano på Tele 5 den aften, da Real Madrid vandt Champions League-finalen i Paris, og under fodboldturneringen Euro2000 var Gran Hermano stadig det mest sete program.
Tele5 har takket være Storebror for første gang nogensinde indtaget positionen som Spaniens mest sete tv-station foran public servicegiganten, TVE.
I onsdags da den søde frk. Mabel blev stemt ud af Storebrors overvågningshus som den femtesidste kombattant var det ikke mindre end 55,3 procent af tv-seerne, som zappede ind på Tele5.
Gran Hermano startede så rosenrødt i april, da de ti unge deltagere i konkurrencen solidarisk besluttede at donere vinderpræmien på en mio. kr. til behandling af den 30-årige Maria Josés datter, der lider af hjernelammelse. Historien var rørende, men kort tid efter blev en grædefærdig Maria José som den første deltager stemt ud af Gran Hermano.

Maria Magdalena?
Den sentimentale iscenesættelse viste sig at være et slør. Over noget andet. For det blev snart afsløret, at Maria José stort set aldrig ser sin hjernelamme datter, og at hun har ernæret sig som prostitueret.
O.k., hun blev hevet ind i studiet, hvor hun bad om syndsforladelse foran millioner af tv-seere. Og hun blev tilgivet, som om Storebror er Kristus, og Maria José er Maria Magdalena.
Her kunne historien være stoppet, hvis ikke Tele 5 den 24. maj havde budt velkommen til en ny deltager, Mónica Ruiz Barea, der blev fløjet ind fra Mallorca. Tele 5 bad hende underskrive en lex Maria José, hvor hun lovede, at hun "ikke tidligere har udøvet en profession med relation til underholdningsverdenen og heller ikke har deltaget i billedreportager, film eller videoer", der kan skade programmets "ære."
Tele 5's psykologer og udspørgere havde inden Mónicas indtræden nøje tjekket hende. Hun havde arbejdet på færgeruten mellem Palma og Valencia og havde "erfaring med at servicere mennesker". Tilsyneladende en helt almindelig pige. Og ifølge Tele 5's talsmand svarede hun nej til spørgsmålet, om hun havde været involveret i aktiviterer, "der svarer til Maria Josés".
Søndag den 4. juni lod herremagasinet Interviu bomben springe. Mónica havde ernæret sig som prostitueret under sine besøg i Valencia. Først forsøgte Tele 5 at afvise det som pure opspind og en urimelig "ragen i personernes private liv" (sic!).
To dage efter måtte de opgive forsvaret, da Mónica gik til bekendelse på åben skærm foran ti millioner tv-seere - 57 procent af alle spanske seere den aften.
"Jeg har mistet mit livs chance," udbrød Mónica og forlod scenen.

Porno og pikmænd
Man kunne spørge, hvorfor Tele 5's psykologer faldt for to prostituerede under udvælgelsestesten - men svaret er nok, at det er ikke repræsentativt for andet end det libertære sex-syn, som disse 'eksperter' og Tele 5 ønsker eksponeret. Og de er ikke alene. En stribe middelaldrende macho-klummister i den spanske presse satte straks Maria José og Mónica op som sejl for et større korstog: En hyldest til prostitutionen som et ædelt erhverv, ja verdens ældste - som om der ikke fandtes jægere og samlere før Maria Magdalena.
Men disse klummister overser, at dette såkaldte 'håndværk' for længst er blevet et kapitalistisk marked.
Hvert år er der ifølge FN omkring to millioner kvinder og piger, der udsættes for illegal menneskehandel - og mange ender som prostituerede. I Thailand er sexindustrien en epidemi kaldet aids, og til Vesteuropa importeres hvert år tusinder af østeuropæiske kvinder til at sælge kroppen på sexmarkedet - efter løfter om et anstændigt job tvinges mange til at prostituere sig for at betale alfons pikmand.

Kynisk sexindustri
Det er muligt, at Maria José, Mónica og deres prostituerede medsøstre har ladet sig lokke af drømmen om hurtige penge. Men det ændrer ikke, at der bag sløret gemmer sig en kynisk sexindustri, som er alt andet end ædel - og har sat udbytningen af fattige kvinders krop i system.
Og hvad Gran Hermano angår. Så skal man ifølge Interviu kunne følge den ægte vare i Capital TV i Malaga: El Gran Polvo. Her lover producer Javier Checa "sex uden censur". I et show, der minder om Gran Hermano, kan man følge prostitutten Casandra, den egyptiske stripper Nicole, den tjekkiske 'kvindeledsager' Boris, den bulgarske gigolo Marco, den brasilianske sextyr Giovanni og det katalanske pornopar Julio og Laura leger sexlege foran kameraet. Eneste undtagelse er Malaga-tjenerinden Barbara, som kaldes "den lille hellige", fordi hun ikke vil i seng med de andre. - Derfor er de alle helt vilde med hende.
Er det virkelig, hvad masserne vil have? Måske kunne intelligente tv-folk i stedet for at hoppe med ned ad pornobakken tage ved lære af østrigerne, der har gjort det folkelige program Gran Hermano til et redskab mod xenofobien. I Østrig har www.webfreetv.com - naturligvis under protest fra Haiders proselytter - inviteret ti flygtninge til at være aktører i tv-showet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her