Læsetid: 1 min.

Strid om bredbånd

15. juli 2000

Konkurrenter klager til telestyrelsen over Tele Danmarks langsomme levering af bredbånd til ADSL-opkoblinger

Tele Danmark er for længe om at behandle anmodninger fra sine konkurrenter, World Online og Cybercity, om at få adgang til de rå kobberkabler fra centralerne ud til kunderne.
Derfor har de to virksomheder nu klaget til Telestyrelsen, og der bliver nu fra flere sider rejst krav om et politisk indgreb, skriver IT-magasinet Computerworld.
Siden Tele Danmark i foråret satte prisen på ADSL voldsomt ned, har de to konkurrenter givet meget favorable tilbud på bredbåndsopkoblinger.
Det har medført, at begge selskaber har fået 12.000 ordrer på bredbåndsopkoblinger. De mange ordrer betyder en lang leveringstid, men hvor Tele Danmarks egne kunder kan få leveret ADSL på blot 20 dage, tager det ifølge World Online fire til seks uger blot at få svar på, om en af deres kunder kan få ADSL, og selve leveringen tager et par måneder.

Uholdbar situation
Hos Dansk Handel og Service mener man, at situationen er uholdbar.
"Når Tele Danmark kan forhindre, at konkurrenterne kan levere bredbåndstjenester, så virker reguleringen af telemarkedet ikke efter intentionerne, for så er der ikke tale om reel og ligeværdig konkurrence.," siger Markus Bjørn Kraft, der leder Dansk Handel og Services IT-organisation, ITK.
Han vil have forskningsminister Birte Weiss (S) til at gribe ind.
Tele Danmark afviser imidlertid kritikken.
"Vi leverer så hurtigt, vi kan. Men vi kan ikke fra den ene dag til den anden oprette 10.-15.000 nye opkoblinger," siger pressechef hos Tele Danmark, Max Stougaard, til Information.
Han regner med, at Tele Danmark fra den 1. august kan levere 300 linjer om dagen, og at puklen forsvinder inden udgangen af september.
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra forskningsministeren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her