Læsetid: 6 min.

Tænk at vi nøjes med nyhedsjournalistik

26. juli 2000

Forfatteren Christian Bundegaard tror, at vi har det for godt til at kunne se alt det, der er galt i Verden. Politikere og medier er så ganske på gale veje

Kritik forbudt?
Politikerne er aldeles uden betydning i det danske samfund i dag, mener forfatteren og kritikeren Christian Bundegaard. For er der nogen mening med at styre stater, der har lavet et økonomisk apparat, med skruer der kan justeres så fint, at maskinen kan køre af sig selv?
"Politikerne er nødt til at kaste sig over nogle andre ting. Det er de bløde områder, der er politisk aktive. Politikerne er totalt ligegyldige. Arbejdsløse," starter Christian Bundegaard, der tager imod i sit nye hjem i Nordsjælland. Han blev kendt som sin generations unge komet, da han blev udnævnt til at efterfølge Klaus Rifbjerg som Gyldendals litterære direktør. I dag arbejder han som programmedarbejder på Radioens P1, og anser sig selv for at være kritiker i klassisk forstand.
"Jeg har jo gået i Frankfurterskolen," fortæller Christian Bundegaard "Max Horkheimer og Theodor W. Adorno talte om en kritisk teori, der var kritisk i to betydninger. Dels er den kritisk i den tyske idealistiske tradition efter Kant. Kritik betød for Kant undersøgelse eller analyse. Men Frankfurterskolen kombinerede denne undersøgende kritik med Marx' afsløringskritik. Ideen er, at der neden under det, der ser meget tilforladeligt og selvfølgeligt ud, er nogle økonomiske kræfter, der gør, at tingene netop tager sig tilforladelige og uimodsigelige ud. Det synes jeg er en begavet måde at forstå kritik på, altså kombinationen af undersøgelsen og afsløringen."
- På universiteterne er den slags teori forkætret, der er meget få der beskæftiger sig med den slags. Hvorfor det?

Ligegyldighedstilstand
"Det affirmative, det, at man er godt tilfreds med det hele, bliver mere og mere dominerende. Det skyldes naturligvis, det man kunne kalde overskudssamfundet. Der er altså nogle økonomiske forhold, der gør, at vi ikke kan se, at der skulle være noget galt med noget som helst. Man har det meget godt, ganske enkelt. Overskudssamfundet gør, at vi ikke er i stand til at se ulemperne ved netop overskudssamfundet. Og det gør det vanskeligt at påpege problemerne."
"Men hvad værre er; politikere, mediefolk, intellektuelle i Danmark overbeviser hele tiden hinanden om, at denne ligegyldighedstilstand gennemsiver alt. Den urgamle forestilling om at enhver skal passe sit, er dukket op igen."
- Hvad er det for noget, der skal afsløres? Hvilket kritisk perspektiv er det, du mener, ikke findes længere?
"I to år sad jeg i Mimi Jakobsens velfærdskommission, der skulle beskæftige sig med, hvad vi skulle leve af i Danmark på længere sigt. Det blev meget hurtigt et mærkeligt snævert perspektiv om, hvordan vi bedst kunne fintune og højtuddanne vores elite til at kunne konkurrere med eliten i andre lande. Team Danmark for erhvervsområdet, så at sige. Og jeg måtte gang på gang gøre opmærksom på, at den verdensorden vi lever i, har tilgodeset os på en helt urimelig måde, og det ikke er sikkert, om det vil vare ved. Men det perspektiv var man ikke interesseret i. Den slags sker jo ikke kun i velfærdskommissioner, men overalt, hele tiden."
- Man føler sig til grin, hvis man kritiserer det bestående?

Ligegyldige fakta
Det der gør, at megen kritik kan virke latterlig eller ligegyldig, er, at vi er i gang med en uhyggelig ophobning af fakta. Den type viden, som for eksempel nyhedsjournalister ligger inde med, er blevet dominerende. Og det var netop, hvad folkene i Frankfurterskolen frygtede ville ske. Den overfladiske kendsgerning, hvor man i en uendelig strøm af aflirede fakta, er på jagt efter nye kendsgerninger bliver dominerende. Naturvidenskabelige overfladekendsgerninger, resultater, tests osv. Vi vil vide hvordan tingene hænger sammen, men nøjes med nyhedsjournalistik. Og det skaber ligegyldighed. Vi er fyldt til halsen med ligegyldige fakta om alt muligt. Folk har hørt om klimaproblemer og fattigdom. Men de ved sjældent noget om det. Hele Lomborg balladen er et meget godt eksempel. Jeg mener, manden er jo statistiker. Hvorfor gider man at diskutere med en statistiker? Det har jeg i hvert fald aldrig gidet."
- Hvad er det for en viden du efterspørger?
Langt den største del af journalisternes arbejde er jo nyhedsproduktion og kendsgerningsregistrering. Og det er vel derfor, at faget er så foragtet og journalister så selvhadende. Men der er åbenbart et behov for at føre journal. Det er ikke noget agtværdigt job, men der er nogen, der er gode til at skrive - og de bliver så journalister. Men det interesserer ikke mig. Jeg kan bedre lide gamle aviser end nye. Så har tingene lagret sig, og man kan se dem i det lys, de skal ses i. Jeg interesserer mig for det, der er hold i, det der har substans. Og altså ikke for de der nyhedsjournalister og alt deres vrøvl."
- Er det en form for massepsykose?
"Det er nemt at gribe til psykologiske termer. Men jeg tror snarere, at der er tale om en generel mæthed i samfundet. En forproppethed og træthed. Man føler sig som om, det hele er sket her sent i verdenshistorien. Alt er uden for vores rækkevidde. Og det gør, at man har travlt nok med at overleve psykisk snarere end at være kritisk."
- Hvad er det, man skal vende sig om og se? Hvad skal man gennemskue?
"Jeg tror, at der er mange der går rundt og føler sig som en omformelig ting, som der kan opereres på, som genetisk kan laves om, som livsstilsmæssigt skal skifte i næste uge, som i løbet af sit liv skal skifte fag, sprog og jobs og hele tankegang ud mange gange. Man skal forbruge et uendeligt antal ord og ting og sager."
Det er der vel mange, der har det meget godt med?
"Det er samfundet, der ikke har det godt af det. For der er først og fremmest masser, der ikke kan klare mosten."

Overflodssamfundet
Det er i sproget, at overflodssamfundets problemer afslører sig, mener Christian Bundegaard.
"Alle mennesker i Danmark siger vælger, om det de går rundt og gør. I stedet for at sige gøre. Man siger hele tiden 'jeg valgte at gøre det'. Men hvor kommer de valg fra? Man vil med det ord understrege, at man har flere valgmuligheder. Og det er supermarkedstænkningen, der åbenbares. Der er ingen der vil ud med, at de har begrænsninger. Man dyrker det grænseløse på alle mulige måder. Men vi har jo ikke alle de valgmuligheder, vi går rundt og tror, vi har. Vi befinder os i en meget lille sprække i verdenshistorien, hvor vi har opnået alt det vi har på bekostning, for fanden, af nogle andre. Vi har valgt noget fra - for at blive i sproget - for at opnå den situation, i en ganske lille del af verden i et kort øjeblik i verdenshistorie. Og så læner vi os tilbage, og siger at vi ikke gider at høre på kritik, fordi det går så strålende. Tv, radio og aviser er fyldt med det hele tiden. Folk lirer floskler af sig, og er så pisse kloge. Men deres sprog afslører, at der ikke er hold i noget som helst."

Klovnens kors
Hvis der endelig er et selvstændigt væsen, der tænker selv, bliver vedkommende latterliggjort eller kanøflet, mener Christian Bundegaard. Eller måske endda hævet op til gudelignende størrelser, som det er sket for mange kunstnere. Og det er lige så tåbeligt.
- Er det ikke en uheldig rolle at have som kritiker. Man synes grundlæggende, at det hele er ad helvede til, og hvis der er nogen, der spørger, hvad der skal til, så må man melde pas?
"Kritikerens grundtemperament er det melankolske. Men det er ikke det samme som det deprimerede og pessimistiske. Det er kun en ubehagelig rolle, hvis man synes, man har et alternativ, som man hellere vil. Udover at være grundlæggende trist, så er jeg ikke spor ked af det. Klovnen er jo ked af det, ellers kan han ikke være morsom. Det er nu engang klovnens kors."

*Dette er den femte artikel i en serie om samfundskritikken, der ifølge forfatteren Suzanne Brøgger er forstummet. De fire første stod i Information den 15.-16., 17., 20. og 22.-23. juli. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her