Læsetid: 3 min.

Trioens glemte medlem

5. juli 2000

Premieren på 'Sacre du printemps' var det 20. århundredes store skandalesucces. Stravinskij skabte musikken, Nijinskij dansen, men idé og scenografi var af Nikolaj Roerich - af skandinavisk slægt

Ballet
På Det Russiske Museum i Sankt Petersborg hænger nogle dramatiske, sensymbolistiske malerier med vikingeskibe og oldrussiske temaer, som fanger opmærksomheden. Maleren hedder Nikolaj Roerich, og hans liv og kunst er lige fascinerende. Navnet Roerich førte han tilbage til en eller anden version af sammensætningen 'Ry-Rig', fuld af hæder og ære og familien mente, at det stammede fra vikingerne og at en forfader var leder af Tempelherre-ordenen i det 13. århundrede. Noget mindre luftigt var det, at en svensk officer, som kæmpede mod Peter den store bosatte sig i Rusland og at hans efterkommer var Konstantin Fjodorovitj Roerich, der giftede sig med Maria Vasilijevna Kalasjnikova(!) og i 1874 blev far til maleren.
Drengen var begavet og tændt på russisk forhistorie, så han kom til at deltage i udgravninger allerede mens han gik i skole, samtidig med at han digtede fortællinger og skuespil. Da faren var jurist, ønskede han naturligvis at sønnen fulgte denne lukrative bane, men det blev til et kompromis: Nikolaj Roerich fik lov til at gå på Kunstakademiet i Sankt Petersborg, hvis han samtidig studerede jura.
De første malerier byggede på inspirationen fra de arkæologiske studier over Ruslands og Skandinaviens fortid, og et af de oldrussiske malerier han udstillede, Stamme har rejst sig mod stamme fra 1897, blev set af den billedkunstinteresserede Diaghilev, der udtalte sig rosende om det. Også digteren Tolstoj var begejstret, da Roerich efter opfordring foreviste maleriet for ham. Det blev købt af samleren Tretjakov, og hænger i dag på dennes museum i Moskva.

Foregangsmand
Efter afsluttede studier som billedkunstner og jurist fik Roerich ansættelse både ved et kunsttidsskrift og ved 'Museet for Kunstens Fremme' i Sankt Petersborg. Han var en foregangsmand for primitivismen i kunsten, idet han fandt kunstneriske kvaliteter i de arkæologiske fund fra de russiske udgravningskampagner. På rejser rundt til fortidsminderne ser han, at deres bevaringstilstand er miserabel, og han indleder en meget aktiv bevægelse for at værne den russiske kulturarv. Hermed var han sporet ind på en lidenskab, der blev bestemmende for hans livsbane.
Lige så betydningsfuldt var mødet med den unge Elena Ivanovna Sjaposjinikova, hans tilkommende hustru og hårdføre rejsefælle, og hendes interesse for Østens religioner og filosofi. Men før de kunne gifte sig, måtte Roerich se den store verdens kunstcentrer, Berlin, Dresden og Paris. Nu tilegnede han sig den franske kunst og dyrkede især Degas, Gauguin og tidens endnu ikke falmede stjerne, symbolisten Puvis de Chavannes. Undervisningen foregik hos en af Salonens støtter, Cormon, der havde sin force i billeder af menneskets forhistorie og ligesom Roerich interesserede sig for indisk og skandinavisk litteratur.

Vikingebilleder
Tilbage i Sankt Petersborg blev det til giftermål og kunstnerisk succes: Hans flotte vikingebillede Oversøiske gæster (idag i Tretjakov-galleriet), blev erhvervet af zar Nikolaj II til slottet Tsarskoje Zelo, og maleren blev medlem af den symbolistiske gruppe 'Mir Isskustva' (kunstens verden). Karakteristisk for denne tid er det, at Roerich så stenalderen som menneskets guldalder: Dengang levede mennesket i harmoni med naturen, kunst og arbejde var ét, mens hans samtid var uskøn og vulgær.
Således ser baggrunden ud for Roerichs mest betydningsfulde indsats i den europæiske kulturs historie, synopsis til balletten Sacre du Printemps (Våroffer) og dens kostumer og dekorationer. Nijinskij selv udtalte, at han fik lige så stærk en inspiration fra Roerichs kunst som fra Stravinskijs magtfulde, insisterende shamanistiske ur-musik. Premieren fandt sted den 29. maj 1913 i Paris, og publikum gik amok i vrede eller henrykkelse over den primitivistiske koreografi og de tunge rytmer. Dette våroffer, med Roerichs scenografi, blev Nijinskijs eneste varige koreografiske gave til eftertiden.
Malerens senere liv blev eventyrligt. Langt uden for avantgardens slagne landeveje bevægede han sig fra den arkæologiske forelskelse i det gamle Rusland over gigantiske museumsplaner i New York videre til Mongoliet og Tibet for endelig at lukke sine øjne ved Himalayas fod i 1947. Roerichs malerier kan ses på de russiske museer og i hans separatmuseum ved Riverside Drive i New York. Her kan man finde et trofast New Age-publikum, der tiltrækkes af de farvestærke og meditative orientalske bjergscenerier.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her