Læsetid: 3 min.

Om at turde et opbrud

26. juli 2000

Kort, men vægtig roman om at slippe den østtyske fortid og finde et nyt ståsted i tilværelsen

Ny bog
Jeg ser noget, du ikke ser, kaldes en tysk leg for små børn, men kan også være det for voksne, og det er den i denne lille roman. Forfatteren er Birgit Vanderbeke, midt i fyrrerne, født og opvokset i Østtyskland. I løbet af 1990'erne har hun skrevet otte mindre bøger, hvoraf denne er den ottende og foreløbigt sidste, og den der i det nye Tyskland har fået langt de bedste anmeldelser. Den handler om en kvinde i et intellektuelt miljø i det genforenede Berlin, der er træt af den almene stemning og klynken:
"Østtyskerne har altid gerne villet være som vesttyskere, og så blev de det, og da de var det, ville de alligevel ikke på grund af huslejerne og arbejdsløsheden, og vesttyskerne brød sig ikke om østtyskerne på grund af sygekassereformen og skatterne... osv. Derfor blev Østtyskland ved med at være Østtyskland og Vesttyskland forblev Vesttyskland, alle var utilfredse og i dårligt humør."
Alt dette er velkendt og ofte blevet beskrevet, men i denne roman er det kun et kort indledende afsæt for den egentlige historie, at kvinden pakker sin lejlighed sammen og i sin bil med sit barn flytter til et hus i Provence.
Her er der en pragtfuld natur og venlige naboer, men også skorpioner i badeværelset og barsk kulde om vinteren.
Det får vi lige som livet i Berlin beskrevet i en komprimeret, koncis og glidende stil, ikke ulig den prosa, en del proisaister fra den danske Forfatterskole har brugt i de sidste 10-15 år, bare bedre,

Symbolmættet
Jeg ser noget du ikke ser er nok en konkret roman, men af den grund ikke nødvendigvis gennemført realistisk. Romanen er nemlig sprogligt og stilistisk gennemvævet af symbolske tråde, der sætter dens egentlige tema i forskellig sammenhæng, med forskellige farver og belysninger: Spørgsmålet om at turde turde, om at turde at have en forventningsfuld drøm.
Nogle af de symbolske tråde er diskrete, andre er næsten overeksponerede, Hvad de end er, så er de vigtigere end personerne, for dem og deres forhold får vi ikke meget at vide om. De fremstår som figurer, der flyttes rundt med, f.eks. manden René, der er rejst til New York, og sønnen Nico, der det meste af romanen kun koldt omtales som 'barnet'. Men alting har en funktion i teksten.
Der er fortællerens arbejde, at lave børneradio om kendte malere, der er vennen, der ændrer på van Goghs farver, der er naturen, der konstant skifter kulør, og der er manden Renés profession: specialist i forfalskninger af malerier - altsammen spørgsmål, om vi ser det rigtige, det samme eller på forskellig måde.

Angsten for Stasi
Mere kontant fremtræder det psykologiske, som en bekendt i Berlin, der stadig har angsten fra Stasi i kroppen - og det har fortælleren til tider også, og pludselig bliver hun "helt stiv af en indre kulde, og så gik det op for mig, at jeg var bange, fordi jeg var taget afsted og fordi man ikke baresådan kan tage afsted, og angsten, den tager man med sig." Den indre kuldegysning følges med den ydre, med efterårets tåger og vinterens storme, der (lovligt oversymbolsk) får en mur bag det franske hus til at revne, så den skal flikkes sammen igen. Men der er konstant en optimistisk understrøm i teksten, iklædt en diskret, varm ironi.
Titlens børneleg er en gætteleg, og det er læsningen af romanen på mange måder også. Lykkes det fortælleren at finde et nyt sted i livet? Det er ikke afklaret ved romanens slutning, men det er heller ikke så vigtigt; "Jeg mærkede, at jeg et kort øjeblik var fuldstændig ligeglad med, at den ene verden og den anden og den virkelige verden ikke passede sammen. Jeg lo og sagde, noget du ikke ser," lyder nogle af bogens sidste sætninger. Og det må siges at være en opløftende slutning, uanset alle de problemer teksten også antyder. Netop derved adskiller denne lille roman sig fra det meste, der ellers er blevet skrevet om tilværelsen efter den tyske genforening, også fordi den med stilistisk snilde indfanger både noget specifikt (at have været østtysker) og noget generelt (at være menneske og have drømme).

*Birgit Vanderbeke: Jeg ser noget du ikke ser. Overs.: Johannes F. Sohlmann. 112 s. 198 kr., forlaget politisk revy, Rævens sorte bibliotek.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her