Læsetid: 5 min.

Ultimativt i Hamburg

5. juli 2000

John Neumeiers nye ballet i Hamburg om dansemyten Nijinskij er et resultat af vovemod i en ballettid, hvor der ellers kun satses på det sikre

Ballet
HAMBURG - Hamburg Ballet er ikke bange for store satsninger. Og i denne tid, hvor Den Kgl. Ballet helst kun prøver kræfter med det absolut sikre, er det befriende at opleve et nyt værk af en balletmester som Hamburgs
John Neumeier: En koreograf, der konstant øger kravene til sit eget kunstneriske vovemod.
Samtidig er det befriende at mærke, hvordan Neumeier lader sine dansere vokse til stjerner. I Hamburg dyrkes danserne for deres særpræg, og publikum nyder at tiljuble deres yndlinge. Forestillingsprogrammet bugner med billeder og tekster om dansernes karrierer - i København er man heldig, hvis der blot er billeder af alle førsteholdets dansere.
Den amerikansk-danske solodanser Lloyd Riggins, som frem til 1995 var Kgs. Nytorvs reneste mandlige stjerne, og som Den Kgl. Ballet ikke gjorde noget som helst for at holde fast på, er f.eks. forlængst blevet en af Hamburgs mest dyrebare stjerner - dyrket varmt af både publikum og balletmester.

Androgyn skønhed
Neumeiers nye ballet Nijinsky er på mange måder hans ultimative værk.
Hans forsøg på at nå ind bag myten om stjernedanseren Vaslav Nijinskij - ballethistoriens optimale tekniker, dens uovertrufne springer, men frem for alt dens epokegørende sensuelle skabning, der med sin utæmmede erotiske udstråling fik både mænd og kvinder til at sitre.
Nijinskijs gudeagtige og androgyne skønhed er
usvækket på de gamle fotografier. Og for koreografen John Neumeier har betagelsen af Nijinskij ikke blot medført en ærgerrig samlermani af effekter fra Nijinskij-æraen.
Allerede for 26 år siden indledte Neumeier som balletmester i Hamborg sin årlige festival Hamburg Ballett-Tage, hvor højdepunktet er den tilbagevendende Nijinsky-Galla. Og i år har Neumeier altså taget skridtet fuldt ud og fejret stjernen i en ballet med den ubegrænsede titel Nijinsky.
Balletten er ikke for begyndere.
Tværtimod bærer den præg af den nu 58-årige Neumeiers livslange intellektuelle refleksioner over Nijinskijs personlighed og karisma.
Som dramatisk værk indledes og afsluttes balletten med en skildring af Nijinskijs allersidste optræden i 1919 på et hotel i St. Moritz i Schweiz - anbragt i en scenografi, der kopierer hotellets autentiske indretning med dansegulv, tilskuerbalustrade og riflede glaslampetter.
For det er åbenbart i dette sidste smertefulde øjeblik i Nijinskijs karriere, at Neumeiers betagelse - og hengivenhed - i forholdet til Nijinskij skal forstås. Det er i dette korte glimt, inden skizofrenien og vanviddet slår sammen om kunstnerens belastede sind og krop, at Neumeier ønsker at kile sig ind i verdensidolets skæbne. Det er i den kristus-lignende pine i Nijinskijs endegyldige vielse til Gud, "Hochzeit mit Gott," at Neumeier ønsker at møde ham.
Neumeier bringer ydermere Nijinskijs sværmen for det religiøse og for klovneriet tæt på hinanden gennem en gribende scene for Petrusjka-figuren - den stækkede klovnedukke med de store længsler, som Lloyd Riggins forløste med skærende van-
vid og paradoksal kropsstyrke.

Tankeoverskud
Selv er Neumeier også et splittet sind, og hans betagelse af verdenshistoriens store kunstnere personligheder er både opsigtsvækkende - og urovækkende; selv Bibelens hovedpersoner har han skildret i sine balletter.
Alligevel udtrykker han ingen tvivl i programmet: "I grunden er der intet sværere, end at skabe en ballet over et bestemt menneske."
Men Neumeier tænker stort, og det er dette overvættes tankeoverskud, udsat for hans ekstreme kulturhistoriske indsigt og hans koreografiske opfindsomhed, der aftvinger publikum beundring og respekt. Og som får danserne til at danse med en opofrelse, der nærmer sig det maniske.

Publikum som voyeur
I Hamburg Staatsoper stod det diamantglimtende borgerskab da også op og klappede begejstret, selv om balletten på ingen måde er sponsor-leflende. Den er snarere en svært tilgængelig, paradoksal og dybt personlig afsløring af Neumeiers forhold til myten - fuld af spændingsfyldt dans og betagende billeder, men absolut uden brugsanvisning for den ballethistoriske novice.
Som den gennemgående hovedperson Nijinskij havde Neumeier udvalgt Jirí Bubenicek, en fyrig polsk-tjekkisk solodanser, med både muskelharmoni, vildskab og distance nok til at være et flot bud på en nulevende afspejling af legenden. Med dyrisk uberegnelighed kaster han sig mod jorden, for i næste øjeblik at flyve eksalteret omkring i vægtløse spring, gerne liggende vandret i luften, parat til at nedlægge et hvilket som helst erotisk objekt inden for synsvidde.
Alligevel forbliver ballettens samlede udtryk mærkeligt erotiktomt. Jovist, selvfølgelig er der scener, hvor Neumeier kopierer Nijinskijs skandalebevægelser, ikke mindst onani-scenen fra En Fauns Eftermiddag, som han endda digter videre på med stor sanselig effekt. Men som helhed virker balletten mærkeligt umeddelsom i sin fascination af sexdyret Nijinskij - som om dansen bliver mere og mere forseglet i sin egen myte, desto mere Neumeier ønsker at afsløre.

Androgynt fænomen
Resultatet er derfor paradoksalt nok blevet en Nijinskij-ballet, der er akkurat lige så mystisk og distant som myten selv. Og som absolut ingen forklaringer giver på fænomenet Nijinskij - erotikdyret, som var Ballets Russes' impressario Sergej Diaghilevs elsker, men som uden varsel pludselig giftede sig med den unge Romola i Buenos Aires i 1913.
Til gengæld har Neumeier forsøgt at nærme sig Nijinskijs koreografiske kredsen om det moderne og frigørelsen fra balletkonventionerne. Således indtager pliéen - den klassiske ballets afgørende knæbøjning med udaddrejede ben - en tilbagevendende central plads i koreografien.
Heri ligger måske værkets største koreografiske styrke: Dets insisteren på det nysøgende og på dén konsekvens, der ligger hinsides det kendte. Dets forbilledlige kompromisløshed.
Og deri ligger også retfærdiggørelsen af, at Neumeiers egentlige forhold til legenden Nijinskij forbliver - en hemmelighed.

*'Nijinsky'. Koreografi, scenografi og kostumer (inspireret af Bakst og Benois): John Neumeier. Musik: Chopin, Schumann, Rimskij-Korsakov og Sjostakovitj. 26. Hamburger Ballett-Tage, Hamburgische Staatsoper. Danses igen 13. juli, desuden Nijinskij-galla 16. juli. (Misundelsesværdig) flot programbog. Tlf. 0049-40- 351 721. www. hamburgballett.de

Fakta - Vaslav Niijnskij
1889: Fødes i Kiev
1907: Ansættes ved Den kejserlige Ballet i Skt. Petersborg.
1908 Møder impressarioen Diaghilev, som bliver hans elsker.
1912: I Paris premiere på hans første koreografi L'Après-midi
d'un faune (En Fauns Eftermiddag), som udløser skandale pga. Nijinskijs utilslørede onani-bevægelser.
1913: Ny Europa-turné, hvor Nijinskij præsenterer Le Sacre du printemps i moderne kostumer. Nijinskij gifter sig med danserinden Romola de Pulszky. Diaghilev bryder med Nijinskij.
1914: Nijinskij optræder i London med sit eget kompagni. Datteren Kyra fødes. Nijinskij og familie interneres i Budapest pga. Første Verdenskrig.
1916: Rejser til USA og genforenes med Ballets Russes.
1919: Nijinskij får konstateret skizofreni og indlægges.
1950: Nijinskij dør i London, 61 år gammel.

Side 10:
Nijinskij lever
Trioens glemte medlem

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu