Læsetid: 2 min.

Et ungt, konservativt hold

18. juli 2000

Bassisten Christian McBride og hans tre jævnaldrende medspillere gav ikke mange løfter for fremtiden

Jazzfestival
Han er 90'ernes mest omtalte ny bassist, allerede med en lang række plader bag sig, deraf fire under eget navn, og har i nogle år haft egen gruppe. Også efterspurgt som pædagog og har medvirket på Dansk Jazzforbunds sommerkursus. Han er for nylig fyldt 28, så han er en ung mand med fart på.
Søndag aften sluttede han det internationale festivalprogram i Copenhagen JazzHouse, og da han havde tre jævnaldrende med i sin kvartet, lignede det jo en afslutning med løfter om fremtid.
Lignede, ja, for efter at have hørt Christian McBride ved hans første besøg i jazzhuset, føler jeg mig noget mindre overbevist om fremtiden for ham og hans musikere.
Den kunstneriske fremtid, vel at mærke, for den kommercielle, økonomiske er der næppe de store problemer med. Det er i hvert fald i væsentlig grad populariteten, McBride søger, når han på fidel vis konverserer sit publikum, fyrer vitser af og gør reklame for sine musikere.
Og desværre findes den samme tone af noget behagesygt også i musikken, som ikke bare får lov at være sig selv, men helst skal gøre indtryk, når den ekspederes over scenekanten. Ikke på nogen specielt merkantil facon, men dog med en undertone af det lidt for eftertrykkelige, som man godt kan blive en anelse forstemt over.

En forgænger
Vi har jo et fortilfælde i den en snes år ældre Stanley Clarke, der som helt ung tegnede sig som 70'ernes ny, store bassist, men ret snart foretrak at investere sin begavelse i tidens mere lukrative fusionsmusik. Den mulighed ser jeg ikke som fjern for McBride, der taler om, hvor gerne han spiller rhythm & blues og funk, og samtidig demonstrerer en afsmitning, også i den mest jazzbetonede del af sit repertoire.
Også McBrides trommeslager, den akkurat 30-årige Gregory Hutchinson, der har en lige så imponerende karriere som sin kapelmester, viste sig i denne kvartet som mere banal, end jeg kender ham fra plader med solidere jazznavne som Joe Henderson og Joshua Redman.
Mens den formentlig yngste af musikerne, pianisten Shedrick Mitchell, er et endnu ret ubeskrevet blad, der også lød sådan; og den ældste, den 34-årige tenor- og sopransaxofonist Ron Blake, både i musik og kropssprog syntes at være på linje med det mest publikums-appellerende hos McBride.
Hvis man havde håbet på, at dette afsluttende besøg af fire unge musikere skulle give løfter for jazzens fremtid, blev man altså en kende skuffet. Men derfor var det jo alligevel en ret givende jazzfestival.

*Christian McBride Quartet i Copenhagen JazzHouse søndag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her