Med McCoy Tyner og en Miles Davis-tribut blev den anden såkaldte Giant Jazz-forestilling en ret tilbageskuende affære
Jazzfestival
Selvfølgelig venter man ikke jazzmusik af den mest revolutionerende slags ved de festival-koncerter, der finder sted i Cirkusbygningen under den markskrigeriske devise 'Giant Jazz'. Der skal trods alt hentes et betalende publikum ind, og det kræver store og ikke altid så givende navne.
Ved den første af dette års to tvedelte koncerter, sidste lørdag, hørte vi dog en spillevende veteran som Roy Haynes og tre spændende sidemen, og ved den anden, i torsdags, var der da også oplivende momenter, men de var færre, og musikken var i unødig grad tilbageskuende, med fokus et par snese år tilbage i tiden.
Den nu 61-årige McCoy Tyner hænger f.eks. stadig i sine år i første halvdel af 1960'erne med John Coltrane, efter hvem han også denne gang havde opkaldt en ny komposition. Hans klaverspil har dog slet ikke den tids lethed, men har længe været tungt og pompøst, præget af en vis uengagerethed og tomhed. Han kan bryde igennem, som han gjorde det med en hurtig version af 'Will You Still Be Mine?', men det er undtagelsen.
Til gengæld havde han bedre trio-medspillere end længe: Ved trommerne Al Foster, som kunne afbalancere Tyners massivitet; ved bassen Charnett Moffett, som især bragte liv i musikken med sin uortodokse udnyttelse af den båndløse el-bas i det sidste nummers seje, raske mediumtempo.
På museum
Mens Tyner-musikken ikke var bevidst retrospektiv, så var selve projektet i den følgende afdeling så musealt, at det nærmest var komisk. Dets rationale var formentlig, at en genudgivelse af Miles Davis' berømte Kind of Blue-plade for nylig har været best-seller i USA, og at en rekonstruktion 40 år senere derfor kunne blive en koncert-succes.
Ja, god morgen! Desværre er fem af pladens seks musikere døde, men trommeslageren Jimmy Cobb lever da endnu, og de øvrige pladser besætter man efter bedste evne.
I stedet for pladens eneste blegansigt, Bill Evans, må man selvfølgelig have en anden hvid pianist, Benny
Green, som dog er meget langt fra at være en Evans; Wallace Roney kan efter fattig evne imitere Davis selv, og Vincent Herring ditto Cannonball Adderley; Buster Williams har dog vikarieret som bassist hos Davis (i 60'erne) og spiller stadig udmærket, og Mark Turner, der kunne være John Coltranes barnebarn, er et fund på sin berømte forgængers post, netop fordi han ikke imiterer ham.
I øvrigt skal så Kind of Blue-repertoiret gennemspilles i den korrekte rækkefølge, men 'Blue In Green' kortes betydeligt og derefter indskydes et hurtigt stykke fra Davis-sekstettens øvrige repertoire, ligesom der efter 'Flamenco Sketches' spilles endnu et hurtigt stykke. Folk skulle jo nødigt kede sig, så pyt med den troskab mod Kind of Blue, som Roney har bræget om i sin introduktion!
Man forstår, at Turner, som med sine 34 år er den yngste af musikerne, fortrækker til kulissen, så snart han ikke spiller.
En anden en havde gjort noget tilsvarende, hvis det ikke havde været for Turner, Williams og Cobb.
*McCoy Tyner Trio og Kind of Blue Tribute i Cirkusbygningen torsdag
